Det kastede jeg hornene til i 2014

Brok og begejstring om det herrens metalår 2014. Et år, hvor koncerterne var bedre end pladerne. Og hvor Rifferamas blogger kunne fejre 40-års jubilæum som headbanger.

Tom G. Warrior fra Triptykon. Ekstremmetallens grand old man. Vi har brug hans velsignelser.

Det har været et begivenhedsrigt heavy rock-år. Og det kan være svært at bevare pessimismen. Også selvom det enorme udslip af musik langt fra afspejler et kreativt opsving.

Metalscenen er mærket af noget diffust i disse år. Ikke alene er den hårde rock splittet op i myriader af subgenrer, som ingen kan hitte rundt i. Men de store mængder af musik, der dagligt læsses på markedet, skaber en mental forstoppelse. Kort sagt: kvantitet er blevet sat i det højsæde, hvor kvalitet førhen tronede.

Demokratiseringen af musikproduktionen har været et fremskridt, ja. Men det betyder også, at ALT bliver udsendt. Næsten intet bliver liggende i skuffen med demomateriale, der lige mangler det sidste kreative boost for at være værdigt til udgivelse.

Sorry, men et utal af gange har jeg i 2014 hørt mig selv udgyde min brokkeremse. Uhyre få af de nye hårdrock-albums, jeg har hørt i år, kan tåle at blive stillet på samme hylde som det bedste fra et metallisk hammer-år som 1980. Men mindre kan også gøre det.

Koncertåret har været cirka ligeså overvældende som den endeløse række af albumudgivelser. Udbuddet har tydeligvis været for stort i forhold til det potentielle metalpublikum. Og derfor har mange koncerter været for dårligt besøgt. Helt åndssvagt var det, da Trouble spillede for ca. 30 mennesker på Loppen i november. Men det var så til gengæld 30 MEGET begejstrede mennesker!

Selv gik jeg glip af en række koncerter, som jeg virkelig gerne ville have oplevet: Accept, SEA, Nifelheim, Mount Salem, Deus Otiosus, Saxon, Inquisition, Pretty Maids m.fl. Det at misse Metal Magic-festivalen var vist et drop fra min side. Uden pis: jeg er misundelig på dem, der så Portrait i Fredericia.

Til gengæld fik jeg æren af at være inkvisitor i et par interessante arrangementer på Zeppelin Bar i CPH. Sammen med min gode kollega Lars Schmidt grillede jeg metalguruen Ken Anthony i en ucensureret Q&A. Første arrangement i april var totalt udsolgt, så vi måtte gentage succesen i juni.

I december var jeg heldig at få lov at interviewe lydtroldmanden Flemming Rasmussen (Rainbow, Metallica, Artillery, Morbid Angel, Saturnus etc.) i en Q&A – også på Zeppelin Bar. Det er den slags æreshverv, der får det gamle metalhjerte til at slå ekstra hårdt i brystet på en Jeronimus Banger, der som jeg kan fejre 40-års jubilæum som heavy rocker.

For det er i år præcis 40 siden, at jeg startede min karriere som passioneret headbanger. Det jubilæum fejrede jeg med en Flashback-artikel om mit første pladekøb: Sweets ”Desolation Boulevard”. Artiklen kan læses i Metalized nr. 95, som kom på gaden i starten af december.

Det var også en stor ære at få lov til at skrive covernoterne til genudgivelsen af Invocators demoer. På vinyl! Det var især en stor fryd at kunne lægge det legendariske ”Alterations”-demo på pladespilleren. Dobbelt-lp’en ”Alterations From From The Past” er absolut værd at gå efter for folk, der elsker den ægte, uforfalskede døds-thrash fra før ny- og alternativ-metallens syndefald.

Vallenfyre. Et af årets dystre
lyspunkter ...

Der har været mange gyldne øjeblikke i 2014. Øjeblikke, som ikke har tilladt mig at falde ned i det hul, som visse skumlere tit forsøger at skubbe mig ned i: nostalgiens afgrund. Nej, alt var IKKE bedre i ”gamle dage”. Jeg ønsker IKKE at skrue tiden tilbage! Jeg husker stadig koncerter, der blev ødelagt af vold og hærværk. Og mesterlig musik, hvis begejstringsfaktor blev dæmpet betragteligt af elendig og uprofessionel produktion.

Men tingene er blevet MEGET lettere i den digitale tidsalder. Og metal skal ikke være let. Metal skal være heavy! Og det er netop i kampen mod alle tilværelsens fortrædeligheder, at metallet slibes skarpt. Det er i den store eksistenskamp, at alle hyggemusikanterne falder fra. Og det var bl.a. dét, der gav hårdrocken dens slidstyrke og kant i det, jeg tillader mig at kalde guldalderen. MEN:

Jeg ønsker mig überhaupt nicht tilbaws til tiden før internettet, til tiden med mægtige pladeselskabers dominans etc. Vi lever i en tid, hvor informationer bevæger sig med lynets hast. Og hvor der kommer gode, solide bøger om vores yndlingsmusik. Herhjemme udgav DKs flittigste metalpennefører, Jens ”Jam” Rasmussen, en glimrende biografi om succesfænomenet Michael Poulsen. Det er en bog med et blæret layout. Og som historieskrivning er den uovertruffen.

Og historieskrivning er tiden virkelig moden til. Den hårde rock har floreret i omtrent fem årtier. Den har udviklet sig til en vidt forgrenet og alsidig kultur. En modkultur, når den er bedst. Og i den forbindelse er det jo stort at tage telefonen, når det er folk som Alice Cooper eller Tom G. Warrior, der ringer.

Jeg synes selv, at jeg i år fik lavet nogle af mine allerbedste interviews. Med netop de to nævnte herrer. Senest var det Morgan Steinmeyer Håkansson fra Marduk, som tastede mit nummer. Den interviewartikel bliver en glorværdig start på 2015 – læs den i Metalized nr. 96.

Årets bedste plader, internationalt såvel som nationalt? Ja, der var mange at vælge imellem. Men allerede fra årets start stod det klar, at Triptykons ”Melana Chasmata” var en af kandidaterne. Og kandidaturet blev aldrig truet, hvis I spørger mig.

Blandt boblerne finder man på min liste de nyeste udgivelser fra Judas Priest, Alice Cooper, Behemoth, Grand Magus, SEA, Deus Otiosus, The Oath, Mount Salem, Pilgrim, Portrait, Accept, Horned Almighty, Entombed A.D., Primordial, Mortuus, Dead Congregation, Arch Enemy, Vallenfyre og Mayhem. Min Top 5 for 2014 kan læses i det kommende nummer af Metalized – nr. 96!

Her får du til gengæld min opremsning af årets 10 bedste koncerter. Listen bærer selvfølgelig præg af, at Copenhell havde et chokerende godt program i år. Copenhell var tre dages optur for mig. Jeg har allerede skræppet op om Copenhells fortrinligheder her. Lad mig blot dømme dybt subjektivt: dét program kommer festivalen på Refshaleøen ALDRIG til at leve op til!

Anyways, her er Rifferamas største koncertoplevelser i 2014:

Watain, som de tog sig ud på Copenhell. Svenskernes
show var vildere på Refshaleøen. Aldrig har man set
så meget ild på en rockscene. Men bandet var
bedre i Vega i januar ...

1. WATAIN, Lille Vega 25/1

Erik Danielsson er lille af statur, men stor som ceremonimester i Watains tempel. Det var både abysmalt-kaotisk og himmelstræbende højtideligt. Trancendental black metal. Direkte rygradsrislende var afslutningen på Watains sæt, der var een stor kraftoverførsel fra band til fans.

2. MORBID ANGEL, Pumpehuset 16/12

Der er storhed, og så der er STORHED. Mand, hvor virker nutidens ekstremmetal lille, når Morbid Angel går på scenen. Denne aften satte David Vincent & Co. spot på ”Covenant”-albummet. Ellers fik vi ét (1) nummer pr. Morbid Angel-album. Majestætisk, overlegent, urørligt. Nummer efter nummer. Og så var det ellers godnat. Enhver kritik blev stedt til hvile. R.I.P. kritikerne.

3. TRIPTYKON, Copenhell 12/6

Triptykons musik overskrider ethvert genrediktatur og sender nervetråde langt uden for metallens comfort zone. Bandet appellerer da også til folk, som ellers ikke hører doom, thrash, black eller andre former for ekstremmetal. Nye numre fra det aktuelle album ”Melana Chasmata” blev sat sammen med opdaterede versioner af gamle 1980’er-klassikere af Hellhammer og Celtic Frost.

4. TROUBLE, Loppen 6/11

Sølle 30 mennesker ønskede ikke at gå snyde sig selv for at opleve verdens heavieste band spille verdens heavieste sange live i DK anno 2014. Franklin, Wartell & Co. celebrerede især Troubles tidlige materiale fra doom-klassikeren: ”Psalm 9”. Men også nye(re) sange blev blæst igennem PA’et. Og den nye sanger, Kyle Thomas, var eminent.

5. PENTAGRAM, Lille Vega 15/7

Pentagram spillede, som om miraklernes tid ikke var forbi. Kendere påstod, at bandet aldrig har spillet bedre. I centrum stod Bobby Liebling, verdens særeste forsanger. Ikon. Ringvrag. Ødelagt af narko og overklasseforkælelse. Men Bobby var i topform. Akkurat ligesom Mr. Doom himself, guitaristen Victor Griffin.

6. IN SOLITUDE, Pumpehuset 5/10

Det er umuligt at sætte In Solitude i bås. De er traditionelle, men mere end det. Hos In Solitude kolliderer TRVE metal-tradition med post-punk-skramlen og en spiritualitet, der – vist nok – er i familie med den, der driver Watain frem mod afgrunden. Man forlader spillestedet med en fornemmelse af at have været i fare.

7. IRON MAIDEN, Copenhell 11/6

Iron Maiden kom, så og sejrede. Steve Harris & Co. havde Copenhells suverænt stærkeste sætliste. Hvert eneste hi-hat-slag var en ren klassiker. Show og musik passede perfekt sammen – og den elektrisk gnistrende spilleglæde gjorde, at det aldrig blev en rutineoptræden.

8. BEHEMOTH, Copenhell 13/6

Dagslyset lagde en dæmper på Behemoths velkoreograferede sceneshow. Omvendte kors af metal blev antændt med fakler. Nergal svingede ceremonielt med et røgelseskar. Masker med horn. En sort konfettistorm. Osv. osv. Generelt et show, som ville kunne give Kiss idéer. Tilsat en moderne ekstremmetal, som til fulde underbyggede mottoet: ”Art must destrooooy!”

9. ENFORCER, Stengade 25/2

”Mesmerized By Fire” blev introduceret som ”en sang om at brænde i helvede”. Tempoet var skruet op i højeste speed metal-gear, men der var rigelig plads til de fængende melodier i ”Katana” og ”Death Rides This Night”. Enforcer er unge og kønne. Men svenskerne er dog ikke mere lækre, end at de gav en forrygende version af Venoms ”Countess Bathory”.

10. TWISTED SISTER, Copenhell 12/6

Twisted Sister lagde hektisk ud med ”Stay Hungry”. Og newyorker-bandet viste straks, at de stadig har kant, selvom sangeren Dee Snider ikke længere skyder vildt op i luften med en maskinpistol, når ”Shoot ’Em Down” drøner ud af højttaleranlægget. MTV-hits blev blandet med et par af de mere punkede sange fra starten af 1980’erne. Natten var stadig ung, da vi drog ind mod byen – overalt mødte man heavy rockere, som glammede løs på omkvædet i ”We’re Not Gonna Take It”. Og så var den fest vist godkendt. \m/

DISCLAIMER: Indholdet i denne artikel er ikke udtryk for Metalizeds redaktionelle holdninger. Artiklen er i stedet et rask ridt på min egen, personlige kæphest ...

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama