Heavy metal-fans er troløse

I 1994 udsendte Mötley Crüe deres heavieste og måske bedste album nogensinde. Men gruppens fans ville ikke røre albummet med en ildtang. Hvorfor?

Mötley Crüe anno 1994. Fra venstre: Nikki Sixx, Tommy Lee, Mick Mars og John Corabi.

1990’erne var en udfordring for de fleste af 1980’ernes hårdrock-stjerner. En mega, gigantisk, koloenorm udfordring. Og dem, som udfordringen var hårdest for, var glam-grupperne fra Los Angeles.

En ny generation af alternative rocknavne tog over, nærmest fra den ene dag til den anden. Den store skæringsdato var den 24. september 1991, hvor Nirvana sendte albummet ”Nevermind” på markedet. Det album havde cirka samme effekt som det meteornedslag, der angiveligt udryddede dinosaurerne.

Et af de 1980’er-bands, der allermest lignede en dinosaurus i 1994, var Mötley Crüe.

Los Angeles-gruppen havde lige siden udgivelsen af den flabede fræser ”Too Fast For Love” (1981) været spydspids i en af 1980’ernes mest dominerende rock-trends: glam metal. Og det med en uhørt, ja, næsten sjofel succes, taget i betragtning at Nikki Sixx & Co. fra naturens hånd var udrustet med et ret begrænset talent. Så stor var Mötleys succes i 1980’erne, at bandmedlemmerne efterhånden kunne tapetsere deres vægge med mere ædelt metal, end der er guld i Fort Knox.

Men i 1994 var festen slut for Poison, Ratt, Warrant og alle de glamourøse grupper, der var fulgt med i Mötley Crües slipstrøm. Det gav sig selv, at også Mötley Crües situation var kritisk.

Nogen i branchen må imidlertid have levet i et parallelt univers. Eller også kunne man bare ikke se rockens kendsgerninger pga. røgen fra de tændte havannesere i direktionslokalerne på Elektra Records. Elektra-bosserne havde nemlig ladet bassisten Nikki Sixx og de andre musikanter i Mötley Crüe sætte deres autograf på en ny, fed 25-million-dollars-kontrakt! Den slags forpligter.

BRØL FRA LØVERNES KONGE

Så presset var stort på Mötley Crüe, da gruppen i marts 1994 udsendte deres sjette studiealbum. Der var noget at leve op til.

Det foregående album, ”Dr. Feelgood” (1989), havde sat nye salgsrekorder. Og ”Dr. Feelgood”s produktion var så vellykket, at Lars Ulrich & Co. hyrede produceren Bob Rock til at bistå Metallica under indspilningerne af det, der senere skulle vise sig at blive storsællerten over alle metalliske storsællerter: ”Metallica” (også kaldet ”det sorte album”) fra 1991.

Mötley Crüe havde fået en flot slutning på 1980’erne. De havde været nr. 1 på den amerikanske hitliste. De havde haft sex med alt, hvad der havde en puls. De havde taget stort set alle de stoffer, som pushere kunne opdrive. De manglede kun én ting: anerkendelse.

Og anerkendelse får man ikke med en sanger som Vince Neil. Neil var godt nok et glam-ikon i 1980’erne, men han var ikke ligefrem heavy metals svar på Pavarotti. Måske blev Neil fyret. Måske skred han af egen fri vilje. Versionerne af Mötleys spraglede historie varierer alt efter, hvem der har ordet.

Men om alle omstændigheder var der en ny mand bag mikrofonen, da ”Til Death Do Us Part” blev indspillet. Den nye mand hed John Corabi, og ham stjal Crüe fra L.A.-bandet The Scream.

Corabi var alt det, som Neil ikke var. Og omvendt. Neil var lyshåret, hvorimod Corabi var mørkhåret. Og den forskel afspejlede sig også i de to herrers vokalpræstationer. Neil nærmest bare mjavede, mens Corabi brølede som løvernes konge.

Det var dog ikke kun på den vokale front, at Mötley Crüe var som forvandlet. Mötley havde ikke kun skåret ned på brugen af hårlak, de havde også skåret drastisk ned på de poppede hitliste-elementer. Det var svært at synge med på omkvædene i bandets nye sange. Der var faktisk ikke ét eneste oplagt hit på det nye album.

Bastant og tonstung rock dundrede ud af højttalerne. Det var gammeldags på en ny måde, leveret i en Bob Rock-produktion, hvor Tommy Lees elegante trommespil var helt i front.

Onde tunger beskyldte Mötley Crüe for at følge datidens herskende grunge-mode. Det var uretfærdigt, selvom de nedstemte guitarer og et par fraseringer hist og pist nok ville have lydt anderledes, hvis ikke bands som Alice In Chains og Soundgarden havde haft herredømmet på rockscenen i de år.

SEKSUELLE OVERGREB PÅ BØRN

Musikalsk var John Corabi en gevinst for Mötley Crüe. Han var ikke kun sanger, men også en habil guitarist, som var i stand til at give Mick Mars et hård tiltrængt modspil – og frirum til at eksperimentere med ting, der ikke hidtil havde været plads til i Mötleys noget begrænsede repertoire.

Og så havde Corabi åbenbart ambitioner om at synge om andet end lagengymnastik. For første gang siden debutalbummet fra 1981 lagde Mötley øret til stenbroen for at lytte sig frem til, hvad der skete på gaden – derude i virkeligheden, uden for ruderne i luksus-suiterne og sportsvognene, hinsides den kødrand af blondiner med silikonepatter, der havde slået ring om Mötley Crüe lige siden succesens start.

Det betød, at tekstmaterialet bl.a. bar præg af Los Angeles-opstanden i 1992 – en opstand, der hærgede den californiske storby som følge af en noget suspekt retssag, hvor en primært hvid jury frifandt fire strissere, der var tiltalt for at tæve en sort mand (Rodney King). Vupti, Mötley var pludselig på barrikaderne.

Sangen ”Uncle Jack” handlede om John Corabis onkel, der var tiltalt for at have misbrugt tyve børn seksuelt. Historien om onkel Jack (læs den i en mere udførlig udgave her) var kringlet. For onklen blev løsladt, da der var risiko for, at hans medfanger ville overfalde og myrde ham i fængslet. Straks han var på fri fod, fandt onklen et job på en katolsk skole, han flyttede sammen med en kvinde, der havde to unge drenge … ja, læseren har gættet det: onkel Jack fortsatte sine ugerninger. ”Uncle Jack” var unægtelig en sang med en anden alvor end den, man fandt i sange som ”Girls, Girls, Girls” (1987) og ”She Goes Down” (1989).

Måske var det for at betone, at det her var essensen af Mötley Crüe, eller også efterabede Nikki Sixx & Co. bare Metallica, der som bekendt fik overdreven stor succes med deres Bob Rock-producerede 1991-album, der slet og ret hed ”Metallica”. I hvert fald kom Mötley Crües sjette studiealbum alligevel ikke til at hedde ”Til Death Do Us Part”. Skiven fik den varefakta-agtige titel ”Mötley Crüe”.

GLAM-FANS BLEV TIL GRUNGE-FANS

Om ”Mötley Crüe” floppede? Mon ikke! ”Dr. Feelgood” skaffede Mötley Crüe seks-dobbelt platin, hvorimod ”Mötley Crüe” kun solgte til en sølle guldplade.

Hvorfor gik det så galt? Som altid er forklaringerne mange. Men de fleste forklaringer er bare bortforklaringer. Her er et par stykker:

1. Pladeselskabet bakkede ikke albummet op – af årsager, der ikke var helt indlysende (Elektra havde jo satset 25 millioner på bandet!).

2. Nikki Sixx kom til at true en studievært på MTV med tørre tæsk under et interview, og den slags bringer ikke et hårdt trængt band i heavy rotation på en magtfuld tv-kanal.

Men den mest nærliggende forklaring er vist desværre: heavy metal-fans er ikke nær så trofaste, som de bilder sig ind.

Vi metalfans vil bare ikke indrømme det. Ja, det er nærmest et tabu i metalkredse. Men i det ene tiår dyrker vi glamourøse idoler, mens vi det næste helst vil nynne med på musik, der spilles af ungersvende i flannelsskjorter og fløjlsbukser med hængerøv.

Lad os se kendsgerningerne i øjnene: Det forholder sig jo ikke sådan, at de millioner af fans, der købte albums og koncertbilletter med puddelbands i 1980’erne, bare sank i jorden, den dag Nirvana udsendte ”Nevermind”. Nej, de begyndte i stor stil at købe albums og koncertbilletter med en anden type bands. Glam-fans blev til grunge-fans.

Der findes en vandrehistorie om, at Mötley Crües fans savnede Vince Neil, og at de afholdt sig fra at købe ”Mötley Crüe” pga. John Corabis vokal. Men den forestilling kan let afvises. For allerede i 1996 blev Neil taget til nåde. Det havde bare ingen som helst effekt på Mötley Crües pladesalg. Selv ikke den i fandommen skamroste ”Saints Of Los Angeles” (2008) har kunnet skaffe Nikki Sixx & Co. en guldplade i USA.

Det er naturligvis sørgeligt. For Mötley Crüe. For metalscenen er det imidlertid mere sørgeligt, at Mötley Crües heavieste og måske bedste album aldrig blev andet end en parentes i gruppens karriere. \m/

Læs min anmeldelse (”Ikke et ord om kvinders kønsorganer”) af ”Mötley Crüe” her.