Den tidligere
Mercyful Fate- og King Diamond-guitarist Michael Denner har samlet et nyt band.
Eventyrligt fede riffs og tidløse melodier er på dagsordenen.
Omslaget er tegnet af Peder Bundgaard, der tidligere har lavet grafik for metalbands som Pretty Maids og Maltese Falcon. |
DENNERS TRICKBAG
”Denners Trickbag”
(Target)
******
”Hvorfor synes du, at heavy rocken var bedre i gamle dage?”
Det spørgsmål får jeg tit. Og nu behøver jeg ikke længere svare. Jeg kan bare
sætte Denners Trickbag på pladespilleren, og så skulle tiøren gerne falde for Spørge-Jørgen.
Ellers har vedkommende brug for krisehjælp.
Kapelmesteren Michael Denner burde alle danske metalfans kende
fra Mercyful Fate og King Diamond. Med sig har Denner en håndplukket kreds af
musikere, som de færreste heavy-folk har hørt om før: sangeren Berthel,
guitaristen Peter Domtorp, bassisten Flemming Muus og trommeslageren Kim
Hagemann.
Det er vist overflødigt at nævne, at Trickbag-folkene er
blændende musikere. De spiller som en drøm, og hele pladen består af drømme-numre
fra heavy rockens guldalder (=1970’erne). De færreste af os kender numrene, så
vi opdager slet ikke, at der er tale om cover versioner af klassekompositioner
fra Montrose, Captain Beyond, Mountain, Jericho, Tempest og andre bands, der for
de flestes vedkommende aldrig fik det gennembrud, de fortjente.
Et album med lutter cover versioner kan let blive en
rodebutik. Men der er en rød tråd igennem samtlige ti skæringer. De eventyrligt
fede riffs er et gennemgående træk ved alle numrene. Det samme gælder
melodierne, der snor sig ind i øregangen uden at være poppede. Bare
vedkommende, tidløse. Nogle af numrene har et anstrøg af det progressive og
psykedeliske. Men det kører aldrig af sporet.
Det hører også med til historien, at Denners Trickbag
spiller med så stort overskud, at de med lethed formår at gøre Montroses ”I Got
The Fire” og Mountains ”Never In My Life” til deres egne. Deres udgave af
Jerichos ”Ethiopia” (med det lede omkvæd ”She’s so eeevil”) er intet mindre end
gribende.
Er man til guitarsoli i store doser, så er Denners Trickbag
sagen. Denner og Domtorp håndterer de seksstrengede, som man gjorde, før der
gik bevidstløst lir og guitar-skole-hovskisnovski-blær i den i de
puddel-permanentede 1980’ere. Denners Trickbag spiller med liv og sjæl
og med et hjerte, der banker for feeling og varmt musikalsk nærvær.
Min egen favorit på albummet er ”Wasteland”. Den er
komponeret af Denner og Berthel selv og optrådte oprindeligt på Zoser Mez’
skamløst oversete 1991-album ”Vizier Of Wasteland”. Den nye version vinder i
kraft af en bedre produktion.
I det hele taget er Denners Trickbag produceret på en måde,
der ikke er mere moderne, end at den klassiske patina bevares. Albummet har en
livsalig duft af 1970’erne. Det var dengang, headbanging gik hånd i hånd med
musikalsk substans. \m/
Denners Trickbag gør kultklassikere fra 1970'erne til deres egne. |
DENNERS TRICKBAG TRACKLIST
Jericho – ”Ethiopia” 1972
Zoser Mez – ”Wasteland”
1991
Tempest – ”Foyers Of
Fun” 1973
Mountain – ”Never In
My Life” 1970
The Baker Gurvitz
Army – ”Hearts On Fire” 1976
Jericho – ”Don’t You
Let Me Down” 1972
Three Man Army – ”Polecat
Woman” 1974
Montrose – ”I Got The
Fire” 1974
Axis – ”Armageddon” 1978
Captain Beyond – ”Dancing
Madly Backwards / Armworth / Myopic Void” 1972
FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama
Ingen kommentarer:
Send en kommentar