søndag den 10. juli 2016

Øretæver i luften på metal-festival

Deströyer 666. KK Warslut står som nr. to fra venstre. Eller er det nr. 3 fra højre?
Tingene kørte helt af sporet, da Deströyer 666 lukkede andendagen på årets Metal Magic Festival i Fredericia. Den intense koncert var ved at udarte sig til slagsmål mellem band og fans.

Bandboss, guitarist og sanger KK Warslut starter koncerten med at svine publikum til. ”Fuck you!" Folk svarer ved at le og kaste horn.

Koncerten kører dog planmæssigt. ”Wildfire” åbner sættet, og der er god gang i pitten. På et tidspunkt er der en afbrydelse. Måske tekniske problemer. Og så går det galt.

KK bruger ventetiden til at fortsætte med at svine publikum til. Han håner danske mænd, som engang var vikinger. ”I er nogle vatpikke og tøffelhelte. I lever i en matriarkalsk kultur. Jeg får kvalme af jer.” De fleste blandt publikum griner bare, men der er også nogen, der buh’er.

Bandet spiller videre, men pludselig springer en fra publikum op på scenen og udfordrer KK. KK smider guitaren og vil slås. Udfordreren bliver i al hast smidt ned fra scenen. Flere bandmedlemmer og roadier samt eng ung kvinde styrter hen til KK for at berolige ham. Der bliver krammet og talt tæt til øret på scenen. Lidt efter er KK klar igen. Men han skælder ud og siger: ”Jeg vil slås. Det er ligegodt, hvem det er med. Jeg vil bare slås.”

Sættet fortsætter med stor intensitet. Den onde stemning giver åbenbart kreativ energi hos bandet, og publikum lader sig føre med ind i kaos.

Men kort efter er den gal igen. KK har set sig gal på en mand med ”en antifa-maske”. Den mand skal ud! KK smider igen guitaren og vil slås. Bandmedlemmer, roadies og den unge kvinde må igen berolige KK. Den unge kvinde råber i mikrofonen: ”Hvis I ikke kan li’ os, så skrid!” Hun fyrer en salve eder og forbandelser af.

Efter en kort pause spiller Deströyer 666 igen. Men så smider en fra publikum en kaskade af øl mod scenen, i retning af KK. ”Var det dig, pikslikker?!” råber KK og forsøger at udpege synderen. KK må igen beroliges af bandmedlemmer og roadies. Han fortæller publikum, at de er ”pussies”, og han beskriver, hvordan de sikkert bedst kan li’ at få den.

Stemningen er ond, men intens, og de folk, der bliver i salen, er vildt begejstret. Der moshes og hujes og kastes horn. Salen er en heksekedel. KK fortæller publikum, at han hader dem. Han siger ”Fuck you!” med mellemrum, men det går forrygende. Der er ved at ske en forbrødring mellem band og fans. På et tidspunkt får bassisten Felipe hen til midten af scenen og hilser på fans ved, at de slår knoerne sammen. De brede smil er fremme.

Men der må foregår noget henne ved scenekanten, for pludselig stormer en roadie frem og springer ned og tager kvælertag på en af de fans, der har stået og headbanget allermest intenst i forreste række. Det er voldsomt, roadien slipper først sit kvælertag, efter at headbangeren er blevet trukket ud midt på gulvet med roadiens hænder spændt stramt om halsen.

Den førhen så headbangende fan er meget ophidset, og han forsøger at komme tilbage til scenekanten. Han råber og er aggressiv. De omkringstående fans forsøger at berolige ham. Forgæves. Kort efter kommer en vagt og fører headbangeren ud af salen, mens Deströyer 666 afslutter deres sæt.

KK slutter af med at sige, at han ikke kan udtrykke, hvor meget han hader publikum. ”Nej, det passer ikke. Jeg elsker jer.” Dernæst går bandet af scenen og efterlader en sal, der koger af intensitet.  <13>


FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama 

Ovenstående reportage blev oprindelig bragt på Metalizeds facebookside, som kan tjekkes her. Reportagen medførte en shitstorm af beskyldninger mod Deströyer 666 og især KK Warslut. Shitstormen gav dog også stor opbakning til KK – en opbakning, som blev udtrykt gennem kommentarspor på Deströyer 666s facebookside, og som afslørede, at KK Warlsut & Co. også tiltrækker fans, som ikke har problemer med misogyni og racisme. Det skal dog understreges, at Deströyer 666s optræden på Metal Magic IKKE havde racistisk indhold. 

I et længere interview med svenske Bardo Methodölogy forklarede KK Warslut sig. Warsluts version af begivenhederne svarer ikke 100% til yours tr00lys opfattelse af dem, men den kan læses her.


Et eksempel på D666s facebook-opdateringer efter koncerten på Metal Magic. Min reportage
(se ovenfor) blev bragt på Metalizeds facebookside. Herfra blev den samlet op af adskillige
udenlandske  metalmedier, som oversatte den via Google Translate. Det kom der en shitstorm
ud af. Indlæggene både for og imod D666 var sjældent begavede. D666 reagerede med en forvirret
blanding af undskyldninger, hån og trusler, hvoraf mange blev redigeret eller fjernet fra siden i et
tempo,  som var mere imponerende end deres indhold.


Ingen kommentarer:

Send en kommentar