Ondskaben dør aldrig

Vil du have riffs? Jeg mener RIFFS! Bjergkæder af RIFFS, fjeldmassiver af RIFFS?!? Godt, så skal du bare hyre en ung, lyshåret guitarist – og skaffe dig noget parkinson!

Sådan lader logikken til at være. For der er ellers ingen logik i, at et ældgammelt heavy metal-band, som i deres yngre år i perioder virkede udbrændt, begynder at lange mesterlige albums ud til deres fans. Vel at mærke efter, at én af deres to stilskabende guitarister er gået på pension.

”Firepower” er Judas Priests andet album med Richie Faulkner, der i 2011 erstattede K.K. Downing som Glenn Tiptons twin lead-makker. At Priest overhovedet overlevede denne udskiftning, kom bag på de fleste. At den tilmed viste sig at revitalisere bandet på en måde, der minder om det boost, som Scott Travis gav Judas Priest, da han i 1989 overtog trommepodiet efter Dave Holland (R.I.P.), ja, den havde jeg i hvert fald ikke set komme.

Kigger man på Faulkners cv, er han en ubetydelig guitarist. Men Tipton har et mirakuløst gehør, og han kunne altså høre en Judas-broder i Faulkners spil. Eller måske snarere en Judas-søn, for Richie er født samme år, som Priest udgav deres store gennembrudsalbum, ”British Steel” (1980). Det mest imponerende ved Faulkner er, at han er så aldeles uimponeret. At han uden at ryste i læderbukserne kan deltage i sangskrivningen på et niveau, som K.K. næppe kunne overtrumfe.

Men lad os ikke glemme, hvem der er den kunstneriske dynamo i Judas Priest. Det er Glenn Tipton. Præcis hvorfor K.K. havde brug for at mistænkeliggøre Tipton i forbindelse med udsendelsen af ”Firepower”, er ubegribeligt for de fleste fans. ”Hvem spiller reelt guitarerne på albummet?” spurgte KK inkvisitorisk, med henvisning til Tiptons fremskredne sygdom. Læs her.

Rob Halford var hurtigt ude i medierne for at sætte K.K. på plads. Den parkinson-ramte Tipton spiller sine egne parter på ”Firepower”! Og allerede ved første gennemlytning kan man konstatere, at Tiptons fingeraftryk som riffmeister er spredt over hele albummet.

Jeg ønsker ikke at forklejne Faulkners bidrag til sangskrivningen. Men Glenn Tipton tilhører heavy metals absolutte elite, hvad angår det at kreere riffs.

”Firepower” holder en stolt riff-tradition i hævd. ”Riff After Riff” kaldte fans i sin tid ”Sin After Sin” (1977). Og på det punkt følger ”Firepower” trop. Prøv at sidde bumstille under riffet i omkvædet til ”Flame Thrower”. Kropumuligt!

Det nye album har endnu skarpere riffs end forgængeren ”Redeemer Of Souls” (2014). Og mange af sangene på ”Firepower” er struktureret efter episke mønstre, som leder tankerne hen på Judas Priests kunstneriske storhedstid i halvfjerdserne. Sæt ”Sad Wings Of Destiny” (1976) på og hør de store dynamikudsving, se de musikalske farver changere, og føl stemninger kæntre fra smerte til had med et karatehugs præcision.

”Firepower” har nogle af disse kvaliteter. En fiks detalje er fx, at den dystre intro på ”Never The Heroes” flyder ud i Ian Hills basspil, der således er med til lave et underliggende stemningsmaleri.

Det er ikke kun i riffingen, ”Firepower” brillerer. Det er også i melodierne og i solosekvenserne. Effekten af guitarduellen i ”Children Of The Sun” løfter musikken et pænt stykke over ordinært heavy metal.  

På ”Firepower” indgår det episke og det skallesmækkende en alliance – akkurat som det var tilfældet på fx ”Stained Class” (1978).

Lad gå, at ”Firepower”s to åbningsnumre er overivrige efter at please lytteren med nakkegymnastik à la ”Painkiller” (1990). Jeg bilder hverken mig selv eller andre ind, at der er noget egentligt nyskabende på ”Firepower”. Men der er en friskhed i numrene, en kådhed, hvor det hårdslående og det iørefaldende smedes sammen i en ubrydelige enhed. Hør Halfords dolkestød af en hookline i omkvædet” på ”Evil Never Dies”.

Smertensbarnet i Judas Priest har alle dage været Rob Halford. The Metal God, der allerede tidligt i sin karriere havde problemer med at holde de sølverne stemmebånd blanke under det hårde turnéliv. På ”Firepower” gør han det godt. Virkelig godt. Måske det bedste vi har hørt Halford, siden han i 2000 fandt ud af sin midtvejs- og identitetskrise med det fænomenale heavy metal-comeback, ”Resurrection”.

Rob Halford er en stor, om end ujævn rockpoet. Jo, der er tåkrummere på ”Firepower” – altså, hvor mange hårdrocksange har vi ikke allerede om lynnedslag og om aldrig at overgive sig? Men der er sandelig også fejende flot poesi som fx:  

The devil’s moved from Georgia 
His mission’s still the same 
The world’s become his oyster once again

Det er specielle tekster, Halford skriver. Også når han udplyndrer genrens skatkammer af klichéer. Hvis fans virkelig lyttede til, hvad Halford synger på ”Firepower”, tror jeg, der ville rejse sig et ramaskrig. Halford vover at gå imod metalgenrens teologiske trend.

Halford havde allerede i sine unge år en evne til at hugge ordene ud som skulpturer, ligesom hans metalliske form for symbolisme gav plads til en samfundskritik, der var mere flertydig og åben for fortolkning end datidens noget udtrådte socialrealisme.

På ”Firepower” er der også tekster, hvor der inde bag symbolerne gemmer sig kommentarer til den politiske situation og det økologiske ragnarok omkring os. Fx er ”Never The Heroes” et smukt alsangs-egnet nummer, som danner modbillede til den patriotisme, som bl.a. Five Finger Death Punch har blameret sig med de seneste år.

Produktionen? Andy Sneap og Tom Allom hører ikke blandt mine yndlingsproducere. Men ”Firepower” har Priests bedste lyd, siden Chris Tsangarides (R.I.P.) gav Tipton & Co. eksplosionskraften tilbage på ”Painkiller”. Musikken kommer bedre ud af højttalerne, end den gjorde på den noget altmodisch producerede ”Redeemer Of Souls”. ”Firepower” har en moderne sound, men den kvæles ikke i den hyperkompression, som er blevet resultatet af den såkaldte loudness war.

Forbedringerne og fremskridtene når helt ud i coveret. Åh ja, hvordan gik det lige til, at Judas Priest, der oprindelig havde verdens bedste og mest banebrydende pladeomslag, endte med være serielle spredere af grafisk crap?

Nuvel, denne gang har Claudio Bergamin fået opgaven. Et besynderligt valg, vurderet ud fra hans portfolio. Men den italiensk/chilensk kunstner har faktisk skabt et cover, som har (LIDT!) af den futuristiske dynamik, jeg personligt elsker de tidlige Priest-omslag for. Indtil man vender pladen om og kigger på bagsiden … I guder!!!

”Firepower” er ikke et formfuldendt album som fx ”Killing Machine” (1978). Men det er et vitalt og stilsikkert album, hvor der – ahem – ikke rystes på hånden. <13>

Judas Priest: ”Firepower”, dobbelt lp, sort vinyl (Columbia/Sony Music)

Læs flere artikler om Judas Priest her på Rifferama (se tags i venstre spalte).

Judas Priest fra venstre: Travis, Hill, Halford, Tipton, Faulkner.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama