Vil du have riffs? Jeg mener RIFFS! Bjergkæder af RIFFS, fjeldmassiver
af RIFFS?!? Godt, så skal du bare hyre en ung, lyshåret guitarist – og skaffe
dig noget parkinson!
Sådan lader logikken til at være. For der er ellers ingen logik
i, at et ældgammelt heavy metal-band, som i deres yngre år i perioder virkede
udbrændt, begynder at lange mesterlige albums ud til deres fans. Vel at mærke
efter, at én af deres to stilskabende guitarister er gået på pension.
”Firepower” er Judas Priests andet album med Richie
Faulkner, der i 2011 erstattede K.K. Downing som Glenn Tiptons twin
lead-makker. At Priest overhovedet overlevede denne udskiftning, kom bag på de
fleste. At den tilmed viste sig at revitalisere bandet på en måde, der minder
om det boost, som Scott Travis gav Judas Priest, da han i 1989 overtog
trommepodiet efter Dave Holland (R.I.P.), ja, den havde jeg i hvert fald ikke set komme.
Kigger man på Faulkners cv, er han en ubetydelig guitarist.
Men Tipton har et mirakuløst gehør, og han kunne altså høre en Judas-broder i
Faulkners spil. Eller måske snarere en Judas-søn, for Richie er født samme år,
som Priest udgav deres store gennembrudsalbum, ”British Steel” (1980). Det mest
imponerende ved Faulkner er, at han er så aldeles uimponeret. At han uden at
ryste i læderbukserne kan deltage i sangskrivningen på et niveau, som K.K.
næppe kunne overtrumfe.
Men lad os ikke glemme, hvem der er den kunstneriske dynamo
i Judas Priest. Det er Glenn Tipton. Præcis hvorfor K.K. havde brug for at
mistænkeliggøre Tipton i forbindelse med udsendelsen af ”Firepower”, er
ubegribeligt for de fleste fans. ”Hvem spiller reelt guitarerne på albummet?” spurgte
KK inkvisitorisk, med henvisning til Tiptons fremskredne sygdom. Læs her.
Rob Halford var hurtigt ude i medierne for at sætte K.K. på
plads. Den parkinson-ramte Tipton spiller sine egne parter på ”Firepower”! Og allerede
ved første gennemlytning kan man konstatere, at Tiptons fingeraftryk som
riffmeister er spredt over hele albummet.
Jeg ønsker ikke at forklejne Faulkners bidrag til sangskrivningen.
Men Glenn Tipton tilhører heavy metals absolutte elite, hvad angår det at
kreere riffs.
”Firepower” holder en stolt riff-tradition i hævd. ”Riff
After Riff” kaldte fans i sin tid ”Sin After Sin” (1977). Og på det punkt følger
”Firepower” trop. Prøv at sidde bumstille under riffet i omkvædet til ”Flame
Thrower”. Kropumuligt!
Det nye album har endnu skarpere riffs end forgængeren ”Redeemer
Of Souls” (2014). Og mange af sangene på ”Firepower” er struktureret efter episke
mønstre, som leder tankerne hen på Judas Priests kunstneriske storhedstid i
halvfjerdserne. Sæt ”Sad Wings Of Destiny” (1976) på og hør de store
dynamikudsving, se de musikalske farver changere, og føl stemninger kæntre fra
smerte til had med et karatehugs præcision.
”Firepower” har nogle af disse kvaliteter. En fiks detalje
er fx, at den dystre intro på ”Never The Heroes” flyder ud i Ian Hills basspil,
der således er med til lave et underliggende stemningsmaleri.
Det er ikke kun i riffingen, ”Firepower” brillerer. Det er
også i melodierne og i solosekvenserne. Effekten af guitarduellen i ”Children
Of The Sun” løfter musikken et pænt stykke over ordinært heavy metal.
På ”Firepower” indgår det episke og det skallesmækkende en
alliance – akkurat som det var tilfældet på fx ”Stained Class” (1978).
Lad gå, at ”Firepower”s to åbningsnumre er overivrige efter
at please lytteren med nakkegymnastik à la ”Painkiller” (1990). Jeg bilder
hverken mig selv eller andre ind, at der er noget egentligt nyskabende på ”Firepower”.
Men der er en friskhed i numrene, en kådhed, hvor det hårdslående og det
iørefaldende smedes sammen i en ubrydelige enhed. Hør Halfords dolkestød af en
hookline i omkvædet” på ”Evil Never Dies”.
Smertensbarnet i Judas Priest har alle dage været Rob
Halford. The Metal God, der allerede tidligt i sin karriere havde problemer med
at holde de sølverne stemmebånd blanke under det hårde turnéliv. På ”Firepower”
gør han det godt. Virkelig godt. Måske det bedste vi har hørt Halford, siden han
i 2000 fandt ud af sin midtvejs- og identitetskrise med det fænomenale heavy
metal-comeback, ”Resurrection”.
Rob Halford er en stor, om end ujævn rockpoet. Jo, der er tåkrummere på ”Firepower” – altså,
hvor mange hårdrocksange har vi ikke allerede om lynnedslag og om aldrig at
overgive sig? Men der er sandelig også fejende flot poesi som fx:
The devil’s moved from Georgia
His mission’s still the same
The world’s become his oyster once again
The devil’s moved from Georgia
His mission’s still the same
The world’s become his oyster once again
Det er specielle tekster, Halford skriver. Også når han udplyndrer
genrens skatkammer af klichéer. Hvis fans virkelig lyttede til, hvad Halford synger
på ”Firepower”, tror jeg, der ville rejse sig et ramaskrig. Halford vover at gå
imod metalgenrens teologiske trend.
Halford havde allerede i sine unge år en evne til at hugge
ordene ud som skulpturer, ligesom hans metalliske form for symbolisme gav plads
til en samfundskritik, der var mere flertydig og åben for fortolkning end
datidens noget udtrådte socialrealisme.
På ”Firepower” er der også tekster, hvor der inde bag
symbolerne gemmer sig kommentarer til den politiske situation og det økologiske
ragnarok omkring os. Fx er ”Never The Heroes” et smukt alsangs-egnet nummer,
som danner modbillede til den patriotisme, som bl.a. Five Finger Death Punch
har blameret sig med de seneste år.
Produktionen? Andy Sneap og Tom Allom hører ikke blandt mine
yndlingsproducere. Men ”Firepower” har Priests bedste lyd, siden Chris Tsangarides
(R.I.P.) gav Tipton & Co. eksplosionskraften tilbage på ”Painkiller”. Musikken
kommer bedre ud af højttalerne, end den gjorde på den noget altmodisch
producerede ”Redeemer Of Souls”. ”Firepower” har en moderne sound, men den kvæles
ikke i den hyperkompression, som er blevet resultatet af den såkaldte loudness war.
Forbedringerne og fremskridtene når helt ud i coveret. Åh ja,
hvordan gik det lige til, at Judas Priest, der oprindelig havde verdens bedste
og mest banebrydende pladeomslag, endte med være serielle spredere af grafisk
crap?
Nuvel, denne gang har Claudio Bergamin fået opgaven. Et besynderligt
valg, vurderet ud fra hans portfolio. Men den italiensk/chilensk kunstner har
faktisk skabt et cover, som har (LIDT!) af den futuristiske dynamik, jeg personligt
elsker de tidlige Priest-omslag for. Indtil man vender pladen om og kigger på
bagsiden … I guder!!!
”Firepower” er ikke et formfuldendt album som fx ”Killing
Machine” (1978). Men det er et vitalt og stilsikkert album, hvor der – ahem –
ikke rystes på hånden. <13>
Læs flere artikler om Judas Priest her på Rifferama (se tags i venstre spalte).
Judas Priest fra venstre: Travis, Hill, Halford, Tipton, Faulkner. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar