Kommandant Johnny

Brutalt ærlig selvbiografi fra en af punkens og den hårde rocks mest stilskabende musikere: Johnny Ramone.

Johnny i ikonisk positur på bogens omslag. Selvbiografien er udgivet af forlaget Abrams i 2012.
Bogen rummer en mængde fotografier, der giver et præcist tidsbillede af især
1970'ernes rockscene.

En af de bedste rockselvbiografier, jeg har læst. Ikke fordi, den er speciel avanceret. Den er faktisk ret simpel.

Johnny Ramone skriver i en enkel stil – enkel, akkurat ligesom Ramones’ sange. 1-2-3-4! Hey ho, let’s go! Direkte, veloplagt og uden dikkedarer. Gabba, gabba hey!

Som alle biografier er ”Commando” bedst i starten. Den rummer fine beskrivelsen af Johnny som en dreng fra et arbejderhjem i 1950’erne og 1960’erne. Sportskampene – og slåskampene. Johnny kommer fra en miljø, hvor vold er en del af dagligdagen, og Johnny ved, hvordan man slår fra sig. Uden at skamme sig fortæller Johnny, at han har pandet sangeren Joey Ramone en. Sex Pistols’ manager Malcolm McLaren får også en på kassen. Det er faktisk det første, Johnny fortæller i ”Commando”.

Johnny Ramone (alias John Cummings) er ikke super sympatisk. Og store dele af biografien kører deruda’ i stilen: alle de andre er nogle idioter, jeg er et dumt svin, men på den seje måde.

Det er Johnny, der styrer Ramones. Han er drivkraften, den fokuserede. Og det, der driver Johnny, er vreden. Det er denne vrede, der kommer til udtryk i Ramones’ aggressive musik. En musik, der har været stilskabende i ekstrem grad. Ikke kun inden for punken, men også helt ind i den hårde rocks grumme strømninger, lige fra sleaze til thrash metal. Guns N’ Roses og Metallica har suget inspiration til sig fra Ramones. Og Motörhead har en sang, der slet og ret hedder ”R.A.M.O.N.E.S.”.

Bogen handler ikke om, hvor mange stoffer, Johnny har taget, hvor meget sprut, han har bællet, eller hvor mange groupies, han har nedlagt. Det er slet ikke Johnnys livsstil. Johnny demonstrerer, at man sagtens kan være punk rocker uden at være pløret eller vind og skæv dagen lang. Faktisk er det Johnnys stil at have kontrol over situationen. Klar i hjernen, styr på tingene.

Ramones var et atypisk punkband. Mens de fleste toneangivende punkbands fra 1970’erne (Sex Pistols, The Clash m.fl.) var stærkt venstreorienterede (anarkister, socialister), hældte Johnny Ramone & Co. til den anden side.

Johnny er ærkeamerikansk: patriot, fan af den stokkonservative præsident Ronald Reagan. Og den amerikanske livsstil er bare sagen. Johnnys kulturelle horisont er bygget op af tegneserier, b-film og sport. Johnny er ikke typen, der falder i svime over hvidvinsdampede fåreøjne og andre kulinariske fortræffeligheder. Johnny er til Burger King og 7-eleven. Og øl. Amerikansk øl.

Johnny gider ikke stå ud af bussen, da Ramones besøger Stonehenge – det er jo bare en stabel sten. I det hele taget hader Johnny at være i Europa. Maden er uspiselig, og folk forstår ikke hans sprog. I Europa har de heller ikke de amerikanske tv-kanaler, som viser Johnnys yndlings-sportskampe. Johnny er ikke meget for at møde andre mennesker, han vil hellere se tv.

Johnny går ind for dødsstraf. Der burde være mere af den, skriver han. Stod det til Johnny, skulle dødsstraffen tv-transmitteres, så folk kunne betale for at glo på aflivningen. Pay-per-view.

Johnny er en okay fortæller. Og det er faktisk interessant at læse hans beskrivelser af Ramones’ historie: pladene, turnéerne, medlemmerne, crew’et. Johnny lægger ikke fingrene imellem. Sangeren Joey er en flæb, bassisten Dee Dee stjæler og så videre. Ærligt fortæller Johnny, at Ramones’ plader blev svage fra og med ”End Of The Century” (1980).

Som så mange andre punkbands voksede Ramones ud af glam rock-scenen. Det kunne ikke altid ses på gruppernes look, men det kunne høres på deres simple, melodisk fræsende musik. Johnny røber da også, at ”Blitzkrieg Bob” er modelleret efter – tag en dyb indånding: Bay City Rollers’ tyggegummihit ”Saturday Night”.

Ramones blev aldrig så store, som Johnny havde håbet. Men anerkendelsen fik Ramones – endelig, til slut.

Til allersidst kom canceren, prostatakræften, der slog ham ihjel i 2004. Det er en lang, sejpinende død. Johnny fortæller om forløbet, om behandlingerne, om smerterne. Men han fortæller om det uden sentimentalitet og selvmedlidenhed. For Johnny Ramone var ingen flæb. \m/