Da metal-scenen blev speedalsk – del 2

Metallica udsendte det første regulære thrash metal-album.

Før der var thrash metal, var der heavy metal, som blev spillet hurtigt. Meget hurtigt. Det er her, man skal finde rødderne til det, vi i dag kalder thrash, death og black metal.

Rifferama zoomer ind på første halvdel af 1980’erne, hvor Dave Mustaine lod sig fotografere med en håndgranat i munden, og hvor Iron Maidens maskot dolkede den britiske premierminister på et pladecover.

Artikel: Peter Béliath (Publiceret i EMP/NRG, sommermagasin / katalog 2/2011)

ACHTUNG!

Dette er 2. del af en længere temaartikel om ekstremmetallens opståen.   
1. del kan læses her.

Fartglæden var stor i de tidlige 1980’ere. I 1980 slap Judas Priest et speed metal-uvejr løs med skæringen ”Rapid Fire”, mens Saxon drejede gashåndtaget i bund og trådte speederen i gulvet på ”Motorcycle Man” og ”Freeway Mad”. Resultat: vild jubel hos den hårdeste kerne af headbangere, som gik flittigt op i, hvilke bands der kunne spille hurtigst.

        

Og mange bands deltog i ræset med liv og sjæl. Der var godt med fræs i Iron Maidens ”Running Free” (1980). En Maiden-skæring som ”Prowler” (1980) var kult i den ekstreme metalundergrund langt op i 1980’erne.

        

Til fartbøllerne i The New Wave Of British Heavy Metal hørte desuden Blitzkrieg, Raven, Tank, Savage, Satan, Sweet Savage og Jaguar. Jaguar fik mange til at tabe kæben med deres rasende hurtige single ”Axe Crazy” (1982).

        

Accepts ”Fast As A Shark” (1982) havde en overgang hastighedsrekorden. Sangen lagde uskyldigt ud med lidt tyrolersang, før Udo Dirschneider & Co. gik amok i et hidtil uhørt inferno af speed metal.

        

Men Accept fik kamp til stregen af Avengers ”Faster Than Hell” (demoversion fra 1983), Iron Angels ”Rush Of Power” (demoversion fra 1984) etc. Accept, Avenger og Iron Angel kom alle fra Tyskland, og den tyske scene var i det hele taget en heksekedel af ekstrem metalbegejstring. Helloween og Running Wild var nogle af de tyske grupper, der var med til at gøre heavy metal-spillestilen hurtigere, vildere og mere ekstrem.

        

Running Wilds bandleder, Rock ’n’ Rolf Kasparek, opkaldte gruppen efter et af de hurtigste Judas Priest-numre. Running Wilds image var fra starten ”black”, og deres tekster og titler var fyldt med ord som ”Satan” og ”helvede”, ”dæmon”, ”ond” etc. Et af glansnumrene på deres 1983-demo hed “Adrian S.O.S.”; ”S.O.S.” var en forkortelse af ”Son Of Satan”, og med den titel måtte musikken jo være hurtig.

Exciter spillede med en hidtil uhørt power.

LAMMENDE SLAGKRAFT

Men andre kontinentale bands lagde sig også i speed metal-selen. Belgiske Acid havde en kvindelig sanger og et trofast publikum, der bl.a. talte læderhalse i biker-miljøet. Tjek lige Acid-titler som ”Lucifera”, ”Demon”, ”Heaven’s Devils” og ”Satan” (udgivet 1982-83). Titlerne var ikke udtryk for satanisme, men for antiautoritær rocker-kultur. Og i det miljø køres der som bekendt hurtigt, hvilket kom rigeligt til udtryk i Acids musik.

        

Hvad Acid manglede i musikalsk raffinement, kunne man til gengæld finde hos franske H-Bomb, der spillede mindst ligeså melodisk som hurtigt på ep’en ”Coup de Metal” (1983). H-Bombs ep udkom på samme selskab (Rave-On Records) som danske Mercyful Fates debut-plade (1982) og Evils ”Evil’s Message” (1984). Evils musik blev drevet frem af den hyperaktive trommeslager Freddie Wolf, hvis tekniske spil er legendarisk i metalundergrunden den dag i dag.

        

Canada udspyede også musikalsk vitriol. Toronto-bandet Anvil var ustyrlige, når de slog til i ultraheavy numre som ”666” og ”Jackhammer” (begge fra det klassiske album ”Metal On Metal”, 1982). Her var fart kombineret med musikalsk råstyrke og elegance.

        

Ottawa-gruppen Exciter var betydeligt mere primitiv; når man satte pick-uppen i deres debutalbum ”Heavy Metal Mania” (1983), blev man straks blæst omkuld af en musikalsk stålstorm. Der er folk, der mener, at netop ”Heavy Metal Mania” var verdenshistoriens første thrash metal-album. Sandheden er i hvert fald, at intet band havde en mere lammende slagkraft end Exciter, der da også lynhurtigt opnåede heltestatus i undergrunden.

Samhain var pionerer på den danske ekstremmetal-scene.

FART-REVOLUTION

Desværre formåede Exciter aldrig at rejse sig fra undergrunden. Det samme gælder amerikanske The Rods, der var en af de allerførste metalgrupper, der gjorde radikalt op med den pæne, polerede og radiovenlige letvægtsmetal, som var på mode i USA i starten af 1980’erne. The Rods satte pulsen op på publikum med numre som ”Speed Demon” (1983). Den titel var lige efter bogen, så det var ikke underligt, at ”Speed Demon” dukkede op som titel på en helt anden, men mindst ligeså hurtig sang med gruppen Keel i 1984 (sangen findes i en demoindspilning fra 1983).

        

Endnu mere knald var der på amerikanske Hawaii, der blev ledet af superguitaristen Marty Friedman, som senere blev optaget i Megadeths rækker. Hawaii vakte opsigt ved at spille hurtigt uden at give køb på de tekniske finesser, og deres ”The Pit And The Pendulum” (inspireret af en skrækfortælling af selveste Edgar Allan Poe) står som noget af det ypperste, der udkom i det Herrens speed metal-år 1983. Et andet højdepunkt fra det år var japanske Loudness, der flintrede fornøjeligt deruda’ på en skæring, der slet og ret hed ”Speed”.

        

Metalscenen var kort sagt blevet speedalsk. Derfor var det også logisk for de hyperaktive englændere i Raven at skrive en sang, der matchede titlen: ”Faster Than The Speed Of Light” (1982).

        

I 1985 gik Carl Canedy (The Rods), Dan Beehler (Exciter), Billy Sheehan (Talas), Dan Spitz (Anthrax) og flere andre fartgale musikere sammen og dannede supergruppen Thrasher. Det kom der albummet ”Burning At The Speed Of Light” (1985) ud af. Titlen taler for sig selv, og der var i det hele taget tale om en speed metal-revolution. Vectoms album fra 1985 hed da også ”Speed Revolution”, og den indeholdt naturligvis en skæring med titlen ”Too Fast For Hell”.

        

Phantom Lord fra Belgien havde en sang, der hed ”Speed Kills” (1985). Det var en drøngod titel, så derfor udgav Music For Nations samme år et opsamlingsalbum, der hed ”Speed Kills”. De medvirkende grupper var: Hallows Eve, Exodus, Destruction, Bulldozer, Metallica, Slayer, Possessed, Exciter, Venom, Voivod, Megadeth og Celtic Frost. Det var, med få undtagelser, også cremen af datidens højhastigheds-bands.

        

Noget mere undergrundsagtig var den serie af opsamlingsalbums, som New Renaissance Records udgav i årene 1985-87. Disse skiver bar titlerne ”Speed Metal Hell”, ”Speed Metal Hell II” og ”Speed Metal Hell III”. Et par danske bands, Artillery og Samhain, blev fundet værdige til at blive inkluderet på denne albumserie.

Megadeth, som de præsenterede sig i midten af 1980'erne.

EN HAMMER I EN BLODPØL

Metallica var måske ikke det første thrash-band, men de var det første regulære thrash-band, som udsendte et album. ”Kill ’Em All” udkom i 1983 og slog alle rekorder, hvad angår hastighed og brutalitet.

        

”Kill ’Em All” var med til at formulere thrash-ideologien. Den voldsomme musik blev serveret i et pladecover, der havde den rette (=voldelige) signalværdi: en hammer, der ligger i en blodpøl. Men teksterne og sloganet på omslagets bagside var også med til at sende det rette fundamentalistiske signal. ”Bang that head that doesn’t bang,” lød Metallicas slogan. Altså: enten er I med os, eller også er I imod os.

        

En lignende indstilling fandt man hos de grupper, der fulgte med i Metallicas slipstrøm. Det gjaldt f.eks. Slayer, der udsendte deres første album i slutningen af 1983. I 1984 debuterede Anthrax og Overkill på vinyl. Året efter gik det løs med udgivelser fra Exodus, Megadeth, Dark Angel, Possessed, Hirax, Nasty Savage, Hallows Eve, Whiplash m.fl. Et band, der vakte særlig opsigt, var Metal Church, hvis debutalbum stadig rejser sig som en milepæl i 1980’ernes højhastighedsmetal.

        

Thrash-manien spredte sig hurtigt til Canada og Europa. Voivod fra Quebec spillede uhørt brutalt efter datidens målestok, og de udsendte deres første album i 1984. Det samme gjorde svenske Bathory. Fra Schweiz kom de voldhærgende Hellhammer, hvis ep ”Apocalyptic Raids” (1984) fik selv en hærdet thrasher som Bernard Doe fra metalmagasinet Metal Forces til at udsende katastrofevarsel.

        

I Tyskland dukkede Sodom (ep ude i 1984), Destruction (ep ude i 1984), Living Death (lp-debut i 1984) og Kreator (lp-debut i 1985) op. I England var Onslaught (lp-debut i 1985) bannerførere for thrash-stilen, og i Danmark var det Artillery (lp-debut i 1985), som fyrede salutten af til ære for den nye energiske metalstil.

De fleste metalfans var politisk enige med Eddie i 1980'erne.

UNDERGANGSSTEMNING

Hvorfor blev heavy metal-genren så ekstrem i 1980’erne? Man kan ikke give et entydigt svar, men:

        

Generelt var 1980’erne et kriseårti, der var præget af en stor økonomisk nedtur. Heavy metal var primært et arbejderklasse-fænomen. Og i 1980’erne stod konservative magthavere som den amerikanske præsident Ronald Reagan, den britiske premiereminister Margaret Thatcher og Danmarks statsminister Poul Schlüter for en politik, der favoriserede de rige og ofte gav krisens sorteper videre til samfundets lavere lag. Nedskæring fulgte på nedskæring, og flere og flere unge mennesker følte sig marginaliseret og diskrimineret. Vreden og frustrationerne skulle ud på en måde. Og i den hårde rock fik både musikere og fans afløb for deres aggressioner.

        

Vi må heller ikke glemme, at der herskede en undergangsstemning i Vesten. 1980’erne var et dystert årti. De to supermagter, Sovjetunionen og USA, førte kold krig mod hinanden, og frygten for en altødelæggende atomkrig skabte en trykket stemning. Dertil kom frygten for den nye, uhelbredelige sygdom AIDS. Det var alt sammen faktorer, som fik betydning for heavy metal-genrens udvikling.

        

Det, at metalmusikken i 1980’erne blev mere og mere ekstrem, havde altså en vis sammenhæng med de samfundsmæssige vilkår i perioden. For kunsten vil altid i større eller mindre grad afspejle samfundet – og når samfundet bliver hårdere, bliver musikken også hårdere.  <13>

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama