Dræbermaskine i 40 år

Judas Priest udsender nyt album (”Redeemer Of Souls”) fredag den 11. juli. Rifferama undersøger, om heavy-haderne har ret i, at metal bare er en gentagelse af fortærskede klichéer.

Halford & Co. i triumf i "Unleashed In The East"-perioden.

Heavy metal udvikler sig ikke! Heavy metal er statisk! Heavy metal er en evig gentagelse af fortærskede klichéer!

Det var den opfattelse, jeg voksede op med i 1970’erne. Anmeldere, studieværter i Danmarks Radio og undervisere i uddannelsessystemet var enige om én ting: heavy metal havde nul kunstnerisk værdi.

Det var trængselstider, som varede ved helt op i 1980’erne. Men jeg vidste bedre. Den slags viden er intuitiv og fremdyrkes ved daglig aflytning af musikken. Som sagt, så gjort, med tinnitus og høretab til følge.

Et af de bands, som klogeågerne og smagsdommerne hadede allermest (næst efter Sweet og Kiss, den gode smags pethates) var Judas Priest. Det lykkedes aldrig heavy-haderne at indse, at der dvæler noget dybsindigt under Rob Halfords militære hovedbeklædning.

Men Judas Priest er vel – om nogen – et eksempel på, at heavy metal er i konstant bevægelse. Sikken tour de force, Judas Priest har taget os metalfans med på, siden de lagde ud med ”Rocka Rolla” i 1974.

Rob Halford i heroisk positur i
"Sad Wings Of Destiny"-perioden.

MIN FORETRUKNE JUDAS-STIL er stadig den episke metal, som d’herrer Rob Halford (vokal), Glenn Tipton (guitar), K.K. Downing (guitar) og Ian Hill (bas) så formfuldendt kreerede på ”Sad Wings Of Destiny” (1976). Det er efter min fattige overbevisning Verdens Smukkeste Metalalbum. Men ro på: det er selvfølgelig smukt på en dyster og ”ond” måde. Det album rummer så mange nuancer, så stor afveksling. Og selv i de allermest fandenivoldske og hårdt-rockende øjeblikke, som på sangen ”The Ripper”, er der et sælsomt skær af skønhed over excesserne.

At heavy-haderne i medierne og på uddannelses-institutionerne ikke kunne høre nybruddet i riff-mageriet i ”Tyrant” og i melodimaterialet i sange som ”Victim Of Changes” taler ikke til fordel for deres musikforståelse. Der var faktisk tale om progressiv sangskrivning. ”Sad Wings Of Destiny” var da første del af Judas Priests reform af heavy rocken. Ifølge Anthrax’ Scott Ian kan man nærmest tale om et før og et efter Judas Priest i den hårde rock. Og mange af de centrale aspekter ved det, vi i dag kalder metal, kan faktisk føres tilbage til det, som Glenn Tipton & Co. skabte i denne periode.

Judas Priest fortsatte den episke storform på ”Sin After Sin” (1977) og ”Stained Class” (1978). ”Sin After Sin” rundes af med ”Dissident Aggressor”, som Slayer i 1988 gjorde herostratisk berømt i thrash-miljøet. Roger Glovers produktion er måske nok (delvist) kikset, men den mørke, faretruende sound giver ”Sin After Sin” en aura af mystik, som fx danske Zoser Mez med Mercyful Fate-guitaristerne Hank Shermann og Michael Denner i front forsøgte at eftergøre på ”Vizier Of Wasteland” (1991).

”Sin After Sin” inkluderer for resten et slående eksempel på Judas Priests kreativitet. Én ting er at kunne få Peter Greens ”The Green Manalishi (With The Two-Pronged Crown)” til at lyde heavy, noget ganske andet må være at få en heavy rock-klassiker ud af en folk-sang som Joan Baez’ ”Diamonds And Rust”. Respekt!

”Stained Class” rummer power balladen ”Beyond The Realms Of Death” – en dødshymne, der med sin ”sig denne verden ret farvel”-stræben skulle vise sig at være en forløber for den verdensforsagelse, som senere blev så udbredt i den mere åndfulde del af den sorte metal. Tænk: Dead, Jon Nödtveidt, Selim Lemouchi etc. I et interview i 1984 fortalte Lars Ulrich mig, at Metallica brugte ”Beyond The Realms Of Death” som inspirationskilde til deres power ballade ”Fade To Black”. Det siger noget om den status, som ”Beyond The Realms Of Death” har i metalhistorien.

Judas Priest trimmede deres musik og look i 1978.

PÅ ”KILLING MACHINE” (1978) skruede Halford & Co. imidlertid bissen på. Klædt i læder fra top til tå lancerede gruppen her deres stilskabende og knytnævepumpende heavy metal med alsangs-omkvæd. En sangtitel som ”Hell Bent For Leather” taler for sig selv. 

Men albummet inkluderer også mere dystre indslag som ”Evil Fantasies”, og åbningsnummeret ”Delivering The Goods” hører til Judas Priest aller-heavieste øjeblikke. ”Killing Machine” blev straks sat på en piedestal, og albummet fik afgørende betydning for hovedparten af de bands, der et par år senere brød løs i den såkaldte New Wave Of British Heavy Metal.

”Unleashed In The East” (1979) er et af heavy-genrens fedeste livealbums. Pakket med skæringer som ”Exciter”, ”Sinner” og ”Running Wild” er dette Harley-Davidson-rock med gashåndtaget i bund. Kritikere har brugt meget krudt på at tale dette album ned. Alle de overdubs – det lyder jo, som om Priest tæller hundred guitarister i deres besætning. Og publikums-applausen, som angiveligt er stjålet fra en Queen-koncert. Men bagtalelsen har ikke virket. ”Unleashed In The East” bliver ved med at poppe op sammen med Deep Purples ”Made In Japan” og Thin Lizzys ”Live And Dangerous” på listerne over hårdrockens bedste liveplader.

Judas Priests kommercielle gennembrud kom i 1980 med ”British Steel” – et album, som lever 100% op til sin titel. Enhver headbanger med respekt for sig selv kan vel skråle med på ”Breaking The Law”. Men albummet rummer også langt dybere ting. ”Rapid Fire” er måske ikke verdens mest iørefaldende nummer, men i 1980 var den en speed metallisk forløber for det opskruede tempo i 1980’ernes metal (tænk: Accepts ”Fast As A Shark”, Jaguars ”Axe Crazy” etc.) – for ikke at tale om Metallica & Co.’s thrash-revolution. Reggae-rytmerne i ”The Cage” var også et relativt nyt påhit i metal.

Den antiautoritære tekst til ”You Don’t Have To Be Old To Be Wise” havde en særlig genklang i ørene hos os, der en kort overgang (1976-78) fandt lydsporet til vores ungdomsoprør i punken (Sex Pistols, Ramones, The Clash, Generation X etc.). Jo, ”British Steel” bestod af barberbladsskarp metal, som kom til at præge udviklingen af metallen i det årti, der først og fremmest blev den hårde rocks årti: 1980’erne.

Rob Halford synger "Electric Eye".

”POINT OF ENTRY” (1981) VAR lidt af en fuser. Den mere tilbagelænede stil gjorde, at Judas Priest tabte momentum hos os, der med åndeløs spænding fulgte den rivende udvikling i metallen, hvor sultne bands som Accept, Krokus, Motörhead, Riot, Iron Maiden, Saxon, Holocaust, Raven, Venom og mange andre især britiske bands skabte en metallisk tsunami i populærmusikken. I dag har jeg det meget bedre med ”Point Of Entry” end på udgivelsesdagen, hvor jeg var en skuffet mand. Men det er netop humlen ved Judas Priest: de har været i konstant bevægelse, og de har aldrig været bange for at gamble med deres karriere … mere om det senere i denne retrospektive svada.

Halford & Co. vendte frygteligt tilbage med ”Screaming For Vengeance” i 1982. ”Hellion/Electric Eye” forvandlede skrækscenariet om et overvågningssamfund til metalrock-realitet. Her er magthavernes totalitære sindelag i søgeren. Og ingen kunne være i tvivl: kontrol stavet bagfra giver ”lort nok”. Men albummet rummer en lang stribe sange, der gør ”Screaming For Vengeance” til en yderst vellykket fusion af iørefaldende melodier og slagkraftig heavy metal – hvem elsker ikke ”You’ve Got Another Thing Comin’”? Albummet blev især et hit i USA.

Bandet fortsatte denne stil på ”Defenders Of The Faith” fra 1984. ”Freewheel Burning” kunne metalgenrens mange modediller (glam, grunge, groove, nu-metal etc.) ikke vædre. Den og flere andre sange fra albummet står stadig som monolitter i heavy rockens landskab. Alligevel var det, som om den let fængende metal på ”Screaming For Vengeance” og ”Defenders Of The Faith” var for endimensional i forhold til Priests kreative periode i 1970’erne. Og bagslaget kom da også prompte …

Den sterile og digitale mainstream-lefler ”Turbo” (1986) afslørede, at Judas Priest var faret vild i 1980’ernes pop-heavy-menageri. Selv gruppens slikkede look i de dage var klæbrigt. Nedtur for Judas Priests true fanskare. Og ”Turbo” blev ikke den salgs-booster, som Priest-medlemmerne sikkert havde forestillet sig.

Bandet fulgte samme år den alt andet end turbo-drevne flovert op med et uinspireret livealbum, ”Priest … Live!”. ”Ram It Down” fra 1988 var et halvrøv forsøg på at vende tilbage til den hårde stil. Et enkelt højdepunkt på albummet er rimsmeden Rob Halford, der brillerer med en nærmest psykedelisk-synæstetisk tekst, der indkredser metalånden i sangen ”Heavy Metal”. Det var dog først, da Priest rekrutterede tromme-dynamoen Scott Travis, at gruppen vandt sit gode navn og rygte tilbage.

Det gjorde de til gengæld med manér: den speed metalliske ”Painkiller” (1990) er ikke alene en af Judas Priests populæreste albums, det er også deres største kunstnerisk bedrift siden ”British Steel”. Hammerhård, men dog melodisk er ”Painkiller” en af hårdrockens mesterværker, som den dag i dag har appel til folk, der forskanser sig i hhv. den traditionelle og den ekstremmetalliske enklave. På ”A Touch Of Evil” kunne man tilmed fornemme, at Judas Priest var ved at genvinde evnen til at skrive sange i den episke stil. Det lovede godt. Men …

Judas Priest kom helskindet igennem en uhyggelig
retssag i USA i 1990. Baglæns indspillede budskaber
på "Stained Class" skulle ifølge anklageskriftet have
fremprovokeret to drenges selvmord i 1985.
 Halford & Co. vandt retssagen. Frustrationerne luftede
gruppen på "Painkiller".

”PAINKILLER” MARKEREDE DESVÆRRE afslutningen på Judas Priests storhedstid. 1990’erne var noget af en Fimbulvinter for traditionel metal. Og det gjorde kun ondt værre, at Rob Halford kom i panikalderen og forlod bandet for at fjolle rundt i forskellige mondæne genrer såsom råbemetal (Fight) og industrial (Two).

Efter at Judas Priest udsendte et par albums (hvoraf ”Jugulator” fra 1997 er vældig miskendt!) med Tim ”Ripper” Owens som Halfords stand-in, kom den gamle metal-Pavarotti til fornuft. Comeback-albummet ”Angel Of Retribution” (2005) fik en pæn modtagelse af fans såvel som anmeldere. Selvom den vel egentlig ikke var bedre end de soloplader, som Halford udsendte efter, at han var kommet nogenlunde helskindet ud af overgangsalderen. Her tænker jeg især på et klenodie som ”Resurrection” (2000). Men i det mindste var gendannelses-albummets tribut til ”Sad Wings Of Destiny” ikke halvhjertet. ”Angel Of Retribution” har virkelig kunstneriske nervetråde, der fører tilbage til Judas Priests storhedstid – omend det hele serveres i en tidsvarende kontekst.

Jeg nævnte tidligere, at Judas Priest har haft mod til at gamble med deres karriere. Og just, som det så ud til, at Priest var på rette spor, valgte de at gå totalt Spinal Tap med et dobbelt konceptalbum om spåmanden Nostradamus. 2008-albummet ”Nostradamus” har sine forsonlige øjeblikke, men det er i længden et oppustet og overdramatisk forsøg på at skabe et episk mesterværk, som de fleste af os vist bare stillede ind i reolen med et skuldertræk.

På det nye album er K.K. Downing
erstattet af Richie Faulkner.

NÅR MAN SKUER HEN OVER Judas Priests 40-årige output på plademarkedet, må man konstatere, at de gamle heavy-hadere i dansk presse og andre steder tog fejl. Heavy metal er ikke en statisk, stivnet musikform. Heavy metal har med Judas Priest i spidsen været i kontant bevægelse. For Priests bagkatalog er faktisk ganske alsidigt. Fra power ballader med dødslængsel til livsglade fest-schlagere. Fra rambuk-aggressive speed metal-fræsere til lange episke oder med katadralspir.

Tiden vil vise, hvor det nye album, ”Redeemer Of Souls”, kommer til at høre hjemme i Judas Priests imponerende diskografi. \m/

PS: En mere udførlig Judas Priest-diskografi kan læses i det seneste nummer af Metalized (nr. 92).

NB! Release-party for ”Redeemer Of Souls” på Zeppelin Bar i København torsdag den 10. juli kl. 20! Læs mere her!

 FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama