På korstog for heavy metal

I 1990’erne var metalgenren ved at løbe af sporet. Men så, i 1997, trådte en korsridder ind på heavy-scenen med en gigantisk hammer …

Hammerfalls maskot hedder Hector. Han slår et slag for ægte heavy metal.

I sidste halvdel af 1990’erne var metalscenen blevet bange for sin egen skygge. Look, lyd og stort set alt andet, der tilhørte den traditionelle metalkultur, var pinligt.

Den læderklædte, hornkastende kultur overlevede primært i undergrundens dyb – i de skumleste enklaver inden for ekstremmetallen (black metal, dødsmetal, retro-thrash etc.). Ellers var det yt at have en metal-selvbevidsthed. Kerrang!, verdens første og største metalmagasin, gik indie og begyndte at tiljuble alskens alternativ rock. Metal Hammer slettede det skrækkelige ord ”metal” i sit logo og blev bare til Hammer.

Nu-metal var den nyeste dille, det samme var industrial metal – tabuer blev brudt ned, og traumer blev stillet til skue. Det var slut med fest og farver à la AC/DC og Van Halen. Grunge-moden dikterede, at metalgrupper skulle barrikadere sig bag ironiske attituder. Når man så interviews på MTV, konkurrerede Alice In Chains og Tool med sig selv og hinanden om, hvem der kunne skabe sig mest ironisk foran det rullende kamera. Det eneste, de ikke ironiserede over, var dem selv.

AFSPORET METALGENRE

Misforstå mig ikke. Grunge og nu-metal var en sund reaktion på 1980’ernes puddelfeber. Alt godt om folk som industrial-provokatøren Marilyn Manson, der gav den skinhellige borgerlighed ridser i lakken. Ikke et ondt ord om Tool, Korn og andre bands, som var med til at flytte grænserne for, hvad tonekunstnere kan gøre med det metalliske udtryk.

Meeen videoen til Tools ”Prison Sex” er ikke ligefrem noget, man kommer i festhumør af. Der er også en grænse for, hvor længe man orker at stave sig igennem selviscenesættende interviews med musikanter, der åh så åbenhjertigt fortæller om deres spiseforstyrrelser. Og man bliver bare ekstra træt, når deres musik oven i købet er én stor bredkastning af tristhed.

Det var derfor ikke underligt, at de svenske sleaze-spasmagere Backyard Babies stillede det eksistentielle spørgsmål: ”(Is It) Still Alright To Smile” (singleudspil fra 1998).

Og mig selv? Ved mere end én lejlighed overvejede jeg, om jeg var ved at få en identitetskrise – for var det ikke oprindelig meningen, at heavy metal og hård rock skulle sparke røv? Havde Black Sabbath ikke allerede i 1970 demonstreret, at man udmærket kan vække til eftertanke og synge om inderlig smerte uden at give køb på kick ass-attituden?

Efter min mening var metalgenren ved at løbe af sporet i 1990’erne. Mike Tramp og andre gamle hair metal-idoler fra 1980’erne gjorde halvhjertede forsøg på at komme inden for i varmen ved at spille grunge. The Metal God himself, Rob Halford, begyndte at rakke ned på heavy metal og ville pludselig til at spille industrial.

Og hvor fedt var det lige, at Gene Simmons og Paul Stanley i desperation måtte hyre folk fra Faith No More og det, der var værre udi anti-metalliske bravader, til at hylde Kiss på tribute-albummet ”Kiss My Ass” (1994), der bar den alt for sigende undertitel: ”Classic Kiss Regrooved”. Reegroved, min røv.

Det var mildest talt ved at blive for aparte og avantgarde – selv for mig, der en overgang anmeldte folk noir i NRG!

Men så en aften i efteråret 1997 sad jeg og arbejdede mig igennem stakken af promo-cd’er, der var væltet ud af postkassen i ugens løb. Halløjsa! Hvad var det? Noget så oldschool-metallisk som et pladecover med en fantasy-kriger, der var bevæbnet med en mega mukkert …

Hammerfall, som de så ud omkring debuten.

MEDRIVENDE SOM EN STORMFLOD

”HEAVY METAL IS STILL ALIVE!” stod der øverst på pressemeddelelsen, der tilmed fortalte (eller indrømmede?), at det her var pladeselskabet ”Nuclear Blasts første ’true metal’-udgivelse.”

Og ganske rigtigt: Hammerfalls ”Glory To The Brave” var ægte heavy metal af den gamle skole. Her var nul growl, nul staccato-riffs, nul industrielle samplinger, nul rap, nul blast beats, ingen brægende klagesange, ingen opkastninger af psykisk slim. I stedet blev mine trommehinder ramt af den mest livsbekræftende og medrivende metalrock, jeg havde hørt siden Judas Priests ”Painkiller” (1990). Og så måtte jeg til tasterne. I NRG nr. 7 (januar 1998) kunne man læse denne anmeldelse:

”Så er der workout-tid for headbanger-musklerne, folkens! Svenske Hammerfall har været en tur på de tyske hitlister med denne gang supermelodisk 1980’er-heavy metal, der godt kan gøre det ud for Helloweens ”Keeper Of The Seven Keys Part III”. Men der spores også inspirationer fra Manowar, Iron Maiden, Riot, Accept, Anvil og andre af 1980’ernes glorværdige bands.

Numre som ”The Metal-Age” og ”Steel Meets Steel” er ligeså medrivende som en stormflod – sidstnævnte er en korstogshymne med et vaskeægte Mercyful Fate-break. Og så giver Hammerfall tilmed en virkelig vellykket coverversion af Warlords ”Child Of The Damned”.

Hammerfall er – ahem – hamrende uoriginale, men meget, meget underholdende.”

Teksterne flød over med dragekampe og ridderromantik. Korsfarernes bannere blafrede i blæsten, og tempelherrerne hævede deres sværd i triumf. Hammerfall kunne være lydsporet til Arn eller Ivanhoe. Meget passende for resten, for ”Glory To The Brave” efterlod ingen tvivl om, at det sveske band var på korstog for heavy metal.

MILEPÆL I 1990’ERNES HÅRDROCK                     

Jo, ”Glory To The Brave” brød med tidsånden – og på den måde skabte Hammerfall selv en ny trend, som vi skriverkarle gerne kaldte true metal. Ikke mindst Tyskland spyede true metal-bands som Sacred Steel ud på markedet. Men gamle 1980’er-grupper som Warrior, Agent Steel og Jag Panzer kunne også bade sig i et strejf af det projektørlys, som pludselig fejede hen over den traditionelle metalscene. Takket være Hammerfall.

Når jeg genhører ”Glory To The Brave” i dag, godter jeg mig især over, at Hammerfall i det elendighedens og grungiansk-puritanske hængemule-år 1997 vovede at indspille – og udgive! – hele to svulstige power ballader, som selv Scorpions ville misunde svenskerne. Den slags ville normalt have sat et band i gabestokken til spot og spe for Beavis & Butt-head-generationen. Men for Hammerfall blev det en triumf. Albummet rundede rask væk 100.000 solgte eksemplarer, og det tyske magasin Rock Hard kårede ”Glory To The Brave” til årets bedste album i 1997.

”Glory To The Brave” holder stadig, her i det 21. århundrede. Albummet står urokkeligt som en milepæl i 1990’ernes hårdrock. Og som et vidnesbyrd om, at i heavy metal kan man skabe mode ved at gå imod moden. \m/

FACEBOOK: Bliv ven med Peter Béliaths Rifferama