Badet i blod

”Shotgun” hedder et af numrene på ”Golgotha”. Og med den haglsprøjte skyder Blackie Lawless alle fordomme mod W.A.S.P. i smadder.

W.A.S.P. anno 2015. Fra venstre: Duda, Lawless, Blair.

Sort flyver ravnen henover den blodrøde himmel. Tre kors rejser sig i et afpillet landskab med tjørnekrat. Titlen fortæller, at korsene står på Golgata, hovedskalsstedet. Det bjerg, hvor Jesus blev korsfæstet sammen med to røvere.

Kun de allermest foragtede lovbrydere og udskud blev korsfæstet af romerne i antikken. Så det er et ladet cover – og en ladet titel! – som W.A.S.P. disker op med på deres 15. studiealbum. Sort i sort. Smertefuld død og lovbrud. Meget passende for en gruppe, som siden dens dannelse i 1982 er blevet ledet af en fyr, som kalder sig Blackie Lawless.

W.A.S.P. har alle dage været kontroversielle. I midten af 1980’erne var Blackie & Co. uden den store konkurrence det mest forkætrede hårdrock-band i verden. Det var slemt nok, at de optrådte i kostumer, der bl.a. inkluderede savklinger i skridtet. Meget værre var det, de sang om: dyrisk sex.

Læs Rifferamas historie om W.A.S.P.s lømmelalder her.

Sandheden om W.A.S.P. var i virkeligheden mere nuanceret, end de skræmmebilleder medierne yndede at bringe af gruppen. Det blev tydeligt i 1989, hvor Blackie & Co. udsendte vendepunkts-albummet ”The Headless Children”. Inde bag Blackies forkærlighed for choktaktikker skjuler der sig nemlig en blændende sangskriver.

Ser man bort for bommerten ”Helldorado” (1999), har W.A.S.P.s albums siden ”The Headless Children” været langt bedre end deres blakkede ry.

De færreste har kunnet sluge Blackies transformation fra sensationshungrig pikrocker til seriøs rockkunstner. Det har dog ikke kuet Blackie, og da jeg i september 2015 interviewede W.A.S.P.-bossen til Metalized (se nr. 100), ville han ikke høre tale om, at han skulle være miskendt. Tværtimod mener Blackie, at han har fået den anerkendelse, han kunne ønske sig!

Sådan! Klynk og flæb hører ikke til i heavy metal. Ride on!

Kranier og blodmystik? Så gå til
kilden, siger Blackie.

Blackie har kørt hårdt på. Han har trodset trends. Og han har holdt en pænt høj kunstnerisk standard, selvom modestrømningerne for længst er holdt op med at løfte W.A.S.P. op til superstar-status.

Konceptalbummet ”The Crimson Idol” (1992) anses for at være Blackies hovedværk. Til gengæld var ”Kill Fuck Die” (1997) et vovet forsøg på at stjæle den torden tilbage, som Marilyn Manson i 1990’erne havde stjålet fra Alice Cooper, The Tubes, W.A.S.P. og flere andre chokrock-banebrydere.

Industrial metal er ikke W.A.S.P.s rette stilretning, men inde bag det moderne lydbillede gemte der sig nogle stålhårde sange af en stor holdbarhed – det beviste livealbummet  ”Double Live Assassins” (1998), hvor ”Killahead”, ”Little Death”, ”Kill Your Pretty Face” m.fl. gnubbede skuldre med nogle af W.A.S.P.s største klassikere: ”I Wanna Be Somebody”, ”Mean Man”, ”Hellion”, ”Wild Child”, ”Chainsaw Charlie”, ”The Headless Children” etc.

Livealbummet udkom på et tidspunkt, hvor sand heavy metal var i unåde. En skam, for det er en af den hårde rocks bedste koncertplader. Selvom pladen er indspillet på ”Kill Fuck Die”-turen, er der nul industrial her. Det er bare ”Rock And Roll To Death”.

Med ”Unholy Terror” (2001) begyndte Blackie at slå hårdere på de storpolitiske strenge. Og uendelig meget er sket siden, at han stod med den blottede savklinge mellem de spredte ben og proklamerede, at han kneppede som et udyr. I dag kalder Blackie sig genfødt kristen.

Ja, Blackie er blevet tyk og træls at kigge på. Og han er blevet dum og træls at høre på, når han blander sig i politik og kalder Obama marxist. Men personligt kan jeg leve med det. For hvem kan egentlig hamle op med Blackie som sanger? Og som sangskriver?

Blackie har bevaret sin rå stemme. Han lyder nøjagtig ligeså meget på kant med det etablerede i dag, som han gjorde, dengang han sang grumme metal-schlagere som ”Tormentor” og ”The Torture Never Stops”.

De fleste mener vist, at Blackie har slået en politisk kolbøtte. Men hørte de rigtig efter, da han kvad disse linjer på ”Still Not Black Enough” i 1995: ”I am politically incorrect and damned proud of it. I love my country but I’m scared to death of its government”?

Kristen, ja. Men der er et pænt stykke vej fra Blackies religiøse tekster til Stryper. På ”Golgotha” prædiker Blackie ikke. Han er i stand til at gøre sin kristne tro lige så vedkommende, som Watain formår at gøre deres satanisme kunstnerisk interessant.

Vi gamle fans fra starten af W.A.S.P.s karriere husker de glittede blades skud af Blackie, hvor han overhældte sig selv med blod på scenen. Det erindringsbillede får ny betydning, når W.A.S.P.-sangeren i ”Fallen Under” synger: ”Ooh claim me from a thousand days / Raise me won’t you / Been bathed in blood over you …”

Blackie har en meget insisterende, men enkel måde at male med ordene. Teksten til ”Slaves Of The New World Order” har således flere lag. Akkurat som det er typisk for Blackies lyrik. Der er spirituelle lag i de nye W.A.S.P.-sange, men også politiske og dybt personlige lag. Og ikke sjældent kan lytteren spejle sig i sangene. Det er en evne, Blackie deler med meget få hårdrock-lyrikere. Thin Lizzys Phil Lynott (R.I.P.) er en af dem.

Når Blackie på åbningsnummeret ”Shout” synger ”I want you to scream my name”, er det næppe en opfordring til idoldyrkelse. Der ligger en tvetydighed i ordene. Ligesom det party-rockede nummer i virkeligheden mindst ligeså meget appellerer til refleksion som til hornkastning.

”Last Runaway” er den barske historie om, dengang Blackie som ung flyttede til Los Angeles. Og erfarede, at drømmebyen var en losseplads for strandede drømmere. Sangen tegner et helt andet portræt af L.A. end det højglanspolerede billede, vi fik ved at glo os åndssvage på MTV i 1980’erne.

”Golgotha” er et stærkt album. Musikken er for længst holdt op med at være rå og vild, som den var på W.A.S.P.s legendariske debutalbum. I stedet er musikken mere storladen. Af og til nærmest svulstig. Og der er et anstrøg af melankoli i mange af Blackies bedste sange. Hvem husker ikke den grandiose power ballade ”Heaven’s Hung In Black” fra ”Dominator” (2007)?

Golgata betyder hovedskalsstedet. 

Hvis man blev rørt over dén sang, så er der noget at komme efter på ”Golgotha”s titelnummer. Her kravler Blackie helt ind i hjerteroden på den ene røver, som hænger på korset sammen med Jesus på Golgata. Det er en af de mest smertefulde, men også en af de smukkeste heavy metal-sange, der nogensinde er skrevet. Og den løftes det sidste stykke op på uovervindelighedens plateau af guitaristen Doug Blairs soli.

Ja, jeg sagde soli. For Blair får på titelnummeret og alle andre skæringer på albummet frit løb. Vi skal vist helt tilbage til Michael Schenkers tid i UFO for at finde guitarist, som får lov til at spille så mange og så lange soli på et heavy-album.

Doug Blair har styr på sin teknik. Men han spiller med rock’n’roll-attitude og med en feeling, som jeg ofte savner i nymodens metal. På titelnummeret spiller Blair hudløst. Det er som om, han har erstattet guitarstrengene med nervetråde. Blairs spil er blevet sammenlignet med David Gilmour (Pink Floyd). Men tag ikke fejl. På en god dag ville Blair kunne slå Yngwie Malmsteen på guitarlirens hjemmebane.

”Miss You” er en sang, som ikke nåede at blive færdig til ”The Crimson Idol”. Men nu har perfektionisten Blackie Lawless pudset nummeret af. Og understøttet af bassisten Mike Duda, trommeslageren Michael Dupke og ikke mindst fænomenale Doug Blair serveres ”Miss You” her i en form, som W.A.S.P. anno 1992 umuligt kunne have overgået.

Og det er lige før, jeg vover at påstå, at ”Golgotha” er den bedste skive, Blackie har lagt navn til – siden mesterværket ”The Crimson Idol”. \m/

”Golgotha” er udsendt af Napalm Records. Anmeldelsen er lavet ud fra dobbelt-lp/vinyl-udgaven, ”strictly limited edition”. Mp3-versionen, man kan aflytte på nettet, tåler ingen sammenligning med vinyludgaven. Just saying.

DISCLAIMER: Dette er en Rifferama-anmeldelse. Metalizeds officielle anmeldelse af ”Golgotha” kan læses i bladets jubilæumsnummer: 100.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama