I skyggen af det retvendte kors

Heavy metal er djævelens musik, påstår prædikanter som Kristina Djarling og Tage Henningsen. Rifferama præsenterer her femten nedslag i heavy-historien, som den kristne højrefløj missede.

Phil Lynott - hårdrockens største poet troede på Gud.

Først var det jazz og blues, som var djævelens musik. Så fik rock ’n’ roll æren af at tilhøre Satan. Og i takt med rockens udvikling endte det selvfølgelig med, at ejerskabet af heavy metal overgik til fanden selv.

I starten var det en forestilling, som primært særlinge på kirkens højrefløj delte med hinanden. Med tiden adopterede hårdrock-musikerne imidlertid idéen. Men det tog nogle år. Forståeligt nok.  

Vi metalfans er ved at dø af grin, når prædikanter som Kristina Djarling og Tage Henningsen fordømmer Copenhell. Men i Polen og Rusland er religiøse fanatikere med lignende holdninger så småt ved at få magt, som de har agt. Og det er grove løjer. Det kan Behemoth tale med om.  

Historien skræmmer. Oprindelig var det nemlig en risikabel affære at blive beskyldt for at dyrke djævelen. I to tusind år har religiøse ekstremister (mis)brugt Satan til at dæmonisere deres modstandere. Hetzen mod den hårde rock er en moderne slægtning til mørke tidsaldres inkvisitioner, korstog og heksejagter.

Det er noget af det, som jeg vil fortælle om i mit foredrag på Zeppelin Bar tirsdag den 21. april (se henvisning nederst i denne artikel).

Trouble var bibelstærke.

I foredraget vil jeg bl.a. komme ind på de rituelle afbrændinger af rockplader. Fængslingen af Behemoth i Rusland. Anklagerne mod Ozzy Osbourne, Kiss, AC/DC, Marilyn Manson m.fl. i USA. Den amerikanske retssag mod Judas Priest i 1990. PMRCs inkvisitoriske høringer i 1985. Ransagningen af det tyske pladeselskab Century Medias kontorer i 1996. Og flere andre eksempler, hvor fundamentalismen har stukket sit middelalderlige fjæs frem.

Artiklen her er ikke et forsøg på at ”hvidvaske” eller ”kristne” hårdrocken. Den illustrerer bare, at fundamentalisternes anklage mod heavy-genren er forløjet og enøjet.  

For til at begynde med var den hårde rock faktisk ikke på linje med The Rolling Stones, når de sang om at have sympati med djævelen. Faktisk er heavy-historien rigeligt udstyret med sangmateriale, som i større eller mindre grad (og mere eller mindre helhjertet) må siges at være – uak! – kristent.

Led Zeppelin sang om Jesus, Sankt Peter og ærkeenglen Gabriel i ”In My Time Of Dying” (1975). Queen lovpriste Guds søn i sangen ”Jesus” (1973). Og Jomfru Maria var på agendaen i Deep Purples ”Our Lady” (1973) – sådan bare for at nævne tre eksempler fra 1970’erne.   

Det følgende er en lystvandring gennem heavy-historiens første årtier (ca. 1970-1985), hvor jeg gang på gang er studset over, hvad det egentlig er, at disse ”djævlerockere” synger. Udvalget er delvist tilfældigt, men opregner – hånden på hjertet – nogle af mine personlige favoritter i den del af heavy rocken, som spilles i skyggen af det retvendte kors. Disse femten sange kan ses som en modpol til PMRCs såkaldte Filthy Fifteen.

[DISCLAIMER: Man kan sagtens finde hårdrock-sange med kristne temaer og sympatier helt op til nutiden – men heavy-kunstnere med en stærk tro som fx Glenn Hughes (ex-Deep Purple m.fl.) er i grelt mindretal i dag. De er nærmest vildt atypiske. Vi må dog ikke glemme, at der i 1980’erne opstod en kristen modbevægelse til rocksatanismen, den såkaldte white metal eller unblack metal – men heller ikke denne del af heavy rocken har fundet universel nåde hos fundamentalisterne ...]

Selvom de gik med store (retvendte) kors, blev Black Sabbath beskyldt for at være djævledyrkere.
Og det gør de stadig. Læs mere på det fundamentalistiske site her.

1. BLACK SABBATH: ”AFTER FOREVER” (FRA ”MASTER OF REALITY”, 1971)

Måske den vildeste sang i heavy rockens historie. Både ateister og pæne borgere har gjort alt for at misforstå den. Men der ingen grund til at tolke løs og lede efter en dybere mening. Sangen skal forstås helt bogstaveligt. Den er én lang apologi for Jesus Kristus! Black Sabbath (ikke mindst tekstforfatteren Geezer Butler) var troende lige fra starten af gruppens karriere. ”After Forever” er en vovet måde at provokere rockmiljøets fremherskende ateisme på. Sangen gør et nummer ud af, at der findes folk, som ikke tør stå ved deres tro på Kristus pga. gruppepres. Ozzy synger tilmed, at Kristus er den eneste vej til kærlighed! Det var vildt provokerende i en tid (1971), der stadig levede i døsen efter kærlighedssommeren, og hvor alt bare var langt hår og skæg, bare bryster og fri kærlighed. Og hvor den hedenske heksebevægelse vejrede morgenluft, og hvor de første satanistiske covens forsøgte at finde deres ben i rockkulturen. Her stod så verdens mest støjende og tæske-heavy rockband og hyldede Jesus Kristus! Det var 100% uden for enhver kassetænkning. Men især højrefløjen fandt trøst i en af verslinjerne, der lød ”would you like to see the pope at the end of a rope.” Den slags – taget ud af kontekt! – er selvfølgelig blasfemi. Ergo: den var uegnet til at blive spillet i radioen.

2. BANG: ”LIONS, CHRISTIANS” (FRA ”BANG”, 1972)
Black Sabbath var ikke alene om at have kristne sympatier i den hårde rocks tidlige dage. I proto-metallens epoke fandtes eksempler som Bang, der i 1972 sang om den romerske kejsermagts forfølgelser af de kristne. Sangen ”Lions, Christians” handler om situationen i oldtiden, da mennesker, der troede på Kristus, blev kastet for løverne, fordi de nægtede at tilbede kejseren. Sangen er set fra de kristnes side og beskriver ret præcist de tidlige kristnes martyrium og verdensforsagende sindelag. Bang-sangen har den stik modsatte indstilling end den, man finder i fx Morbid Angels ”Lion’s Den” (1993), der svælger i de kristnes lidelser i romerske arenaer.

3. THIN LIZZY: ”DEAR LORD” (FRA ”BAD REPUTATION”, 1977)

Phil Lynott var både rebel og romantiker. Han svingede både med revolutionsfanen og knuste ungpige-hjerter. Lynott var måske den hårde rocks største poet, på én gang følsom og barsk. Lynotts katolske baggrund fornægtede sig dog ikke. Og flere steder i Thin Lizzys mægtige bagkatalog kan man finde religiøse sange. Som fx ”Dear Lord”, der med sangens egne ord er – en bøn! Selvom det er en af albummets mere afdæmpende skæringer, er ”Dear Lord” heavy. Heavy i sit udtryk, sin stemning. Teksten er hudløs, ja, nærmest desperat. Tro og tvivl tørner sammen. I den yderste nød anråber Lynott Herren. Der er drama på drengen. Der er intet renskuret, dydigt eller helligt over denne sang. Den er et nødråb fra en mand, som har læderjakkens krave krænget op og nittebæltet spændt stramt om hofterne. Der er ingen grund til at tro, at sangen ikke er helhjertet ment. Lynott var en desperado – som gik regelmæssigt i kirke.

4. JUDAS PRIEST: ”EXCITER” (FRA ”STAINED CLASS”, 1978)

En af heavy metal-genrens mest ikoniske sange. Den handler angiveligt om et af de kaosuhyrer, som Judas Priest har skabt så mange af (”Painkiller” m.fl.). I den venstreorienterede tidsalder blev sangen kritiseret for at være ”fascistisk”. Den kristne højrefløj har altid haft et godt øje til Judas Priest. Men evnen til at læse indenad er åbenbart ingen dåbsgave, for teksten til ”Exciter” er måske nok hårdt pumpet med heavy-metaforer, men inde bag sangens undergangs-action findes en helt elementær kristen teologi. Sangens hovedperson kommer for at ødelægge verden, men også for at frelse mennesker, som opfordres til at falde på knæ og bede om deres synders forladelse. I en sprogdragt, som kan minde om science fiction, er ”Exciter” en moderniseret fortælling om Kristi genkomst. Bum.

Rebellerne i Accept. Bemærk Udos kors.

5. ACCEPT: ”RUN IF YOU CAN” (FRA ”BREAKER”, 1981)

Satan er blodig alvor. Han findes – og han er i live! Sådan er budskabet i denne Accept-sang. Accept var ellers kendt for at synge ”I’m A Rebel” og andre oprørskheder i starten af 1980’erne. Men teologisk var de åbenbart på Guds side. Så meget, at man skal helt ud på kirkens højrefløj for at finde en djævletro, der matcher den, som afspejles i ”Run If You Can”. Her er fanden løs i Laksegade. Satan er kun ude på ét: at ødelægge, myrde, lemlæste, pine og plage. Her er nul sympatier for djævelen. Han skal skyes som pesten. Anti-satansangen forhindrede dog ikke Accept i på samme album at skrive en hadetekst (”Son Of A Bitch”), der var så kontroversiel, at den blev censureret. Et par år senere blev Accept beskyldt for at have homo-sympatier på ”Balls To The Wall”. Udo & Co. var ikke lette at sætte i bås.

6. AVATAR: ”CITY BENEATH THE SURFACE” (SINGLE FRA 1982)

Sangen her var uhørt heavy for standarden i 1982, da den blev udsendt på single af gruppen Avatar. Avatar skiftede hurtigt navn til Savatage, som inkluderede sangen på minialbummet ”The Dungeons Are Calling” i 1984. ”City Beneath The Surface” er en af heavy rockens allervildeste helvedesfarter, en uhyggelig rutsjetur ned i det inferno, hvor syndere brænder til evig tid. Skrækscenariet, der udmales, er ikke for sarte sjæle. Det er Guds ultimative triumf over ondskaben. Alene måden, som Jon Oliva kan synge ord som ”die” og ”burn” på, kan få det til at løbe koldt ned ad ryggen på lytteren. Det er så black, som det kan blive. Men teologisk er det altså hvidkalket kristendom.

7. ANVIL: ”666” (FRA ”METAL ON METAL”, 1982)

SIX! SIX! SIX! Sådan! Dyrets tal skriges lige i fjæset på lytteren. Volddramatisk. Men lytter man efter, hvad Lips synger, så er de tre 6-taller ikke en anråbelse af fanden selv. Derimod er sangen anti-satan. På sådan en underlig måde, hvor der ikke løftes pegefingre eller prækes. Sangen er set fra Satans side. Det er Satan selv, der har ordet. Men han snakker over sig og fortæller, at Hitler og Manson fungerede som hans højre hånd. Han fortæller, at han får menneskeheden til at føre sine krige. Og at menneskeheden er blevet advaret, men ikke har hørt efter. Anvil var et varmt, nyt navn i 1982. Canadierne blev hypet af den britiske presse, og ”666” var på det tidspunkt noget af det allerheavieste, metaldommen havde hørt. ”666” var bare en af mange sange fra denne periode, som er inspireret af Johannes’ Åbenbaring, Bibelens store undergangsberetning. Tænk blot på Bodines ”Black Star Risin’” (1983) eller på …   

8. MANOWAR: ”REVELATION (DEATH’S ANGEL)” (FRA ”INTO GLORY RIDE”, 1983)

Et af de flotteste heavy metal-numre, der nogensinde er indspillet. Episk og med fuld Wagner-power på det metalliske udtryk. Dommedagsbasunerne er blevet opdateret til at være en torden-sound, som boostes ud af en hel grædemur af Marshall-kabinetter. Jorden ryster under de forfærdelige jordskælvsdrøn fra trommerne. Teksten er en hårrejsende historie om verdens ødelæggelse under bulder og brag og gråd og tænders gnidsel. Historien er klippet direkte fra Johannes’ Åbenbaring. Død og undergang, Guds almægtige hævntogt, evig straf og alle helvedes pinsler. Der findes ikke en mere dramatisk historie i verdenslitteraturen end Armageddon, og derfor er den så populær i hård rock. Armageddon er som skabt til heavy metal!

9. WARLORD: ”LUCIFER’S HAMMER” (FRA ”DELIVER US”, 1983) 
Warlord fra Los Angeles spillede stilfuld, episk heavy metal og diverterede med sangtitler som ”Deliver Us From Evil” – en frase copy-pastet fra Fadervor. Warlords debut-ep hed tilmed ”Deliver Us”, og dens koncept havde en klar religiøs tone. Alligevel blev Warlord af visse skumlere anset for at være et black metal-band. For de havde jo sange som ”Black Mass”, ”Child Of The Damned” og ”Lucifer’s Hammer”. Warlords leder Destroyer (den troende guitarist og sangskriver William J. Tsamis) protesterede og forsøgte (forgæves?) at forklare, at ”Lucifer’s Hammer” handlede om faren ved atomvåben. Atombomben er djævelens værk, for den ødelægger Guds skaberværk, lød budskabet.

Det kom vist bag på Al Gore, at Dee Snider gik ind
for værdier som familie og Gud.

10. TWISTED SISTER: ”THE POWER AND THE GLORY” (FRA ”YOU CAN’T STOP ROCK ’N’ ROLL”, 1983)

Under PMRCs høringer i 1985 var Dee Snider en fantastisk forkæmper for heavy rocken. Han satte Al Gore & Co. til vægs. Under høringerne erklærede Dee, at han var kristen. Det kom sikkert ikke kun bag på Al Gore, men også på Twisted Sisters fans. For ingen i 1980’ernes første halvdel var mere bad ass end Twisted Fucking Sister. Dee kaldte sågar gruppens fans for Sick Motherfucking Friends of Twisted Sister. Det lød ikke just som søndagsskolesnak. Men lytter man nærmere efter en sang som ”The Power And The Glory”, får man historien om Dees behov for kærlighed. Han har slet og ret ”set lyset,” som han synger. Titlen og omkvædet er selvfølgelig klippet fra kirkens traditionelle doxologi: ”thi dit er riget og magten og æren i evighed, amen.”

11. SAXON: ”MIDAS TOUCH” (FRA ”POWER & THE GLORY”, 1983)

Genremæssigt befinder Biffs tekster sig normalt inden for det, man kalder realisme. Men af og til er der afstikkere til mere mytiske, sagnlignende eller legendariske emner i Saxons sange. ”Midas Touch” er således historien om en mystisk gammel mand, en såkaldt sentinel, der vogter dødsrigets porte. Gamlingen med de smukke øjne og den visne hånd har til opgave at holde Mørkets Fyrste i skak ind til det endelig slag, Armageddon, hvor nazaræeren (Jesus Kristus) skal vende tilbage. Her går bibelstof hånd i hånd med en eller anden form for folketro. Nej, Saxon var aldrig til Satan.

12. SATAN: ”ALONE IN THE DARK” (FRA ”COURT IN THE ACT”, 1983)

Ahrmen, hvor svært kan det være? Et band, der hedder Satan, er selvfølgelig satanister. Men nej! Satan var et vældig kontroversielt bandnavn i starten af 1980’erne. Tricket virkede og tiltrak dem, der skulle tiltrækkes: fans af virkelig hårdt metal. Men Satan var ikke noget black metal-band. Tjek lige dette nummer. Sangen følger en person, som lige er død. Hvad skal der nu ske? Hvor føres den døde mon hen? Tvivl. Angst. For hvad venter på den anden side? Sæt nu porten til himlen er låst og noget andet venter. Satan ler. Han tiltrækkes af personens rigdom og grådighed. Temperaturen stiger. Helvedes flammer brænder. Personen er alene – i mørket. Pointe: det er ikke gratis at synde.   

13. TROUBLE: ”PSALM 9” (FRA ”TROUBLE”, 1984)  
Venom opfandt begrebet black metal i 1982, og det blev straks populært at klistre det på alle former for metal, som bare havde den mindste berøring med okkultisme og satanisme. Pladeselskabet Metal Blade tænkte, at så måtte metal med sympati for Jesus vel være white metal. Og sådan blev Trouble lanceret, da de i 1984 udgav deres debutalbum. Trouble var ikke ellevilde med at blive kaldt white metal. Og i dag korser Trouble-medlemmerne sig. De har ALDRIG været kristne, påstår de. Det kan man da kalde en feberredning! For næsten hver eneste verslinje på deres første plader var beriget med bibelcitater og trosbekendelser. I dag kaldes Troubles debutalbum ofte ”Psalm 9” (i stedet for den originale titel ”Trouble”), og titelnummeret er da også bygget op omkring den 9. Davidssalme i Det Gamle Testamente. Her er der tale om noget så sjældent for heavy metal som en lovprisning af Gud. Det er da også fra denne bibelske tekst, at Trouble tog deres bandnavn: ”The Lord will be a refuge / For the oppressed / A refuge in times of trouble.”

14. MEGADETH: ”LOOKING DOWN THE CROSS” (FRA ”KILLING IS MY BUSINESS … AND BUSINESS IS GOOD”, 1985)  
I dag er Dave Mustaine en af de få metalmusikere, som er erklæret højrefløjs-kristen. Mustaines barndom og ungdom var omtumlet, også religiøst. Han flirtede angiveligt med sort magi som teenager. Hans omvendelse kom ret sent – ifølge den officielle version. Men så tidligt som på Roskilde Festivalen i 1992 erklærede Mustaine på en pressekonference, at han troede på Gud. Kender man bare lidt til Megadeths sangskat, ved man, at Mustaine tumlede med sin Gudstro lige fra starten – hvem husker ikke hans snerrende replik på ”Peace Sells”: ”What do you mean, ’I don’t believe in God?’ I talk to him every day”?! Debutalbummet ”Killing Is My Business … And Business Is Good” inkluderede sågar en sang med titlen ”Looking Down The Cross”. Sangen er en slags bevidsthedsstrøm, hvor man følger Jesu tanker, efter at han er blevet korsfæstet. Deroppe på det forblæste Golgata hænger Guds søn og kigger ned på den menneskehed, som har slået naglerne gennem hans hænder og fødder. Det er en stærk (og omdiskuteret!) tekst med store følelser. Synsvinklen er Jesu. Sympatien er hans. Her er ingen jubel over ”den spiddede nazaræer”. Sangen afspejler måske ikke ligefrem ortodoks søndagsskole-bibelkundskab, men det er noget af det tætteste, heavy metal nogensinde kommer på Mel Gibson-filmen ”The Passion Of The Christ”.

Pentagram beder og kaster horn.

15. PENTAGRAM: ”ALL YOUR SINS” (FRA ”PENTAGRAM”, 1985)

Da Pentagrams debutalbum fra 1985 blev genudgivet i 1993, havde det fået nyt cover. Et cover, som næsten ikke var til at skelne fra fx Venom ”Black Metal”: et gedehoved inden i et omvendt pentagram. Det nye cover passede fint til den doomy metal på pladen, men teologisk var det falsk varedeklaration. Pentagrams vokalist Bobby Liebling er både en sær snegl og en seer, der ikke følger enhver metaltrend. Og i sange som ”All Your Sins” er det payback time: man kommer til at betale dyrt for sine synder! Lieblings stemme er manende og manisk. Det er alvor, og man kan ligefrem høre Guds vrede i musikkens tunge beat. Det hører for resten med til historien, at doom metal-genren faktisk er opkaldt efter dommedag – altså den dag, hvor Gud gør regnskabet op. Man finder således dommedagstemaet hos andre doom-bands som Nemesis og Saint Vitus. Troubles ”Bastards Will Pay” er vel kronen på værket.

CODA: AKSEN TILTER

Alle disse eksempler er hentet fra perioden 1970-85. Det er selvfølgeligt ikke tilfældigt. For et par år inde i 1980’erne skete der et skift. Den teologiske akse begyndte at tippe i retning af djævlesympatier. 

Venom var vel igangsætterne. Men Cronos & Co. mente det ikke for alvor. Det gjorde Mercyful Fates King Diamond til gengæld. Og op fra undergrunden vrimlede det med bands, der kastede omvendte kors og pentagrammer i grams: Hellhammer, Running Wild, Bathory, Oz, Slayer, Satan’s Pharynx, Iron Angel, Destruction, Sodom, Possessed etc. Få af disse var oprigtige satanister. For de fleste var det bare et image, som selv Mötley Crüe udnyttede.

Great White blev så trætte af alt satangejlet, at de udstyrede deres cover version af The Who-klassikeren ”Substitute” (1984) med en verslinje, som lød noget i retning af ”I see right through all that Satan crap.” Men da var slaget tabt, og Satan marcherede sejrrigt hen over hårdrocken fra starten af 1990’erne, hvor ikke mindst norsk black metal var med til at sprede sympatier for djævelen.

Det er min påstand, at det religiøse højre dermed fik det, som de ville have det. Ingen historikere har nemlig hidtil kunnet påvise eksistensen af en djævlekult eller satanisme før moderne tid (nogen vil her pege på fx Eliphas Levi, Aleister Crowley og LaVeys Satankirke som banebrydere).  

Djævledyrkelse er en syg fantasi, som opstod blandt religiøse fanatikere allerede i oldtiden. Og altid var det ”de andre”, som dyrkede Satan. Selv Jesus blev beskyldt for at være i ledtog med dæmonernes fyrste, Beelzebul.

Hårdrockens eksistensberettigelse synes at være at repræsentere alt det, der er undertrykt i vores moderne, såkaldte civiliserede samfund. Det er derfor logisk, at indbegrebet af alt ondt og fjendtligt (=Satan) bliver et eftertragtet symbol eller ligefrem tilbedelsesobjekt i metalkulturen.

Havde vores kulturgrundlag ikke været kristent, ville Venom ikke have kaldt sig ”Sons Of Satan”, men sønner af noget andet, da de skulle levere deres musikalske terrorangreb mod samfundets vanetænkning i starten af 1980’erne. Det er således påfaldende, at før Satan blev det etablerede ”modstandssymbol” i den hårde rock, var det diverse nazisymboler, herunder hagekorset og SS-runerne, som rockkunstnere (The Stooges, Sweet, Kiss, Black Sabbath, Sex Pistols m.fl.) brugte i deres choktaktik.

Med andre ord: rocksatanismen er barn af den kristne fundamentalisme. \m/

ACHTUNG! Tirsdag den 21. april holder jeg foredraget ”Er heavy metal djævelens musik?” på Zeppelin Bar. Læs mere om foredraget her.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama