Københelvede er ikke et dårligt sted at være

Watain var for ekstreme for de fleste ...

Død og helvede! Smadder og hedenskab! Det er Copenhell i en nøddeskal. Men inde bag dette kaos lurer sandheden: en moderne metalfestival er i virkeligheden det tætteste, man kan komme blomsterbørnenes Woodstock 1969.

Stemningen er fredelig og kom-hinanden-ved-agtig. Og selvom mange af de optrædende bands spiller djævleblændt hurtigt, er tempoet generelt i slow motion på Copenhell. Festivaldeltagerne stempler ud af rotteræset, chiller ud ... nogen i noget, der ligner en kiste.

Man mødes med gamle venner, man møder nye mennesker, man snakker, drikker fadøl og Jägermeister. Man spiser stegt flæsk med persillesovs – og man fester. Men i ly af den øredøvende musik fra de forskellige scener ånder alt fred og fordragelighed.

Mange er klædt ud til genkendelighed, i hele metalkulturens virvar af subgenre-typiske looks: fra goths på tårnhøje hæle over panda-ansigtsbemalede sortmetallere til oldschool-romantikere i cowboyveste prydet med kryptisk slyngede bandlogoer. Men de fleste er tydeligvis weekend-krigere: almindelige mennesker med erhvervsorienterede frisurer. De har bare trukket en t-shirt med en bøhmand over hovedet.

Enkelte er dog stuck. Totalt opslugt af metallivsstilen. Men når musikken spiller, lader der ikke til at være noget hierarki mellem dem, der er true, og dem, der er turister. Så er det hele én stor fælles-stival. Man finder sig pænt i at blive skubbet og puffet af dem, der går bersærk i moshpitten. Og man passer på crowd-surferne, så de ikke dratter ned og får kraniebrud.

I Copenhell er der ingen helvedesengle, som agerer vagtværn, og som tæver sagesløse til døde (som på Altamont Free Concert 1969). På Copenhell er det bare peace, love and understanding. Harmoni. Tolerance. Men selvfølgelig i en kulisse, hvor man kan growle omkap, smadre biler, drikke skull-hed kaffe og beglo hedenske symboler, indtil synapserne kollapser.

På Copenhell er det cool at være anderledes. På Copenhell bliver det outrerede normalt. Pæne, borgerlige mennesker kan ikke forstå det. De VIL ikke forstå det. Kan det virkelig passe, at det hele fungerer socialt tiptop og toptunet tjekket, når både musik og omgivelser er så ekstreme? Ja, det kan passe. Det fungerer, som var det organiseret af Mærsk. Fx startede de sataniske Watain deres koncert på slaget 23.30 fredag aften. Rettidig umhu!

Behemoths sceneshow vrimlede med
religiøse symboler og handlinger.

MASSIVT PROGRAM

Line-up’en på Copenhell 2014 var massiv. Overdådig. Der var flere bands, jeg gerne ville have set, men missede. Helhorse og Toxic Holocaust var bare to af dem, Obituary et tredje, og My Dying Bride et fjerde.

Men hvem var så bedst i år? Det er jo dybt subjektivt. Nogen synes sikkert, at Within Temptation var evigt saliggørende. Jeg mener noget andet. Og jeg ville gerne have haft The Hell og Suicide Silence skudt med daggry. Men det er jo det storsindede ved heavy metal anno 2014: alsidighed, diversitet. Der er noget for enhver smag – åbenbart også for dem, der synes, at der ikke skal være det store skel mellem metal og Eurovision Song Contest …

Her er en rask gennemgang af de bands, jeg kastede hornene til på årets Copenhell:

IRON MAIDEN kom, så og sejrede. Steve Harris & Co. havde festivalens suverænt stærkeste sætliste. Hvert eneste hi-hat-slag var en ren klassiker. Show og musik passede perfekt sammen – og den elektrisk gnistrende spilleglæde gjorde, at det aldrig blev en rutineoptræden.

Dee Snider er unik, showmasteren over dem alle. Og TWISTED SISTER leverede årets fest på Copenhell. Pladsen foran den store scene, Helviti, gik party-amok til ”We’re Not Gonna Take It” – og den sang vi så i flok hele vejen hjem fra Refshaleøen.

TRIPTYKON var de heavieste! Tom G. Warrior og hans nye, unge band overvandt mange, som ellers ikke hører ekstremmetal. Triptykon er mere end doom, mere end black, mere end thrash. Triptykon er i en liga for sig på 21. århundredes metalscene.

BEHEMOTH bedrev deres blasfemi i fuldt dagslys. Men det virkede. Og det skadede ikke deres sorte form for dødsmetal, at den blev leveret i et minutiøst koordineret sceneshow komplet med brændende kors og en storm af sort konfetti.

Af vanvare havnede jeg foran scenen, da både ANTHRAX og SEPULTURA spillede. Det var umuligt ikke at blive revet med af sange som ”Deathrider” og ”Inner Self”. Og det var interessant at høre og se, hvad 1980’er-thrashen har udviklet sig til i det nye årtusind. Det var showmæssigt skrabede affærer, hvor musikken fik lov at tale for sig selv. Dybt sympatisk.

TAAKE førte et stykke af det sorte Norge med til Copenhell. Monotoni på et metafysisk plan. Spillet i raseri og leveret på en sagnomspunden maner, hvor Hoest gav den som kutteklædt dødning.

Mit kendskab til GORGUTS er minimalt, men min Metalized-makker trak mig med hen foran Pandæmonium-scenen, mens de spillede. De canadiske death metal-legender gav en lektion i, hvor brutal musik reelt kan være – på en teknisk måde.

Nye bekendtskaber blev der også plads til. UNCLE ACID & THE DEADBEATS spillede medrivende stoner-doom, der var mindst ligeså iørefaldende, som den var dundertung. Her stod sangskrivningen ikke i skyggen af det udkoksede. Heavy rockens kommende stjerner?

ARCH ENEMYs nye sangerinde, Alissa White-Gluz, tog mig med storm. De svenske melodød-regenter leverede et forrygende sæt, der gav Michael Amott rig lejlighed til at demonstrere sine finesser på den dræbende Flying V.

Zakk var vild.

Men næppe nogen guitarist på årets Copenhell kunne stå på samme scene som BLACK LABEL SOCIETYs Zakk Wylde. Den gamle Ozzy-guitarist spillede teknisk lir på den smadrede måde, og han lod til at være helt væk i ekstase.

Ekstase var der også masser af, da WATAIN som det sidste band stod på Hades-scenen fredag aften. Erik Danielsson gik rundt, som var han i trance, mens den hymniske, kaosgnostiske sortmetal drønede ud af højttalerne i det, der var det suverænt smukkeste (og mest ekstreme!) show på Copenhell 2014. \m/

Læs mere om Copenhell på Rifferamas Facebook-side.