Metallica udsendte det første regulære thrash metal-album. |
Rifferama zoomer ind på første halvdel af 1980’erne, hvor Dave Mustaine lod sig fotografere med en håndgranat i munden,
og hvor Iron Maidens maskot dolkede den britiske premierminister på et
pladecover.
Artikel: Peter Béliath (Publiceret i EMP/NRG, sommermagasin / katalog 2/2011)
Artikel: Peter Béliath (Publiceret i EMP/NRG, sommermagasin / katalog 2/2011)
Fartglæden var stor i de tidlige
1980’ere. I 1980 slap Judas Priest et speed metal-uvejr løs med skæringen ”Rapid
Fire”, mens Saxon drejede gashåndtaget i bund og trådte speederen i gulvet på
”Motorcycle Man” og ”Freeway Mad”. Resultat: vild jubel hos den hårdeste kerne
af headbangere, som gik flittigt op i, hvilke bands der kunne spille hurtigst.
Og mange bands
deltog i ræset med liv og sjæl. Der var godt med fræs i Iron Maidens ”Running
Free” (1980). En Maiden-skæring som ”Prowler” (1980) var kult i den ekstreme
metalundergrund langt op i 1980’erne.
Til
fartbøllerne i The New Wave Of British Heavy Metal hørte desuden Blitzkrieg,
Raven, Tank, Savage, Satan, Sweet Savage og Jaguar. Jaguar fik mange til at
tabe kæben med deres rasende hurtige single ”Axe Crazy” (1982).
Accepts ”Fast
As A Shark” (1982) havde en overgang hastighedsrekorden. Sangen lagde uskyldigt
ud med lidt tyrolersang, før Udo Dirschneider & Co. gik amok i et hidtil
uhørt inferno af speed metal.
Men Accept fik
kamp til stregen af Avengers ”Faster Than Hell” (demoversion fra 1983), Iron
Angels ”Rush Of Power” (demoversion fra 1984) etc. Accept, Avenger og Iron
Angel kom alle fra Tyskland, og den tyske scene var i det hele taget en
heksekedel af ekstrem metalbegejstring. Helloween og Running Wild var nogle af
de tyske grupper, der var med til at gøre heavy metal-spillestilen hurtigere,
vildere og mere ekstrem.
Running Wilds
bandleder, Rock ’n’ Rolf Kasparek, opkaldte gruppen efter et af de hurtigste
Judas Priest-numre. Running Wilds image var fra starten ”black”, og deres
tekster og titler var fyldt med ord som ”Satan” og ”helvede”, ”dæmon”, ”ond”
etc. Et af glansnumrene på deres 1983-demo hed “Adrian S.O.S.”; ”S.O.S.” var en
forkortelse af ”Son Of Satan”, og med den titel måtte musikken jo være hurtig.
Men andre kontinentale bands lagde sig
også i speed metal-selen. Belgiske Acid havde en kvindelig sanger og et trofast
publikum, der bl.a. talte læderhalse i biker-miljøet. Tjek lige Acid-titler som
”Lucifera”, ”Demon”, ”Heaven’s Devils” og ”Satan” (udgivet 1982-83). Titlerne
var ikke udtryk for satanisme, men for antiautoritær rocker-kultur. Og i det
miljø køres der som bekendt hurtigt, hvilket kom rigeligt til udtryk i Acids
musik.
Hvad Acid
manglede i musikalsk raffinement, kunne man til gengæld finde hos franske
H-Bomb, der spillede mindst ligeså melodisk som hurtigt på ep’en ”Coup de
Metal” (1983). H-Bombs ep udkom på samme selskab (Rave-On Records) som danske
Mercyful Fates debut-plade (1982) og Evils ”Evil’s Message” (1984). Evils musik
blev drevet frem af den hyperaktive trommeslager Freddie Wolf, hvis tekniske
spil er legendarisk i metalundergrunden den dag i dag.
Canada udspyede
også musikalsk vitriol. Toronto-bandet Anvil var ustyrlige, når de slog til i
ultraheavy numre som ”666” og ”Jackhammer” (begge fra det klassiske album
”Metal On Metal”, 1982). Her var fart kombineret med musikalsk råstyrke og
elegance.
Ottawa-gruppen
Exciter var betydeligt mere primitiv; når man satte pick-uppen i deres
debutalbum ”Heavy Metal Mania” (1983), blev man straks blæst omkuld af en
musikalsk stålstorm. Der er folk, der mener, at netop ”Heavy Metal Mania” var
verdenshistoriens første thrash metal-album. Sandheden er i hvert fald, at
intet band havde en mere lammende slagkraft end Exciter, der da også lynhurtigt
opnåede heltestatus i undergrunden.
Desværre formåede Exciter aldrig at rejse
sig fra undergrunden. Det samme gælder amerikanske The Rods, der var en af de
allerførste metalgrupper, der gjorde radikalt op med den pæne, polerede og
radiovenlige letvægtsmetal, som var på mode i USA i starten af 1980’erne. The
Rods satte pulsen op på publikum med numre som ”Speed Demon” (1983). Den titel
var lige efter bogen, så det var ikke underligt, at ”Speed Demon” dukkede op
som titel på en helt anden, men mindst ligeså hurtig sang med gruppen Keel i
1984 (sangen findes i en demoindspilning fra 1983).
Endnu mere
knald var der på amerikanske Hawaii, der blev ledet af superguitaristen Marty
Friedman, som senere blev optaget i Megadeths rækker. Hawaii vakte opsigt ved
at spille hurtigt uden at give køb på de tekniske finesser, og deres ”The Pit
And The Pendulum” (inspireret af en skrækfortælling af selveste Edgar Allan
Poe) står som noget af det ypperste, der udkom i det Herrens speed metal-år
1983. Et andet højdepunkt fra det år var japanske Loudness, der flintrede
fornøjeligt deruda’ på en skæring, der slet og ret hed ”Speed”.
Metalscenen var
kort sagt blevet speedalsk. Derfor var det også logisk for de hyperaktive
englændere i Raven at skrive en sang, der matchede titlen: ”Faster Than The
Speed Of Light” (1982).
I 1985 gik Carl
Canedy (The Rods), Dan Beehler (Exciter), Billy Sheehan (Talas), Dan Spitz
(Anthrax) og flere andre fartgale musikere sammen og dannede supergruppen
Thrasher. Det kom der albummet ”Burning At The Speed Of Light” (1985) ud af.
Titlen taler for sig selv, og der var i det hele taget tale om en speed
metal-revolution. Vectoms album fra 1985 hed da også ”Speed Revolution”, og den
indeholdt naturligvis en skæring med titlen ”Too Fast For Hell”.
Phantom Lord
fra Belgien havde en sang, der hed ”Speed Kills” (1985). Det var en drøngod
titel, så derfor udgav Music For Nations samme år et opsamlingsalbum, der hed
”Speed Kills”. De medvirkende grupper var: Hallows Eve, Exodus, Destruction,
Bulldozer, Metallica, Slayer, Possessed, Exciter, Venom, Voivod, Megadeth og
Celtic Frost. Det var, med få undtagelser, også cremen af datidens
højhastigheds-bands.
Noget mere
undergrundsagtig var den serie af opsamlingsalbums, som New Renaissance Records
udgav i årene 1985-87. Disse skiver bar titlerne ”Speed Metal Hell”, ”Speed
Metal Hell II” og ”Speed Metal Hell III”. Et par danske bands, Artillery og
Samhain, blev fundet værdige til at blive inkluderet på denne albumserie.
Metallica var måske ikke det første
thrash-band, men de var det første regulære thrash-band, som udsendte et album.
”Kill ’Em All” udkom i 1983 og slog alle rekorder, hvad angår hastighed og
brutalitet.
”Kill ’Em All”
var med til at formulere thrash-ideologien. Den voldsomme musik blev serveret i
et pladecover, der havde den rette (=voldelige) signalværdi: en hammer, der
ligger i en blodpøl. Men teksterne og sloganet på omslagets bagside var også
med til at sende det rette fundamentalistiske signal. ”Bang that head that
doesn’t bang,” lød Metallicas slogan. Altså: enten er I med os, eller også er I
imod os.
En lignende
indstilling fandt man hos de grupper, der fulgte med i Metallicas slipstrøm.
Det gjaldt f.eks. Slayer, der udsendte deres første album i slutningen af 1983.
I 1984 debuterede Anthrax og Overkill på vinyl. Året efter gik det løs med
udgivelser fra Exodus, Megadeth, Dark Angel, Possessed, Hirax, Nasty Savage,
Hallows Eve, Whiplash m.fl. Et band, der vakte særlig opsigt, var Metal Church,
hvis debutalbum stadig rejser sig som en milepæl i 1980’ernes højhastighedsmetal.
Thrash-manien
spredte sig hurtigt til Canada og Europa. Voivod fra Quebec spillede uhørt
brutalt efter datidens målestok, og de udsendte deres første album i 1984. Det
samme gjorde svenske Bathory. Fra Schweiz kom de voldhærgende Hellhammer, hvis
ep ”Apocalyptic Raids” (1984) fik selv en hærdet thrasher som Bernard Doe fra
metalmagasinet Metal Forces til at udsende katastrofevarsel.
I Tyskland
dukkede Sodom (ep ude i 1984), Destruction (ep ude i 1984), Living Death
(lp-debut i 1984) og Kreator (lp-debut i 1985) op. I England var Onslaught
(lp-debut i 1985) bannerførere for thrash-stilen, og i Danmark var det
Artillery (lp-debut i 1985), som fyrede salutten af til ære for den nye
energiske metalstil.
Hvorfor blev heavy metal-genren
så ekstrem i 1980’erne? Man kan ikke give et entydigt svar, men:
Generelt var 1980’erne et
kriseårti, der var præget af en stor økonomisk nedtur. Heavy metal var primært et
arbejderklasse-fænomen. Og i 1980’erne stod konservative magthavere som den
amerikanske præsident Ronald Reagan, den britiske premiereminister Margaret
Thatcher og Danmarks statsminister Poul Schlüter for en politik, der
favoriserede de rige og ofte gav krisens sorteper videre til samfundets lavere
lag. Nedskæring fulgte på nedskæring, og flere og flere unge mennesker følte
sig marginaliseret og diskrimineret. Vreden og frustrationerne skulle ud på en
måde. Og i den hårde rock fik både musikere og fans afløb for deres
aggressioner.
Vi må heller ikke glemme, at
der herskede en undergangsstemning i Vesten. 1980’erne var et dystert årti. De
to supermagter, Sovjetunionen og USA, førte kold krig mod hinanden, og frygten
for en altødelæggende atomkrig skabte en trykket stemning. Dertil kom frygten
for den nye, uhelbredelige sygdom AIDS. Det var alt sammen faktorer, som fik
betydning for heavy metal-genrens udvikling.
Det, at metalmusikken i
1980’erne blev mere og mere ekstrem, havde altså en vis sammenhæng med de samfundsmæssige
vilkår i perioden. For kunsten vil altid i større eller mindre grad afspejle
samfundet – og når samfundet bliver hårdere, bliver musikken også hårdere. <13>
Ingen kommentarer:
Send en kommentar