De kombinerer det bastante med det elegante

Verdens – måske! – heavieste band gæster Loppen i København torsdag den 6. november. De hedder Trouble, og de er nogle af tungrockens mest stilskabende kunstnere.

Trouble, som de ser ud i dag.

Trouble var en af spydspidserne i den amerikanske undergrund, da metalgenren for alvor begyndte at blive grum og ekstrem over there. Men mens de fleste nye ekstremmetal-bands i midten af 1980’erne var helt speedalske med højt spilletempo, så trak de alt andet end trendy Trouble i den helt anden retning. Trouble lagde ekstra tryk på musikkens tyngde. Det gjorde det ved at skrue tempoet ned og i stedet fokusere på effektive og dystre riffs. Det kom der en musik ud af, som var kolossalt heavy. Mens de hurtigtspillende gruppers musik med tiden fik betegnelsen thrash metal, fik Troubles musik mærkatet doom metal.

Karrieremulighederne inden for doom metal er ikke store. Og Trouble fik aldrig den store kommercielle gennemslagskraft – heller ikke da de i 1990’erne udkom på Rick Rubins trendy (Def) American-selskab (hvor bl.a. Slayer, Danzig, The Black Crowes også var i stald). Men til gengæld har Trouble haft stor indflydelse på skabelsen af både doom metal og stenerrock. Ja, faktisk står store dele af nutidens hippe stenerrock i dyb gæld til den musik, som Trouble spillede på albums som ”Trouble” (1990) og ”Manic Frustration” (1992).

Det er dog Trouble to første albums, der rejser sig som tungrockens svar på Twin Towers. ”Psalm 9” (eller slet og ret ”Trouble”, som den oprindelig hed, fra 1984) og ”The Skull” (1985) satte nye rekorder udi metallisk tyngde – en rekord, som ingen vist har været i nærheden af at tangere. Trouble destillerede det bedste fra Black Sabbath og 1960’ernes proto-metalbands som Cream og Blue Cheer, og de berigede det med ny 1980’er-dynamik à la Angel Witch.

Det kunne let være blevet ulideligt tungt og traumatisk at lytte til, hvis det ikke var for Troubles fænomenale evne til at kombinere det bastante med det elegante. Troubles første plader var nok megatunge, men de var også iørefaldende på en måde, man ellers aldrig hører inden for doom-genren. Ingen tvivl om, at der står en del plader med The Beatles i Trouble-medlemmernes samlinger.

Det bliver svært at finde mere tidløs musik end den, man finder på ”Psalm 9” og ”The Skull”. Pladerne, der er blevet genudgivet adskillige gange, lyder ligeså friske i dag, som da de udkom. Det er næsten uhyggelig tungt metal, Trouble disker op med på disse to af heavy rockens absolutte højdepunkter. Men meget sjældent bliver Troubles ofte ikke helt korte sange kedelige eller monotone at lytte til. Sangene swinger og er proppede med gode melodier, og gruppen excellerer i breaks og temposkift, så det er lige før, at selv Mercyful Fate får baghjul.

Troubles karrier har haft sine op- og nedture. Vist mest nedture. Det har bl.a. knebet med at finde en erstatning for den narko-plagede sanger Eric Wagner. Men på Troubles seneste opus, ”The Distortion Field” (2013), havde læderhalsen Kyle Thomas (ex-Exhorder m.fl.) overtaget mikrofonen. Det er barske løjer. Men Thomas vokal passer faktisk udmærket til de traditionsbevidste guitarister Bruce Franklin og Rick Wartells mesterlige riffs.

Så der bliver noget at glæde sig til, når Trouble går på Loppens scene. Bag trommerne sidder Mark Lira, og bassen håndteres af Rob Hultz. Det bliver garanteret heavy. Så heavy, at høreværn ikke slår til. Nyrebælte bør også medbringes til koncertstedet. \m/

 FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama