Verdens
– måske! – heavieste band gæster Loppen i København torsdag den 6. november. De hedder
Trouble, og de er nogle af tungrockens mest stilskabende kunstnere.
Trouble, som de ser ud i dag. |
Trouble var en af spydspidserne i den
amerikanske undergrund, da metalgenren for alvor begyndte at blive grum og
ekstrem over there. Men mens de
fleste nye ekstremmetal-bands i midten af 1980’erne var helt speedalske med
højt spilletempo, så trak de alt andet end trendy Trouble i den helt anden
retning. Trouble lagde ekstra tryk på musikkens tyngde. Det gjorde det ved at
skrue tempoet ned og i stedet fokusere på effektive og dystre riffs. Det kom
der en musik ud af, som var kolossalt heavy. Mens de hurtigtspillende gruppers
musik med tiden fik betegnelsen thrash metal, fik Troubles musik mærkatet doom
metal.
Karrieremulighederne inden for doom
metal er ikke store. Og Trouble fik aldrig den store kommercielle
gennemslagskraft – heller ikke da de i 1990’erne udkom på Rick Rubins trendy (Def)
American-selskab (hvor bl.a. Slayer, Danzig, The Black Crowes også var i stald).
Men til gengæld har Trouble haft stor indflydelse på skabelsen af både doom
metal og stenerrock. Ja, faktisk står store dele af nutidens hippe stenerrock i
dyb gæld til den musik, som Trouble spillede på albums som ”Trouble” (1990) og
”Manic Frustration” (1992).
Det er dog Trouble to første albums, der
rejser sig som tungrockens svar på Twin Towers. ”Psalm 9” (eller slet og ret
”Trouble”, som den oprindelig hed, fra 1984) og ”The Skull” (1985) satte nye
rekorder udi metallisk tyngde – en rekord, som ingen vist har været i nærheden
af at tangere. Trouble destillerede det bedste fra Black Sabbath og 1960’ernes
proto-metalbands som Cream og Blue Cheer, og de berigede det med ny 1980’er-dynamik
à la Angel Witch.
Det kunne let være blevet ulideligt
tungt og traumatisk at lytte til, hvis det ikke var for Troubles fænomenale
evne til at kombinere det bastante med det elegante. Troubles første plader var
nok megatunge, men de var også iørefaldende på en måde, man ellers aldrig hører
inden for doom-genren. Ingen tvivl om, at der står en del plader med The Beatles
i Trouble-medlemmernes samlinger.
Det bliver svært at finde mere tidløs musik
end den, man finder på ”Psalm 9” og ”The Skull”. Pladerne, der er blevet
genudgivet adskillige gange, lyder ligeså friske i dag, som da de udkom. Det er
næsten uhyggelig tungt metal, Trouble disker op med på disse to af heavy
rockens absolutte højdepunkter. Men meget sjældent bliver Troubles ofte ikke
helt korte sange kedelige eller monotone at lytte til. Sangene swinger og er
proppede med gode melodier, og gruppen excellerer i breaks og temposkift, så det
er lige før, at selv Mercyful Fate får baghjul.
Troubles karrier har haft sine op- og
nedture. Vist mest nedture. Det har bl.a. knebet med at finde en erstatning for
den narko-plagede sanger Eric Wagner. Men på Troubles seneste opus, ”The
Distortion Field” (2013), havde læderhalsen Kyle Thomas (ex-Exhorder m.fl.)
overtaget mikrofonen. Det er barske løjer. Men Thomas vokal passer faktisk
udmærket til de traditionsbevidste guitarister Bruce Franklin og Rick Wartells mesterlige
riffs.
Så der bliver noget at glæde sig til,
når Trouble går på Loppens scene. Bag trommerne sidder Mark Lira, og bassen
håndteres af Rob Hultz. Det bliver garanteret heavy. Så heavy, at høreværn ikke
slår til. Nyrebælte bør også medbringes til koncertstedet. \m/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar