Da fantasien kom til magten

David Bowie som Aladdin Sane

Glam rocken provokerede borgerskabet og udfordrede den gode smag og de marxistiske idealer på venstrefløjen. Men inde bag alle fordommene om glitter og flitterstads skjuler der sig en hemmelighed: mange glam rockere havde kunstneriske ambitioner. Og de rockede hårdt!

Artikel: Peter Béliath (Publiceret i NRG/EMP, vintermagasin 4/2012)

Glam er den festligste og farverigeste form for rock’n’roll. I genrens guldalder, i den første halvdel af 1970’erne, var glam rocken et flerårigt karneval, som foregik på især de europæiske hitlister. Show og image var vigtige for musikerne. Og for deres fans, de såkaldte glitter kids, der gerne klædte sig ud som idolerne. Derfor blev glam-koncerter ofte til de rene kostumeballer.

        

Der var masser af krukkeri og koketteri i glam. Glam var enhver kosmetologs våde drøm. For nogle af musikere var image tydeligvis vigtigere end musikken. Det blev ikke bedre af, at glam rockerne som hovedregel spillede fodstampende rock’n’roll-sange med overdrevent fængende omkvæd. Og dét fik kritikerne til at trække blankt og sable genren ned. Smagsdommere kaldte glam rocken for et tilbageskridt.

Kiss: Gorilla-rock

PRIMATER I TRANSVESTITKLUNS                 

Glam rocken – eller glitter rocken, som den glamourøse rock også blev kaldt – dukkede op på et tidspunkt, hvor hippie-drømmen stadig var nogenlunde intakt, og hvor Karl Marx og Che Guevara var helte.

Rocken blev i 1968 kapret af den venstreorienterede modkulturs politbureau. Det betød, at rock ikke alene var synonymt med fri sex og eksperimenter med ”bevidsthedsudvidende” stoffer. Rock var også lydtapet til politiske demonstrationer og endeløse diskussioner om marxisme-leninisme.

        

Rock skulle ikke længere være underholdning. Rock skulle bane vejen for alternative levemåder. Rock var musik for mænd i hønsestrik og kvinder i overalls. Hashen lå som en tågebanke over denne venstreorienterede ungdomskultur, og syrerock med uendelige improvisationer og såkaldte progressive udskejelser hørte til dagens orden.

        

Glam var afgjort dagens uorden. Glam var en provokation både for borgerskabet og den venstreorienterede kulturelite. Glam vakte opsigt, glam skabte røre, glam gav omtale i pressen, og vigtigst af alt: glam fyldte koncertsalene og gav fri adgang til hitlisterne.

        

Hitliste-rekorden har Slade, som i løbet af deres karriere scorede 15 top 10-placeringer med deres hårdtrockende ørehængere. ”Mama Weer All Crazee Now” (1972) og fem andre Slade-singler opnåede labre førstepladser på den engelske hitliste.

Også på den anden side af Atlanten florerede glam. I 1977 afslørede en Gallup-undersøgelse, at Kiss var det populæreste rockband i USA.

        

Men kritikerne var ikke imponeret. De kaldte Kiss & Co. for en regression til rockens lømmelalder. Glam var ikke guerilla-rock, men gorilla-rock, spillet af primater i transvestitkluns.

Glam blev beskyldt for at være virkelighedsflugt, for at mangle politisk bevidsthed. Glam var bare klovnerier, og Gene Simmons fra Kiss var smagløshedens Pjerrot, når han pustede ild på scenen. Glam-grupperne og deres fans ville ikke andet end at tilfredsstille deres egen nydelsessyge. Glam var hedonisme, glam var dekadence, basta!

Ups. Fee Waybil fra The Tubes i rollen som Quay Lewd.

CHOKEFFEKTER OG SAMFUNDSSATIRE

Det var imidlertid en sandhed med modifikationer, for glam-musikere som Marc Bolan, David Bowie, Roxy Music og Jobriath havde faktisk en kunstnerisk vision. Hos Alice Cooper og The Tubes blev glam ikke alene til chokeffekter, men også til samfundssatire.

        

Glam var nemlig velegnet til selviscenesættelse og teater. Glam gav kunstnerne mulighed for at leve deres drømme ud og finde ekstravagante sider frem i deres personlighed. Musikerne klædte sig flamboyant og stillede overdådige shows på benene. I nogle tilfælde udartede det sig til en slags teaterrock, og musikerne skabte fiktive personer og roller, som de gav liv på plader og på scenen.

        

Således blev David Bowie til Ziggy Stardust, Aladdin Sane og Halloween Jack. Bowies glam-koncepter var fulde af mørk mystik og havde ligefrem noget apokalyptisk over sig.

        

Vincent Damon Furnier havde i hvert fald tungen i kinden, når han forvandlede sig til den bizarre Alice Cooper, der inviterede publikum med ind i sit rædselskabinet af et sceneshow. Det samme gjaldt The Tubes’ Fee Waybill, når han stablede sig op på styltehøje plateau-støvler for at give den som den udkoksede Quay Lewd i sangen ”White Punks On Dope” (1975).

        

Rent psyko-cirkus var det til gengæld, når Kiss transformerede sig til rocksuperhelte ved at iføre sig deres fire scene-personaer: The Demon, The Starchild, The Catman og Space-Ace. På den måde blev Kiss en rockmyte i sig selv, en frydefuld gåde for deres fans, der beredvilligt indrullerede sig i den såkaldte Kiss Army. 

Kiss smed først maskerne i 1983, hvor de for første gang trådte offentligt frem med uden sminke og kostumer. Det døde Kiss-myten dog ikke af, og deres fans forlangte, at Kiss tog maskerne på igen. I dag turnerer bandets gigantiske show verden rundt – vel at mærke med stand-in-musikere i rollerne som The Catman og Space-Ace.

        

Marc Bolan som elektrisk kriger

GLAM I INTELLIGENT DESIGN

Men hvordan begyndte det hele? Glam rocken blev skabt i 1970, da Marc Bolan forkortede det umulige bandnavn Tyrannosaurus Rex til T.Rex. Marc droppede hippie-folkemusikken, satte stikket i sin el-guitar og skruede godt op for forstærkeren.

I 1970-73 var der dømt T.Rextase, idet Bolan rystede hele ti top 10-hits ud af ærmet på sin leopardskindsjakke, bl.a. ”Get It On (Bang A Gong)”, ”Metal Guru”, ”Children Of The Revolution”, ”Solid Gold, Easy Action” og “20^th Century Boy”, som senere blev (mis)brugt i en Levi’s-reklame.

Marc bar glimmer på kinden, havde en fjerboa om halsen og var ekspert i at spankulere i plateau-støvler. Bolan blev genstand for det største fanhysteri siden The Beatles.

        

Marc Bolan var en ener, en født superstjerne. Han var med egne ord ”Born To Boogie”. Han var gudesmuk og havde en overjordisk udstråling. Han var imidlertid ikke ret høj, og han led angiveligt af et Napoleon-kompleks. Under sin opvækst forlæste han sig på Lord Byron og andre romantiske digtere. Bolan var en super duper sangskriver, og T.Rex spillede en enkel, elegant og stærkt fængende rock’n’roll med tekster, der var en blanding af genial poesi og vrøvlevers; i hittet ”Children Of The Revolution” sang Bolan: ”I drive a Rolls Royce because it’s good for my voice.”

Bolan døde imidlertid ikke i en Rolls Royce, men som passager i en Mini 1275GT, som hans kæreste, sangerinden Gloria Jones, kørte frontalt ind i et vejtræ i 1977.

        

Marc Bolans glam-dille greb om sig. Selv David Bowie hoppede med på vognen. Bowies glam-image gjorde ham til et af rockhistoriens største stil-ikoner, komplet med farvet strithår og zigzag-lyn i ansigtet. Bowie udtrykte sin dybe kunstneriske vision i fed rock’n’roll og sci-fi-inspireret rockpoesi med undergangsstemning. Lp’erne ”The Rise And Fall Of Ziggy Stardust And The Spiders From Mars” (1972), ”Aladdin Sane” (1973) og ”Diamond Dogs” (1974) er glam i intelligent design.

Suzi Quatro: Turn down the bedroom lights and warm my soul

HAMMEREN FRA HELVEDE

Marc Bolan var den første hardrocker, som sang med en kælen, indsmygende stemmeføring. Bolans røst var lyden af glamour: forfinet og sanselig og dog kraftfuld. For der var en kriger gemt i Marc, som skød sig ind på den engelske hitlistes førsteplads med albummet ”Electric Warrior” (1971).

Bolans vokal er nærmest blevet glitter-genrens trademark, og talløse glam-sangere har senere forsøgt at efterligne hans androgyne stemmeføring.

        

Sweet og Queen var mestre i at lave lyse korarrangementer, som af og til nåede hysteriske højder. Der var også masser af hysterisk skrigeri på ”48 Crash” (1973) og andre af Suzi Quatros hitsingler.

Suzi klædte sig i stramtsiddende sølv- og læder-dragter, og med den tunge bas hængende lavt på hoften var hun en veritabel rock-valkyrie med et frygtindgydende angrebsskrig. I ”The Wild One” (1974) kaldte hun sig ”the hammer from hell”, og hun skammede sig ikke over at lave orgasmehvin på sine plader.

        

Testosteron-bomber var der også i glam-rocken. Geordies Brian Johnson (nu superstjerne i AC/DC) og Slades Noddy Holder havde begge rå og raspende stemmer. Noddy yndede at give hals som en mellemting mellem en bankoopråber og en auktionarius.

        

New York-dukken David Johanson sang på en flabet og meget Mick Jagger-agtig måde. Det samme gælder Aerosmiths Steven Tyler, som dog havde en mere hvæsende sangstil. Alice Cooper sang derimod som chokrockens svar på skrækfilmskuespilleren Christopher Lee.

        

Den mest udtryksfulde af alle glam-sangerne var David Bowie. Bowie har ikke en stor stemme. Men hans sangstil er meget personlig. Bowies stemme er affekteret og anderledes, nærmest overjordisk, en røst fra det ydre rum – eller fra fremtiden. Hvilket passede perfekt til temaerne på de konceptplader, han udgav i sin glam-periode. 

Slade: Hitliste-rekord!

FULD LYDSTYRKE     

Kodeordene for glam rocken var nerve og energi. Den fandt de i den tidlige rock’n’roll fra 1950’erne, hvor Elvis Presley forargede med sine hoftevridninger.

Glam rock var kropslig musik. Glam rock var sexet musik. Glam rockens bastante takt var noget, man bedst stampede iført plateau-støvler. Glam rockerne tappede også 1960’ernes vilde rock for inspiration: The Who, The Kinks, The Rolling Stones m.fl.

        

De bedste glam-bands garnerede det hele med The Beatles-agtige refræner, der kastede anker i øret allerede ved første gennemlytning. Mange af glam-kunstnerne havde en popsensibilitet, der var inspireret af 1960’er-pigegrupper som The Ronettes, The Crystals og Shangri-Las. Tænk: ”Be My Baby” (1963), ”Da Doo Ron Ron” (1963), ”Leader Of The Pack” (1964) osv.

New York Dolls fik sågar deres andet album, “In Too Much Too Soon” (1974), produceret af George “Shadow” Morton, manden bag Shangri-Las’ succeser. Aerosmith har hyldet Shangri-Las med hårdtrockende coverversioner.

        

Lydstyrken var et centralt element i glam rocken. David Bowie anbefalede at spille ”Ziggy Stardust”-albummet ”at maximum volume”.

Sweet og Kiss var blandt 1970’ernes heavieste glam-bands. Men flere af glam-grupperne rockede temmelig hårdt; det gælder bl.a. Slade, Queen og Geordie. Desuden var navne som T. Rex, Silverhead, Heavy Metal Kids, The Hollywood Brats og rivkatten Suzi Quatro gode for en gang hard rock.

        

De amerikanske glam-bands var generelt mere rå og beskidte, mere punkede og garage-agtige end de britiske – tættere på det, man i dag ville kalde sleaze. Pionererne var Alice Cooper, New York Dolls og Wayne County. Knap så meget kant var der på Aerosmith, Starz, The Tubes, Angel, Cheap Trick og The Runaways.

        

Grummest af dem alle var dog Iggy Pop og Lou Reed. Iggy flirtede med glam-imaget på lp’erne ”Raw Power” (1973) og ”Kill City” (1977).

Iggy forlystede sig med at afblege håret, gå med grel sminke og trække sin vrikkerøv i stramtsiddende sølvbukser; på disse plader lød guitarerne, som havde man stukket en mikrofon ind i en centrifuge, og teksterne var strejftog i narkomisbrugets udgård. Det var glam punkens kaotiske start. Iggys plader solgte ikke stort, men de fik en mega betydning for udviklingen af punk, metal – og glam.

        

Den tidligere Velvet Underground-sanger og -guitarist Lou Reed trak i læder og nitter, malede øjnene sorte og hyrede guitaristerne Steve Hunter og Dick Wagner (senere medlemmer af Alice Coopers band), og vupti: rockdyret kom op i onkel Lou, der ikke kun sang om hård narko, men også om rock’n’roll som frelse. Livealbummet ”Rock N Roll Animal” (1974) er en slags sort psyko-glam.

        

Det var dog ikke alle glam-navnene, der rockede hårdt. Mott The Hoople havde en traditionel rock’n’roll-sound. Mud, Gary Glitter og Alvin Stardust udgav en lind strøm af letbenede glimmer-schlagere, mens andre, som f.eks. danske Walkers, spillede en decideret sødladen poprock, der talte til rørstrømske ungpigehjerter.

        

På den modsatte fløj fandt man excentriske grupper som Roxy Music, Wizzard, Sparks, Be Bop Deluxe og Japan, som kombinerede glam-looket med mere kunstnérisk og avantgardistisk art-rock. Queen krydsede også med jævne mellemrum ind i dette territorium.

Sweet: If she don't spread I'm gonna bust her head

BARE EN FLOK HOMO’ER?

Glam var mere end en dresscode. Glam-rockerne var ”gender benders”. Glam var en provokativ måde at lege med kønsidentiteten. Glam rockernes velplejede hår, den overdrevne make-up og de feminine kostumer gjorde resolut op med, hvordan en mand skulle se ud. Glam udfordrede det normale, det almindelige, det hverdagskedelige.

Men hvorfor var det så hot for fyre at klæde sig i dametøj? Var de bare en flok homo’er? Nix.

        

Suzi Quatro blev bakket op af et band bestående af rå biker-typer – og hun var gift med sin guitarist, Len Tuckey, der var et svedigt, bajerbællende mandfolk. Trods det fjollede tøj var Slade ultramaskuline arbejderklassefyre – hittet ”The Bangin’ Man” (1974) efterlader ingen tvivl om, at Noddy Holder & Co. var potente hetero’er.

        

Bag Sweets sminke og glitterkostumer gemte der sig fire alfahanner i brunst. Sweet var et paradoks: størstedelen af deres publikum var teenage-piger, der fanatisk dyrkede Brian Connolly & Co., selvom bandets tekster ofte var vildt sexistiske. Skal man tro sange som ”Sweet F.A.” (1974) og ”Someone Else Will” (1974) var kvindekønnet et kødeligt tivoli for Sweet.

Gruppen har senere fortalt, at de oprindelig adopterede glam-looket, fordi de ville i kontakt med nogle dansepiger på Top Of The Pops (et engelsk tv-musikprogram) – en tur i sminkerummet gav dem anledning til at komme i nærkontakt med danserinderne.

Sweet fik tilmed lavet nogle glitzy glam-kostumer, som var dekoreret med obskøne symboler og slagord. Bassisten Steve Priest morede sig sågar med at bære Hitler-overskæg og hagekors-armbind, da Sweet optrådte med deres nr. 1-hit ”Block Buster!” på Top Of The Pops i 1973.

        

New York Dolls udfordrede den politiske korrekthed ved at stille op i rødt nappatøj og spille deres grimme rock’n’roll på en scene, der var dekoreret med hammer og segl à la Sovjetunionen.

Faktisk var Sweets, New York Dolls’ og Alice Coopers brug af sminke og dullekluns mere provokerende end pikant, selvom Dolls-sangeren David Johanson ligesom Kiss’ Paul Stanley og Aerosmiths mikrofonstativsvinger Steven Tyler brugte feminine attituder til at få musikken ud over scenekanten. Men Dolls var intet homo-band; faktisk var guitaristen Johnny Thunders bøssehader!

        

Der var noget feminint eller androgynt over Marc Bolan, men han var ikke alene hetero, han var også gift og fik senere en søn med kæresten Gloria Jones.

Bowie tog det androgyne et skridt videre, og live simulerede han fellatio på Mick Ronsons guitar – her var guitaren virkelig et fallossymbol! Bowie hævdede desuden, at han var bøsse i et interview med Melody Maker i 1972 – men han var i flere år gift med Angie Bowie, som fødte ham sønnen Zowie; senere blev Bowie gift med modellen Iman, med hvem han fik datteren Lexi. Påstanden om, at han var bøsse, var altså bare en gimmick.

        

Queen er engelsk slang for bøsse, og Queens image var vældig bøsset i de tidlige år – og det viste sig, at sangeren Freddie Mercury faktisk var praktiserende homoseksuel (han døde af AIDS i 1991).

Jobriath var angiveligt den første rockstjerne nogensinde, der sprang ud som bøsse. Han døde af AIDS i 1983. Længst ude på overdrevet fandtes Wayne County; han/hun (huan?) var transseksuel og fik angiveligt en kønsskifteoperation og blev således til – rata: Jayne County.  <13>

 FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama