Mindeartikel: Peter Béliath
(Publiceret på Rifferamas Facebook-side, februar 2014, i anledning af 20-års
jubilæet for udsendelsen af ”In The Nightside Eclipse”. Artiklen er let
redigeret)
I februar 1994 udsendte et af verdens mest forhadte bands deres debutalbum.
Emperors black metal-storværk ”In The Nightside Eclipse” kom
på gaden den 21. februar 1994. Trods albummets ubestridelige kvaliteter udkom
det i første omgang ikke i Danmark. De danske distributører boykottede bandet
pga. Fausts, Samoths, Tchorts og vel egentlig også Ihsahns forbindelse til den
såkaldte Black Metal Mafia (aka Den Sorte Cirkel), der på det tidspunkt var
berygtet for brandattentater mod kirker, mord og vilde politiske og religiøse udtalelser.
Man må forstå, at i 1994/5 blev Emperor betragtet som et af
de farligste bands i verden. De var pariaer! Jeg måtte drage til Göteborg for
at købe et eksemplar af albummet, før de danske distributører nogle måneder
senere forbarmede sig.
I min anmeldelse i Jam Magazine nr. 54 (februar 1995)
beklagede jeg boykotten, ”for Emperor er andet end mord og kirkebrand;
debutalbummet ”In The Nightside Eclipse” er intet mindre end et mesterværk.
Musikken er voldsom og episk med inspiration fra filmsoundtracks og klassisk
musik, og teksterne rådyrker de mørkets magter, der bebor de norske fjelde og
fjorde.”
I anledning af 20 års-jubilæet for udsendelsen af ”In The Nightside Eclipse” blev Emperor gendannet. Ihsahn, Samoth og Faust optrådte således på årets Wacken og flere andre festivaler. På de fotos, der er knipset i anledning af gendannelsen, ser d’herrer rigtig rare ud. Det var ikke ligefrem tilfældet i 1994.
Bandfotoet, som pryder dette Rifferama-indspark, er sakset fra det legendariske Slayer nr. 10, som i 1994 rapporterede fra den skumleste metalundergrund – magasinet bragte bl.a. et interview med den fængslede Samoth. Det var dengang, det borgerlige Norge fik kuldegysninger, når Ihsahn kvad: ”May the wolves start to howl again …” \13/
Eftertanke, 2018: At det danske distributionsselskab tøvede med at udsende ”In The Nightside Eclipse”, er måske ikke uforståeligt. Allerede i 1993 var Fenriz (Darkthrone) ude med en proklamation på vegne af Black Metal Mafiaen: ”Vi har fascistiske holdninger; vi er fjender af fred og lykke i verden.” Læs uddybende artikel her. Tilsæt et utal af voldelige handlinger (nedbrænding af kirker, overfald på kristne, mord, hærværk, dødstrusler etc.). Det er måske ikke lige det, man har allermest lyst til at lægge firmanavn til, hvis man i forvejen har humanistiske holdninger.
Det underlige er snarere, at jeg stillede mig så relativt ukritisk over for den norske black metal-bevægelse (efter et par famlende brokkerier i begyndelsen). Ingen i mit netværk fattede, hvad jeg havde gang i. Jeg stod til at starte med helt alene med black metal, ikke mindst i metalpressen, hvor (næsten) alle, lige fra mastodonten Kerrang! til små fanzines, hadede og hånede black metal. At jeg overhovedet fik lov til at skrive så meget om den sorte scene skyldtes, at jeg var boss på Jam Magazine – et gratisblad med et oplag på 20.000 eksemplarer. Aldrig før eller senere er jeg nået ud til så mange læsere.
Hvorfor var jeg så fascineret af Emperor & Co.? Forklaringen skal nok søges i tiden. I det historiske tidspunkt, hvor det her foregik. Jerntæppet var faldet, og der var intet alternativ til vestlig materialisme. Jeg søgte et alternativ i det åndelige, bl.a. i Friedrich Nietzsches filosofi, i nordisk mytologi og Erwin Neutzsky-Wulffs forfatterskab. Jeg længtes efter storhed, efter en ny tidsalder som dengang, ”da det strålte i Norden, da himlen var på jorden,” for nu at citere Adam Oehlenschläger.
Derfor var Emperor & Co.'s omvurdering af værdierne, af deres togt hinsides godt og ondt nogenlunde kompatibelt med mit iøvrigt stærkt romantiske livssyn. Jeg husker en samtale med en af mine kolleger på NRG. Han sagde noget klogt: ”Det er ikke de nedbrændte kirker, der er interessante. Det er det, der fører til de nedbrændte kirker, der er interessant.”
Til NRG skrev jeg en artikel, hvor jeg analyserede black metal: ”Slaver af Den Hornede” – den blev en aha-oplevelse for mange, omend den set i bagklogskabens lys har et par skavanker. Læs artiklen her.
Norsk black metal var et ungdomsoprør, ikke et venstreorienteret ungdomsoprør, men et konservativt ungdomsoprør. Det gik med det som med alle de andre ungdomsoprør: med The Summer of Love i tresserne og med punkens anarkisme i halvfjerdserne. Det tog kun nogle få år, så var ånden feset ud af den norske black metal. Den blev til en handelsvare, som satte sit positive præg på Norges betalingsbalance. Kommercialiseringen af den ellers så kompromisløse musikkultur er kommet så vidt, at Hollywood i disse uger udspyr en biopic om excesserne omkring Euronymous og Greven.
I dag ser jeg 1990'ernes black metal i et andet lys. Jeg finder stor værdi i genrens æstetik, i tonekunsten, i artwork og attituder, i corpse paint og scenekostumer. Hvis man betragter scenariet fra en lidt skæv vinkel, kan man se sammenfald med 1970'ernes glam rock.
David Bowie lærte os, at det først er, når man bærer maske, at man finder sig selv, sin kunstneriske identitet. Maske hedder på latin persona. Bemærk forbindelsen mellem maske og personlighed. Og i antikkens teater gik der en direkte linje fra teater/drama (scenekunst) til religiøs kult. Ved at iføre sig masker plus stramt læder, nitter og patronbælter, ved at påkalde natten og mørkets kræfter blev Euronymous, Faust, Greifi Grishnackh, Fenriz & Co. instrumenter for en kunst, som ikke var af denne verden.
Akkurat ligesom Aladdin Sane var Ihsahn (bemærk navnenes lighed!) en skikkelse fra en anden dimension. De kom begge fra en anden verden. De kom for at samle en kult omkring sig ved skabe ravage, ved at sprede ekstase, rockfurore. Og ligesom David Bowies alter ego Ziggy Stardust efterlod black metal-karaktererne sig diverse eksempler på Rock And Roll Suicide. Tragik er en del af det drama ...
I anledning af 20 års-jubilæet for udsendelsen af ”In The Nightside Eclipse” blev Emperor gendannet. Ihsahn, Samoth og Faust optrådte således på årets Wacken og flere andre festivaler. På de fotos, der er knipset i anledning af gendannelsen, ser d’herrer rigtig rare ud. Det var ikke ligefrem tilfældet i 1994.
Bandfotoet, som pryder dette Rifferama-indspark, er sakset fra det legendariske Slayer nr. 10, som i 1994 rapporterede fra den skumleste metalundergrund – magasinet bragte bl.a. et interview med den fængslede Samoth. Det var dengang, det borgerlige Norge fik kuldegysninger, når Ihsahn kvad: ”May the wolves start to howl again …” \13/
Eftertanke, 2018: At det danske distributionsselskab tøvede med at udsende ”In The Nightside Eclipse”, er måske ikke uforståeligt. Allerede i 1993 var Fenriz (Darkthrone) ude med en proklamation på vegne af Black Metal Mafiaen: ”Vi har fascistiske holdninger; vi er fjender af fred og lykke i verden.” Læs uddybende artikel her. Tilsæt et utal af voldelige handlinger (nedbrænding af kirker, overfald på kristne, mord, hærværk, dødstrusler etc.). Det er måske ikke lige det, man har allermest lyst til at lægge firmanavn til, hvis man i forvejen har humanistiske holdninger.
Det underlige er snarere, at jeg stillede mig så relativt ukritisk over for den norske black metal-bevægelse (efter et par famlende brokkerier i begyndelsen). Ingen i mit netværk fattede, hvad jeg havde gang i. Jeg stod til at starte med helt alene med black metal, ikke mindst i metalpressen, hvor (næsten) alle, lige fra mastodonten Kerrang! til små fanzines, hadede og hånede black metal. At jeg overhovedet fik lov til at skrive så meget om den sorte scene skyldtes, at jeg var boss på Jam Magazine – et gratisblad med et oplag på 20.000 eksemplarer. Aldrig før eller senere er jeg nået ud til så mange læsere.
Hvorfor var jeg så fascineret af Emperor & Co.? Forklaringen skal nok søges i tiden. I det historiske tidspunkt, hvor det her foregik. Jerntæppet var faldet, og der var intet alternativ til vestlig materialisme. Jeg søgte et alternativ i det åndelige, bl.a. i Friedrich Nietzsches filosofi, i nordisk mytologi og Erwin Neutzsky-Wulffs forfatterskab. Jeg længtes efter storhed, efter en ny tidsalder som dengang, ”da det strålte i Norden, da himlen var på jorden,” for nu at citere Adam Oehlenschläger.
Derfor var Emperor & Co.'s omvurdering af værdierne, af deres togt hinsides godt og ondt nogenlunde kompatibelt med mit iøvrigt stærkt romantiske livssyn. Jeg husker en samtale med en af mine kolleger på NRG. Han sagde noget klogt: ”Det er ikke de nedbrændte kirker, der er interessante. Det er det, der fører til de nedbrændte kirker, der er interessant.”
Til NRG skrev jeg en artikel, hvor jeg analyserede black metal: ”Slaver af Den Hornede” – den blev en aha-oplevelse for mange, omend den set i bagklogskabens lys har et par skavanker. Læs artiklen her.
Norsk black metal var et ungdomsoprør, ikke et venstreorienteret ungdomsoprør, men et konservativt ungdomsoprør. Det gik med det som med alle de andre ungdomsoprør: med The Summer of Love i tresserne og med punkens anarkisme i halvfjerdserne. Det tog kun nogle få år, så var ånden feset ud af den norske black metal. Den blev til en handelsvare, som satte sit positive præg på Norges betalingsbalance. Kommercialiseringen af den ellers så kompromisløse musikkultur er kommet så vidt, at Hollywood i disse uger udspyr en biopic om excesserne omkring Euronymous og Greven.
I dag ser jeg 1990'ernes black metal i et andet lys. Jeg finder stor værdi i genrens æstetik, i tonekunsten, i artwork og attituder, i corpse paint og scenekostumer. Hvis man betragter scenariet fra en lidt skæv vinkel, kan man se sammenfald med 1970'ernes glam rock.
David Bowie lærte os, at det først er, når man bærer maske, at man finder sig selv, sin kunstneriske identitet. Maske hedder på latin persona. Bemærk forbindelsen mellem maske og personlighed. Og i antikkens teater gik der en direkte linje fra teater/drama (scenekunst) til religiøs kult. Ved at iføre sig masker plus stramt læder, nitter og patronbælter, ved at påkalde natten og mørkets kræfter blev Euronymous, Faust, Greifi Grishnackh, Fenriz & Co. instrumenter for en kunst, som ikke var af denne verden.
Akkurat ligesom Aladdin Sane var Ihsahn (bemærk navnenes lighed!) en skikkelse fra en anden dimension. De kom begge fra en anden verden. De kom for at samle en kult omkring sig ved skabe ravage, ved at sprede ekstase, rockfurore. Og ligesom David Bowies alter ego Ziggy Stardust efterlod black metal-karaktererne sig diverse eksempler på Rock And Roll Suicide. Tragik er en del af det drama ...
FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama
Ingen kommentarer:
Send en kommentar