Oprør mod sukker-hits

Midt i et kaos af slagsmål og provokationer udkom et af de heavieste albums i 1970’erne. Albummet bar den kontroversielle titel ”Sweet Fanny Adams”, og det har 40-års jubilæum i dag.

Det var ikke alt for smart at gå på tv med de jakker ...

London, Rainbow Theater, december 1973. Lyden af noget, der kunne være en atombombe-sprængning. Dernæst: et aggressivt rock-riff drøner oven på en militant trommetakt. Det er introen til ”Hell Raiser”, et af de nyeste hits med Sweet. Sangeren Brian Connolly træder ind på scenen, iklædt glitter fra top til tå, med bevingede manchetter om håndleddene. Brian griber mikrofonstativet, hæver det i luften. Et øjebliks sejrspositur, mens publikum skriger begejstret. Så brækker Brian resolut stativet over knæet, hvorefter han smider det til jorden med en skramlen. Sådan gør en rigtig rockstjerne sin entré. (Se klippet her.)

Og i 1973 var sangeren Brian Connolly, guitaristen Andy Scott, bassisten Steve Priest og trommeslageren Mick Tucker stjerner. Sweet var megastjerner. Kongerne af glam rock, i hvert fald i Europa.

Men ikke alle elskede Sweet. Forældregenerationen hadede bandet, som, de mente, ødelagde ungdommen. Rockkritikerne hadede også Sweet. Brian Connolly & Co. ødelagde den rockmusik, som ellers var ved at udvikle sig til noget dybt seriøst og noget meget, meget progressivt. Rockmusikken var lydsporet til den store marxistiske forvandling af Vestens samfund. Og så kom de her fire pikrockere med sminke og scenekostumer, som fik selv Marc Bolan og David Bowie til at ligne trist og grå hverdag. Sweet vanærede rocken – de var en ”Rock ’n’ Roll Disgrace”, for nu at nævne en titel på en af Sweets bøllede og bissede single-b-sider.

”Men det holder jo ikke,” var kritikerne enige om. Sweet havde stormet hitlisterne i to-tre år på det tidspunkt. Men de var bare en døgnflue. Håbede man. Sweet havde dog en anden plan. Planen kom til at hedde ”Sweet Fanny Adams”. Et album, som udkom i april 1974 – altså for præcis 40 år siden. Og det er en klassiker med stort K. Mange mener, at ”Sweet Fanny Adams” er det ultimative glam rock-album. Men det er en forsimpling af virkeligheden …

Sweet, som de så ud forfra ...

HAGEKORS OG HITLER-SKÆG

Sweet ønskede egentlig, at albummet skulle hedde ”We’re Revolting” – en titel, der gik på, at Sweet var klamme, afskyvækkende og vel også oprørske. Sweet var på et forvokset provokations-trip, de var rebeller uden en sag. En af sangene på albummet hed ”Rebel Rouser”, meget sigende.

Den titel, som albummet fik, var heller ikke for børn. ”Sweet Fanny Adams” hentydede til en mordsag fra 1800-tallet, hvor en 8-årig pige blev bortført og dræbt (=slagtet). Hun hed Fanny Adams. Og talemåden Sweet F.A. er en politisk ukorrekt måde at sige, at en person er værdiløs, et nul. I Sweet-sangen ”Sweet F.A.” står forkortelsen f.a. kort og godt for ”fuck all”, og teksten til den voldelige sang lyder bl.a.: ”If she don’t spread I’m gonna bust her head.”

Sweet var testosteronstruttende sexister, og titelnummeret og sange som single-b-siden ”Someone Else Will” (med linjen ”If we don’t fuck you someone else will”) var bestemt ikke med til at give Brian Connolly & Co. et godt ry. Som om, de tog sig af den slags.

Sweet opførte sig cirka ligeså punket som Sex Pistols efter dem. Sweet nægtede at trække af deres glitterjakker med sjofle slogans på ryggen, når de skulle optræde på tv. Mick bar et stort hagekors på ryggen. ”Bollox!” stod der på Andys ryg, og ”Fuck You” lød opfordringen på Steve Priests jakke. Og den rødhårede bassist mente det.

Da hittet ”Block Buster” (1973) blev lanceret på Top Of The Pops, gik Steve på scenen med Bismarck-hjelm, hagekors-armbind og Hitler-overskæg. Sweet var selvfølgelig ikke nazister, men i 1970’erne var den politiske korrekthed endnu ikke så fremskreden, og det ellers urørlige symbol (hagekorset) kunne stadig bruges som choktaktik – de borgerlige tog naturligvis anstød af det vulgære svastika, men det var først og fremmest marxisterne og smagsdommerne i de finkulturelle medier og samfundsinstitutioner, som blev provokeret.

Sweet var ikke det første endsige det sidste rockband, som (mis)brugte hagekorset til at provokere – og egentlig var det Hells Angels og rebellerne fra bikerkulturen, som skal have fortjenesten for at have ”opfundet” hagekors-provokationerne, der pr. automatik gjorde, at man blev udstødt af det pæne selskab. Denne hunger efter at være outcast lå formentlig også bag Kiss’ og Black Sabbaths brug af den forhadte S-rune i deres bandlogoer.

Anyway, provokationerne bremsede unægtelig Sweets karrieremuligheder. Singlen ”Turn It Down” (1974) blev ligefrem boykottet af BBC, fordi den var proppet med det, som borgerskabet betragtede som ”bandeord” (glosen punk indgik for resten også i sangteksten!).

Sådan kom coveret til at se ud...

SLAGSMÅL ØDELAGDE STEMMEN

Brian Connolly var smuk, en rock’n’roll-Adonis. Men Brian var mere end et blikfang. Han var datidens svar på W. Axl Rose, konstant i sladderbladene. Brian var ikke kun den blonde alfahan og prototypen på den slags glam-frontmænd, som i 1980’erne blev standard (=Michael Monroe, Vince Neil, Brett Michaels, Taime Downe, Stevie Rachelle, Steevi Jaimz etc.). Han var også en udmærket sanger med et pænt stort register. Altså indtil gruppen indspillede ”Sweet Fanny Adams”.

Brian var en skørtejæger, og på en bytur flirtede han med en pige. Dumt. For pigens fyr svarede igen ved at danse på taget af Brians Mercedes. Resultat: slagsmål. Brian fik tørre tæsk (vist nok af tre fyre), og værst af alt: han blev sparket i struben, gentagne gange. Det tog lige toppen af Brians vokale præstationsevne, og mens Brian blev behandlet for skaden, måtte Steve Priest og Andy Scott gribe mikrofonen for at færdiggøre ”Sweet Fanny Adams”.

Steve var måske Sweets bedste sanger. Priest havde en lys stemme med masser af power. Og den lod han lyde på ”No You Don’t”, et af det bedst glam rock-numre nogensinde. Steves nærmest hysteriske vokal på den skæring er second to none, og spørgsmålet er: ville Brian have kunnet synge den bedre – selv før slagsmålet?

”No You Don’t” var for resten skrevet af hitsmedene Nicky Chinn og Mike Chapman, der stod bag Sweets første stribe af glamourøse hårdrock-hits (”Block Buster”, ”Hell Raiser”,” Ballroom Blitz”, ”Teenage Rampage”, alle udsendt i 1973-74). Men op til indspilningen af ”Sweet Fanny Adams” var Sweet begyndt at løsrive sig fra Chinichaps hits. Sweet ville selv. Og de kunne selv. Det demonstrerede de på ”Sweet Fanny Adams”, hvor stilen bevidst blev drejet væk fra det hitlisteorienterede.

Selvom Sweet optrådte i glitterkostumer på coveret til ”Sweet Fanny Adams”, var musikken gedigen betonrock. Der blev spillet tungt og hammerhårdt. ”Sweet Fanny Adams” er et af de mest hårdtslående eksempler på heavy rock fra første halvdel af 1970’erne, basta!

Steve Priest ...

LYDEN: ET SLAG I ANSIGTET

Produktionen på ”Sweet Fanny Adams” var fantastisk. Lydmagikeren Phil Wainman gav Sweet den helt rigtige lyd: skarpkantede klangflader og et lydbillede med dybde og dynamik, der slog lige i smasken på lytteren. Disharmoniske, forvrængede guitarer. Mavekildrende brug af violinbue à la Led Zeppelin. Stereoeffekter galore. Sireneagtige Moog-udbrud. Stilfulde akustiske guitarer lagt oven på fjelde af metalguitarer. Hviskende stemmer og vilde korarrangementerne, der drønede fra højttaler til højttaler. Og så videre.

Sweet var meget dygtigere musikere, end deres rygte ville vide. Og de havde travlt med at flashe det på ”Sweet Fanny Adams”. Man bliver helt målløs, når man tænker på, at Sweet ikke selv fik at lov at spille på deres første sukkerhits (”Funny Funny” og den slags tonalt affald (1971-72)), som de distancerede sig fra med en mægtig musikalsk fuck-finger på ”Sweet Fanny Adams”.

Den største force i Sweet var vel trommeslageren Mick Tucker, hvis spillestil var unik, heavy men inspirereret af jazz. Tucker brillerede igennem hele albummet, legede sig overlegent igennem de mere simple sange og var med til at gøre, at Sweets cover version af ”Peppermint Twist” fuldstændig begravede Joey Dees originaludgave fra 1961.

Senere: Sweet i læder ...

KÆRESTEN BOLLER UDEN OM

”AC-DC” var et af de mere kendte numre fra ”Sweet Fanny Adams”. Det var skåret over Chinn og Chapmans hitliste-læst og handlede om sex. Om tabuiseret sex. Sangen var et adjø til det traditionelle kærlighedsforhold, for Brian sang her om, at hans kæreste bollede uden om. Selvfølgelig ikke med en anden fyr, det ville være utænkeligt for en førsteknepper som Brian C. Nej, kæresten bedrog ham med en anden pige. Værsgo: biseksualitet i teenybobber-form. Dét var langt fremme i plateaustøvlerne, selv i de frigjorte 1970’ere. Joan Jett, der som sanger i bandet The Runaways turnerede sammen med Sweet i 1970’erne, tog senere ”AC-DC” op – sladderpressen vil vide hvorfor.

Det var kun overfladisk, at Sweets sange handlede om kærlighed. Som oftest beskrev deres sange usunde og direkte syge relationer. Man finder fx S&M-undertoner i ”Set Me Free”, hvor kærligheden er blevet til et helvede.

”Set Me Free” tog Saxon sidenhen på sætlisten, og det Deep Purple-agtige nummer hører blandt Sweets aller-heavieste. Det var for resten Andy Scott, som egenhændigt skrev ”Set Me Free”. Det samme gælder ”In To The Night”, hvor Andy tilmed agerede forsanger. Sangen havde en midter-part, som var nærmest doom-dyster med sin mørke, fortættede stemning.

På ”Restless” var det igen Steve Priest, som sang for i et arrangement, der var free style, komplet med en afslutningspassage, som munder ud i et thrash-agtig staccato-riff. Det lød ikke som noget, der drømte om at komme på hitlisten.

Titelnummeret havde også et arrangement, som var alt for avanceret til at passe ind i den snævre glam-formel. Og havde det ikke været for glitterkostumerne på omslaget, ville de færreste have fået den idé, at ”Sweet Fanny Adams” var et glam-album.

På de efterfølgende lp’er, ”Desolation Boulevard” (1974), ”Strung Up” (1975), ”Give Us A Wink” (1976) og ”Off The Record” (1977), droppede Sweet da også glam-looket til fordel for et mere hårdrock-typisk denim- og læder-antræk. Men lige meget hjalp det. Og i dag er der stadig mange (alt for mange!), som foretrækker at huske Sweet for nonsens som ”Wig Wam Bam”. Synd for dem, for Sweet var i perioden 1974-76 et af verdens fedeste heavy rock-bands. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama