De mejer metal-genren ned

Maggot Heart

Lørdag aften slog metallens fremtid ned i CPH. På halvanden time rev Reveal og Maggot Heart genren ned og byggede den op på ny. Det foregik på Spillestedet Stengade.

I 2018-perspektiv er både Reveal og Maggot Heart unge. Men de består af garvede musikere med CV’er, der bl.a. namedropper In Solitude, No Future, Repugnant, The Oath, Beastmilk, Procession, Death Alley.

Reveal var ikke kønt. Hverken at se på eller at høre på. Uppsala-gruppen mejer metalgenren ned. De dekonstruerer den, jævner den med jorden, så en ny, frisk tonekunst kan bygges op af brokkerne.

Præcis hvad sangeren Crack sang af ord, skal jeg ikke gøre mig klog på. Måske skreg han bare. En overgang proppede han mikrofonen langt ind i kæften og gav hals med begge hænder frie til manisk gestik. Han havde en hobby-saks stukket ned i støvleskafterne. Dadaismen længe leve!

Jeg stod og tænkte: Hvad minder det her om? Ikke lige noget, jeg havde oplevet før. Og dog. For inde bag kakofonien hørte jeg noget, som i korte flash mindede mig om støjen fra post-punk. Som var disse fire langhårede ungersvende kravlet op i røven på The Birthday Party eller No Knox og nu gav sig til at smadre løs på deres instrumenter.

Men det er selvfølgelig kun en gammel mand, der kan få en sådan forestilling. For det her var 2018, hvor noget nyt er ved at ske. På Stengade skete det til lyden af grise, der fik skåret struben over.

Maggot Heart ligger langt tættere på traditionel rock end Reveal. Men også her var der skåret ned på hårdrock-klichéerne. Ingen dobbelte stortrommer, ingen fjeldvægge af Marshall-forstærkere. Bare det allermest nødvendige gear og en enkel, iørefaldende hårdrock med et groove, der i lange stræk var mindst ligeså inciterende som L7s.

Maggot Heart har en nervetråd i klemme i post-punken, men man leder forgæves efter den selvhøjtidelige skjoldmur, som firsergenerationen rejste omkring sig selv.

Kapelmester Linnéa Olsson ledte mest mine tanker hen på en blond udgave af Joan Jett. Stærk, lidt sky men alligevel selvbevidst stod hun dér ved mikrofonen og sang sine tekster, mens hun håndterede den seksstrengede.

Olsson var smuk, iført stramtsiddende bukser af kunstlæder – men der var ikke dømt dum blondine. For i de øjne ser man noget, der er skarpt som stål. Her er en ung sangskriver, som ved, hvad hun vil med sin musik. Det her foregår på Linnéas præmisser, dette er Linnéas sag og de unge kvinders sag.

Med på scenen havde Olsson to mænd (Neta Shimoni (guitar), Uno Bruniusson (trommer)) og en anden ung kvinde, tæt på at ligne Olssons dobbeltgænger: Olivia Airey.

   

Pigepower-effekten udeblev da heller ikke. Op mod halvdelen af publikum var kvinder, mange purunge. Spejlneuronerne virker. Og i Maggot Heart er der noget at spejle sig i. Her er et talerør for storbypiger, for ”City Girls”, som en af Maggot Hearts sange hedder.  <13>

Maggot Heart & Reveal på Spillestedet Stengade, lørdag den 17. februar 2018

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama