Ikke skummetmælk i bollerne

I 1980’erne solgte Cinderella en overgang 50.000 plader – om ugen! Men så gik der grunge i hårdrocken ...

Artikel: Peter Béliath (Publiceret i NRG nr. 40, marts 2010)

Cinderella, som de så ud, da de slog igennem i 1986.

”Vi solgte en masse plader, og vi tjente bjerge af penge til Polygram Records. Men så en dag sagde de ’Farvel.’ Det var, hvad der skete for os. Jeg ved bare, at vi lavede et godt stykke arbejde for pladeselskabet, og så fyrede de os. Men det er værst for dem selv.”

                     

Sådan beskrev sangeren og guitaristen Tom Keifer, hvad der skete for Cinderella i 1990’erne. Ordene faldt i et interview til KNAC.COM i oktober, 2002.

                     

At blive fyret af pladeselskabet var unægtelig noget af en kolbøtte for den succesombruste Tom Keifer. Cinderella var nemlig et af de største hair metal-bands i 1980’erne. Gruppens debutalbum, ”Night Songs” fra 1986, solgte en overgang 50.000 eksemplarer – om ugen! Og skiven har siden da indbragt bandet tredobbelt platin.

DE HÅRDESTE HALSE

Som de tager sig ud på ”Night Songs”-coveret, kan det være svært at skelne Cinderella fra de dullede fyre i ultra-glam-grupper som Poison og Mötley Crüe. På omslaget er Tom Keifer & Co.’s lange manker stive af hårlak og boppet op i tyngdekraftstridende frisurer, og Cinderella-musikanterne er iklædt spraglede klamotter, som i dag må få dem til at krumme tæer.

Men man skal ikke lade sig vildlede af omslags-illustrationen, for der var ikke meget Askepot over Cinderella. Philadelphia-bandets musik var mere maskulin end det gængse hår-metal fra 1980’erne.

                     

Tom Keifer synger med en rå, raspende røst, der signalerer, at han ikke ligefrem har skummetmælk i bollerne. Keifers stemmebånd er i familie med dem, man finder i den hårde rocks hårdeste halse: Dan McCafferty (Nazareth), Noddy Holder (Slade), Brian Johnson (AC/DC), Marc Storace (Krokus) og Blackie Lawless (W.A.S.P.).

Musikken på ”Night Songs” er mandfolkerock af den gamle skole, som den blev grundlagt af bl.a. Aerosmith og AC/DC. Det er tung rock, som sparker røv, og pladens omkvæd er særdeles velegnet at skråle med på, ligesom sangenes bastante rytmik har let ved at provokere lytteren til at stampe med foden og jage knytnæver i vejret af bar begejstring.

                     

På de efterfølgende albums (”Long Cold Winter” fra 1988 og ”Heartbreak Station” fra 1990) bevægede Cinderella sig i en mere sleazy, blues-baseret og Rolling Stones-agtig retning. Det blev sangene ikke dårligere eller mindre sjælfulde af, og gruppen kunne med hver udgivelse hænge platinplader på væggene derhjemme.

                     

Men på sigt viste det sig, at Tom Keifer & Co. havde svært ved at klare sig i det nye klima, som grunge-bølgen fra Seattle skabte i begyndelsen af 1990’erne. Cinderella led samme skæbne som stort set alle 1980’ernes hitlistesøgende metalbands. Og fiaskoen med ”Still Climbing” (1994) fik altså Polygram til at fyre Cinderella.

FANS GÅR STADIG AMOK

De faldende salgstal var dog ikke ene om at give problemer. Tom Keifers sangstil er hård ved hans stemmebånd, og derfor har Cinderella-vokalisten i perioder været ude af stand til at synge.

Det største problem for gruppen er imidlertid, at den ikke har udgivet et nyt studiealbum siden 1994. Derimod er det blevet til en lind strøm af live-plader – senest har italienske Frontiers Records udsendt “Live At The Mohegan Sun”.

                     

På livefronten har Cinderella nemlig stadig stor succes. For selvom MTV og andre musikmedier for længst har udviklet en uhelbredelig berøringsangst over for 1980’ernes metal, så har Cinderella (ligesom et utal af andre af datidens hair metal-grupper) stadig tag i et koncertlystent publikum. Cinderellas 20-års-jubilæums-tour sammen med Poison i 2006 var således en af de succesrigeste turnéer det år – de to bands spillede angiveligt for 20.000 fans pr. aften.

                     

“Det er underligt,” udtalte Tom Keifer i det omtalte interview med KNAC.COM i 2002, “for den sidste store stadion-turné, vi lavede, var tilbage i ’91. Men da vi blev gendannet i ’98, var vi på turné med Poison. Det var næsten ti år senere, og vi optrådte på de samme store scener, og publikum mødte talstærkt op, og de gik amok, som om intet havde forandret sig. Vi stod bare der og gloede forbløffet på hinanden. I alle disse år fortalte folk os, at dette aldrig ville gentage sig.”

                     

“Det er sjovt, men jeg tror helt ærligt ikke, at alle disse mennesker gik nogen steder i de ti år. Men jeg tror, at de bare ikke fik serveret fra den menu, som de ønskede at bestille fra. De blev præsenteret for en anderledes menu. Musikindustrien, MTV og radiostationerne har magten til at gøre den slags. De beslutter sig bare for, at de ikke længere vil spille en bestemt slags musik. Jeg beklager mig ikke – det er bare sådan, musikindustrien er. Det er vores job at gøre modstand og sige: ‘Gå ad helvede til, vi har ikke tænkt os at forsvinde’.” \m/

Cinderella gør modstand mod musikindustrien.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama