Heavy metal tager
revanche for tiden. Og et af de stærkeste udspil fra 1984 er nu tilgængeligt
for Spotify-generationen.
 |
| Sådan så unikke metalmusikere ud i 1984. |
Etageklippet hår. Sømbeslået læder. Middelalderlige våben.
Piske og bistre miner. Fem sange om saksere og trusler om vold.
Det lyder måske ikke ophidsende. Men det var det i 1984,
hvor Witchkillers debut-ep, ”Day Of The Saxons”, havnede på min playlist i Hot
Rockin’ Vol. IV (august 1984) – side om side med bl.a. Mercyful Fate,
Hellhammer og Artillery. Ja, Witchkiller prydede sågar forsiden af omtalte
nummer af Hot Rockin’.
Metal Blade Records havde allerede begejstret mig og mange
andre headbangere med kompilation-serien ”Metal Massacre” (hvor Metallica fik
deres forkølede debut). Metal Blade havde fingeren på pulsen og udsendte flere
af de nordamerikanske bands, som var cutting edge i starten af 1980’erne: Bitch,
Armored Saint, Warlord, Slayer, Trouble etc. Og i foråret 1984 udsendte Brian
Slagels selskab altså Witchkillers ep, ”Day Of The Saxons”.
Witchkiller kom fra Canada og fulgte med i slipstrømmen
efter Anvil, Exciter, Rapid Tears og Kraken. Stilen var drøntraditionel heavy
metal. Men med stil og klasse. Et episk touch i stil med det, man finder på
tidlige Judas Priest-albums som ”Sad Wings Of Destiny” og ”Sin After Sin”. Og
et fremad-march-groove ikke helt ulig det, som Manowar havde succes med i de
år.
Witchkiller spillede udpræget europæisk metal, totalt
uspoleret af de trends, som truede i horisonten (hair metal og thrash). Disse
trends var sikkert helt eller delvist årsag til, at Witchkillers karriere blev
så kort. For ”Day Of The Saxons” blev det eneste, Witchkiller fik sendt på
markedet, før gruppen gik i opløsning og forsvandt ud i glemslen.
Jeg glemte dog aldrig Witchkiller. Ligesom jeg vogtede over den
skat, som Warlord og flere andre miskendte nordamerikanske bands (Cirith Ungol,
Thrust, Griffin, Manilla Road, Warrior, Malice, Brocas Helm etc.) efterlod sig
i den epoke.
Det var op ad bakke at være fan af ”den slags” i de mondæne
1990’ere, hvor metal helst skulle fusioneres med techno eller hip hop, eller
som minimum skulle være metervare-død eller åh så gotisk. Ved mere end en
lejlighed benyttede en kollega håneretten over for mig. Det var jo
”anakronistisk” musik, lod han mig vide. Og foreslog man en retrospektiv
artikel om Rainbow, svarede enhver ansvarlig redaktør ”Tak, men nej tak.”
Traditionel heavy metal var død fortid.
Nu er trenden vendt på hovedet. Nittebælter og stofmærker
med bandlogoer er igen i høj kurs. Selv Robb Flynn har smidt sin 1990’er-smarte
kittel og har iført sig battle vest. Heavy metal tager revanche!
Til min store glæde fandt jeg for nylig ”Day Of The Saxons”
på TDC Play. Og Spotify! Det betyder, at Witchkiller er tilgængelige for generationen,
som hører musik på computer og smartphone. Jamen dog! Mon jeg er for
optimistisk, når jeg spår, at Metal Blade snart genudgiver Witchkiller-ep’en? I
et begrænset oplag, selvfølgelig, og presset på fashionabelt 180-grams vinyl …
I Hot Rockin’ morsede jeg begejstret, at ”Witchkiller
spiller barbarisk high quality heavy metal med vægt på tyngde frem for fart.” Jeg kaldte det ”class
metal af format” og skrev, at Witchkillers force var sangeren Doug Adams, ”som
må anses for at være et af de største fund i 1983/84.”
Okay, jeg knurrede over teksterne. Men sluttede anmeldelsen
med følgende salut:
”Kun wimps vil fortryde købet af denne sensationelle ep, der
indeholder fem superstærke class metal-tracks, hvoraf ”Riders Of Doom” og
”Penance For Past Sins” er dem, der dræber bedst med deres ubarmhjertige variationer.
Det er længe imellem, jeg er SÅ begejstret for en plade, men denne er
simpelthen unik!”
Fik jeg nævnt, at Witchkiller er gendannet? \m/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar