Sider

fredag den 28. oktober 2011

Ikke et ord om kvinders kønsorganer

Et af 1990’ernes bedste og heavieste metal-albums kom fra en uventet kant: fra Los Angeles’ glam-konger, Mötley Crüe.

Cd-anmeldelse: Peter Béliath (Publiceret i Jam Magazine nr. 49, april 1994)

[Baggrund: I 1994 havde grunge-grupperne fra Seattle overtaget herredømmet på hårdrock-scenen. De fleste af 1980’ernes glam metal-bands var allerede blevet skrottet af deres fans. Kun Mötley Crüe manglede stadig at bevise, at de kunne overleve i 1990’erne. Overlevelses-strategien fik de gamle glam-idoler til at levere deres hidtil heavieste opus.]

MÖTLEY CRÜE
”Mötley Crüe”
(Elektra/Warner Music)
******
Det er slut med sex & drugs & rock’n’roll for Mötley Crüe. Ingen motorcykler på pladecoveret, og ikke så meget som et eneste ord om kvinders kønsorganer på deres nye og sjette album, der bærer den skrabede titel ”Mötley Crüe”.

Men det betyder nu langt fra, at Mötley er blevet politisk korrekte. Og de er heller ikke gået grunge. ”Mötley Crüe” er betonrock for 1990’erne. Hverken mere eller mindre. Der bliver planket ihærdigt fra Led Zeppelin, Aerosmith og The Beatles. Men det bliver gjort med stil og elegance og med Nikki Sixx’ trademark placeret diskret i hjørnet af hver eneste skæring.

”Mötley Crüe” er en plade fra et band med en glubende appetit på at blive taget alvorligt. Det er naturligvis et ønske, der aldrig vil gå i opfyldelse, for Mötley Crüe har nu i mere end ti år stået som indbegrebet af glamourøs amerikansk teen metal, og det ry kommer Nikki Sixx & Co. til at tage med sig i graven.

Men ”Mötley Crüe” er en anderledes Mötley Crüe-plade, hvor de flabede tre-minutters pikrockere er erstattet af dundrende tunge kompositioner, hvor Mötley tager sig god til at få spillet sig ud. De fleste numre ligger faktisk omkring fem-seks minutters længde. Og det fungerer sgu’, og end ikke modeproduceren Bob Rocks klabauter-produktion kan skjule, at Tomme Lee er en af de meget få rocktrommeslagere med rytme i kroppen.

Mick Mars, der førhen var Mötleys svage punkt, er vokset til en titan, der høvler de massive chugga-chugga-riffs af på sange med sigende titler som ”Hammered” og ”Power To The Music”.

Og så er der naturligvis det med den nye sanger. Der ER mere skrig og skrål i John Corabi. Når han er bedst, minder han om Dan McCafferty [Nazareth]. Når han er værst, lyder han, som om han hvert øjeblik kan vågne op af sin årelange drøm om at være Steven Tyler [Aerosmith]. Men end ikke jeg savner Vince Neil.

Det eneste, jeg savner ved ”Mötley Crüe”, er et ordentlig artwork på pladecoveret. Det er nemlig aldeles rædselsfuldt.


Læs baggrundshistorien om ”Mötley Crüe” her.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar