Cd-anmeldelse:
Peter Béliath (Publiceret i Jam Magazine nr. 49, april 1994)
[Baggrund: I 1994 havde grunge-grupperne
fra Seattle overtaget herredømmet på hårdrock-scenen. De fleste af 1980’ernes
glam metal-bands var allerede blevet skrottet af deres fans. Kun Mötley Crüe
manglede stadig at bevise, at de kunne overleve i 1990’erne.
Overlevelses-strategien fik de gamle glam-idoler til at levere deres hidtil
heavieste opus.]
MÖTLEY CRÜE
”Mötley Crüe”
(Elektra/Warner Music)
******
Det er slut med sex & drugs &
rock’n’roll for Mötley Crüe. Ingen motorcykler på pladecoveret, og ikke så
meget som et eneste ord om kvinders kønsorganer på deres nye og sjette album,
der bærer den skrabede titel ”Mötley Crüe”.
Men det betyder nu langt fra, at
Mötley er blevet politisk korrekte. Og de er heller ikke gået grunge. ”Mötley
Crüe” er betonrock for 1990’erne. Hverken mere eller mindre. Der bliver planket
ihærdigt fra Led Zeppelin, Aerosmith og The Beatles. Men det bliver gjort med
stil og elegance og med Nikki Sixx’ trademark placeret diskret i hjørnet af
hver eneste skæring.
”Mötley Crüe” er en plade fra et band
med en glubende appetit på at blive taget alvorligt. Det er naturligvis et
ønske, der aldrig vil gå i opfyldelse, for Mötley Crüe har nu i mere end ti år
stået som indbegrebet af glamourøs amerikansk teen metal, og det ry kommer
Nikki Sixx & Co. til at tage med sig i graven.
Men ”Mötley Crüe” er en anderledes
Mötley Crüe-plade, hvor de flabede tre-minutters pikrockere er erstattet af
dundrende tunge kompositioner, hvor Mötley tager sig god til at få spillet sig
ud. De fleste numre ligger faktisk omkring fem-seks minutters længde. Og det
fungerer sgu’, og end ikke modeproduceren Bob Rocks klabauter-produktion kan
skjule, at Tomme Lee er en af de meget få rocktrommeslagere med rytme i
kroppen.
Mick Mars, der førhen var Mötleys
svage punkt, er vokset til en titan, der høvler de massive chugga-chugga-riffs
af på sange med sigende titler som ”Hammered” og ”Power To The Music”.
Og så er der naturligvis det med den
nye sanger. Der ER mere skrig og skrål i John Corabi. Når han er bedst, minder
han om Dan McCafferty [Nazareth]. Når han er værst, lyder han, som om han hvert
øjeblik kan vågne op af sin årelange drøm om at være Steven Tyler [Aerosmith].
Men end ikke jeg savner Vince Neil.
Det eneste, jeg savner ved ”Mötley
Crüe”, er et ordentlig artwork på pladecoveret. Det er nemlig aldeles
rædselsfuldt.
Læs baggrundshistorien om ”Mötley Crüe” her.
Læs baggrundshistorien om ”Mötley Crüe” her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar