 |
| Iggy Pop i 1973. Det indre rovdyr blev sluppet løs. |
Rifferama trækker den alt
andet end lige linje fra MC5 til Metallica og det, der er værre.
Artikel: Peter Béliath (Publiceret i EMP/NRG, sommermagasin
/ katalog 2/2011)
Det er umuligt at sætte fingeren på et
bestemt sted på verdenskortet eller at slå ned på en bestemt dato og sige: her
opstod thrash metal. Man kan heller ikke udpege en bestemt gruppe til at være
det første thrash metal-band.
Det er med thrash metal som med dødsmetal,
black metal og al anden ekstremmetal: det var en musikalsk strømning, som voksede
organisk frem på en hard rock/heavy metal-scene, som år for år blev mere og
mere ekstrem.
 |
| MC5 i 1969 med Fred "Sonic" Smith iført patronbælte. Samme år optrådte britiske The Gun med patronbælter. |
METALLISK
SMADDER
Vi er vant til at høre historien om, at den hårde metalstil
startede med Black Sabbath. Og Black Sabbaths betydning for den hårde rocks
udvikling er da også monumental. Men Black Sabbath er ikke alfa og omega,
begyndelse og slutning, i heavy metal. For før Black Sabbath debuterede på
plademarkedet i 1970, fandtes der amerikanske bands som Blue Cheer og MC5. Og
de lavede et herligt spektakel. Blue Cheer fik nærmest hippiernes blomster til
at visne, da de udsendte deres metalstøjende syrerock-opus ”Vincebus Eruptum” i
1968.
MC5s debutalbum ”Kick Out The Jams”
(1969) bliver i dag ofte kaldt proto-punk. Men på udgivelsestidspunktet hørte
MC5 med til den strømning, som fik betegnelserne ”heavy” og ”hard rock”. Og
hvis man vil have højt tempo og metallisk smadder, så behøver man ikke gå
længere end til ”Kick Out The Jams”. MC5 smed om sig med radikale politiske
budskaber, de forskansede sig bag sort læder og mørke solbriller – på
indercoveret til ”Kick Out The Jams” er der sågar et foto af bandet, hvor et af
medlemmerne har slynget et patronbælte over sin bare overkrop.
MC5 kom fra bilindustribyen Detroit. Det
samme gjorde Iggy And The Stooges. Iggy & Co. udsendte i 1973 albummet ”Raw
Power”. Lp’en var præget af en rå, kaotisk lyd, en slags ekko af industriel
storby. Guitarerne bearbejdede lytterens trommehinder, som var det en
skærebrænder. Sangtitler som ”Search And Destroy” og ”Death Trip” siger en hel
del om Stooges-sangeren Iggy Pops sindstilstand. Sanger er måske så meget sagt,
for Iggy skreg og skrålede sig igennem numre som ”Your Pretty Face Is Going To
Hell”.
Der blev ingen hitlisteplaceringer til
Iggy And The Stooges, hvis allersidste koncert (den 9. februar 1974) blev
optaget og udsendt på lp i 1976. ”Metallic K.O.” hed skiven, og den er berygtet
– primært fordi den dokumenterer de ekstreme Stooges-koncerter, hvor
motorcykelbander bombarderede gruppen med rådne æg og andet kasteskyts.
 |
| Motörhead: flere patronbælter. |
ORK-VOKAL
OG STUKA-LYD
En af skæringerne på ”Metallic K.O.” var en coverversion af
Richard Berrys rock’n’roll-schlager ”Louie Louie” fra 1955. Den version må have
tirret en vis Lemmy Kilmister, for Motörhead udsendte ”Louie Louie” som single
i 1978. London-gruppens version var heller ikke for sarte sjæle. Motörhead
spillede nemlig provokerende primitivt, og efter datidens målestok var deres
musik det rene barbari. En sang som ”White Line Fever” (1977) var så brutal, at
den kunne give selv læderhalse tics. Lemmy gjorde kun ondt værre ved at give
hals som en kommanderende ork.
Motörhead havde ikke tid til
popfjollerier og tralala. De droppede balladerne og skruede i stedet op for
musikkens tempo. Hans kongelige højhastighed Lemmy havde sågar held til at få
sin bas til at lyde som et angribende Stuka-fly (et styrtbombefly, der blev
brugt af nazisterne i 2. verdenskrig).
Der er folk, som drister sig til at
påstå, at Motörhead-nummeret ”Overkill” (1979) var det første eksempel på
thrash metal. Det bryder Lemmy sig ikke om at høre. Han hævder nemlig, at
Motörhead er ”punkere med langt hår.”
Og noget er der om snakken. Motörhead var
formentlig det første band, der forenede punkdynamikken med metalrockens tyngde
og stålhårde hærdning.
Helt sikkert er det i hvert fald, at
thrash, death og black metal aldrig ville være opstået uden fusionen af punk og
heavy metal. Og midt i alt kævlet om genrebetegnelser melder spørgsmålet sig:
er punk (inklusive hardcore) ikke bare endnu en subgenre i den brede og
uoverskueligt alsidige musikstrømning, som den hårde rock har udviklet sig til
siden 1970’erne?
I starten af 1980’erne mente en britisk journalist i hvert
fald, at Sex Pistols’ punkmanifest “Never Mind The Bollocks, Here’s The Sex
Pistols” (1977) var ”heavy metal med råbte tekster”.
I Generation X’s punk-hyldest til
ungdommen, “Youth, Youth, Youth” (1978), gik guitaristen Bob “Derwood” Andrews
amok, og sangen slutter med en flere minutter lang solo, som består af hylende,
hvinende og vrælende guitarstøj i stil med det, som heavy rockens supergrupper
var kendte for i 1970’erne.
 |
| Sex Pistols, som de så ud, da de hittede med "Pretty Vacant". |
STORSKYDENDE
HEAVY METAL
Både punk- og metalideologer har lavet
propaganda og ført hetz mod hinanden lige siden Grauballemandens tid. Men
historien demonstrerer, at det aldrig har været muligt at holde punk og metal
adskilt. Her er nogle eksempler:
Led Zeppelin var fans af punk og gik til
koncerter med The Damned – bandet, der udsendte den første britiske punksingle
nogensinde (”New Rose”, udgivet den 22. oktober 1976).
Phil Lynott fra Thin Lizzy hang ud med
punkrockere og spillede sammen med medlemmer af Sex Pistols og andre
punkmusikere. Lynott medvirker således på Johnny Thunders And The Heartbreakers’
kultklassiker ”L.A.M.F” (1977).
Blue Öyster Cults producer og
tekstforfatter Sandy Pearlman producerede The Clash’s 1978-album ”Give ’Em
Enough Rope” – og det gjorde han så grundigt, at anmelderen Dave McCullough fra
den britiske musikavis Sounds kaldte skiven for ”storskrydende heavy metal”.
I 1979 spillede Lemmy sammen med The
Damned (både på scenen og på plade). På det tidspunkt hed The Damneds bassist
Algy Ward; Algy kom oprindelig fra det australske punkband The Saints. Senere
hen dannede Algy det ultravoldelige heavyband Tank, som bl.a. turnerede med
Metallica, før Lars Ulrich & Co. kunne hænge platinplader på væggen.
Motörhead hyldede Ramones med en sang på
albummet ”1916” (fra 1991) og lavede en buldrende bastant coverversion af Sex
Pistols’ majestætsfornærmende punkhit ”God Save The Queen” (2000). Men inden da
var det nærmest blevet en thrash metal-tradition at spille coverversioner af
Sex Pistols-numre. Megadeth har gjort det, og det samme gælder Bathory, Anthrax
og flere andre.
Men tendensen gik også i den modsatte
retning. F.eks. indspillede de canadiske punkere i D.O.A. en coverversion af
Led Zeppelins ”Communication Breakdown” (1981).
 |
| Discharge: eksempel på et hardcore-band, der bevægede sig mod heavy metal. |
KUN
FOR DEN HÅRDE KERNE
Punk-moden døde ud i slutningen af 1970’erne. Pressen
mistede interessen for punkernes skandalemageri, og fotos af unge mennesker med
grønt strithår og sikkerhedsnåle i kinden mistede nyhedsværdien.
Sex Pistols og Dead Boys gik i opløsning.
Ramones løb tør for idéer. The Clash, Boomtown Rats, The Jam og flere andre
punkgrupper gav sig til a spille en mere gængs form for rock. I Danmark
skiftede Brats ham og blev til et hårdtslående metalband. Brats sagde farvel og
tak til punken med nidvisen ”Punk Fashion” (1980).
Men punken var ikke død, hævdede The
Exploited. ”Punks Not Dead” hed det britiske bands debutalbum fra 1981. The
Exploited var et af de første bands i en ny punkbevægelse, som florerede i
undergrunden. Flere af de første punkgrupper (Sex Pistols, The Stranglers
m.fl.) havde scoret høje hitlisteplaceringer, men den nye generation af
punkbands spillede larmende og umelodisk rock, der udelukkende var henvendt til
den hårde kerne af punkere i undergrunden. Derfor kom strømningen til at hedde
hardcore punk. Genrebetegnelsen blev cementeret med D.O.A.s 1981-album,
”Hardcore 81”.
Til at begynde med var der nærmest krig
mellem hardcore-scenen og heavy metal-miljøet. Men med tiden blev de to
strømninger forbrødret. Dette kom bl.a. til udtryk i den såkaldte
crossover-stil, som Stormtroopers Of Death m.fl. populariserede i midten af
1980’erne.
Hardcore punken fik generelt stor
betydning for den ekstreme metal. En stor hob af grupper som Charged GBH,
Discharge, The Exploited, Black Flag, Bad Brains, Bad Religion, Hüsker Dü,
Suicidal Tendencies, Misfits og ikke mindst Dead Kennedys endte med at blive
inspirationskilder for thrash-musikerne i f.eks. Metallica, Slayer, Sepultura
og de norske black metal-pionerer Mayhem.
Punkgrupperne spillede ikke specielt godt
på deres instrumenter, aggression var vigtigere end virtuositet. Det var selve
nerven, der talte. Den rastløse energi, vildskaben, protesten. Og på den måde
blev musikken mere rå. Og beskidt. Og frem for alt: musikken blev fyret af i et
rasende tempo. Vokalen blev rabiat og råbende, og vokalisterne brølede løs uden
smålig hensyntagen til melodilinjer og ørehængere.
Hardcore punken var et oprør mod den
etablerede musikscene, der som oftest var på det beståendes, magthavernes side.
Og den attitude tog thrash-generationen til sig. Attituden blev forstærket (og
fortærsket!) i videreudviklingen af diverse ekstremmetal-genrer såsom death
metal, grindcore og black metal.
 |
| Venom kaldte sig selv for langhårede punkere. |
VENOM
DRÆBER MUSIKKEN
Heavy metal hænger sammen med betonforstæder og industri.
Det industrielle miljø i Birmingham, England inspirerede ikke kun medlemmer af
Black Sabbath og Led Zeppelin. Judas Priest hævder selv, at deres lyd er et
produkt af stålindustrien i Birmingham. Glenn Tipton & Co. skar ned på
tungrockens blues-elementer og sleb i stedet sangene til, så de fik kant og
savtakkede riffs.
Judas Priest fik massiv betydning for den
ekstreme metals udvikling i 1980’erne. Det samme gjorde en stribe bands, som
myldrede op fra den britiske rockundergrund fra 1979 og et stykke ind i
1980’erne. Man plejer at samle disse bands under betegnelsen New Wave Of
British Heavy Metal. De kendteste grupper i denne bølge er Iron Maiden, Saxon
og Def Leppard. Men i den ekstreme metals sammenhæng var Venom måske det
vigtigste band.
Venom må tage skylden for at være det
band, der kickstartede radikaliseringen af metalscenen med deres voldsomt
primitive debutalbum ”Welcome To Hell” (1981), hvor sange som ”Live Like An
Angel (Die Like A Devil)” blev leveret i så højt et tempo, som Cronos og hans
bandkumpaner magtede at spille.
Venom blev rakket ned, fordi de spillede
gudsjammerligt dårligt på deres instrumenter. Og fordi deres musik var ulidelig
at lytte til for det utrænede øre. Men Venom vendte kritikken til egen fordel.
På det tidspunkt kørte pladeselskaber en kampagne for at få folk til at stoppe
med at lave ulovlige kassettebåndskopier af lp-plader. ”Home taping is killing
music. And it’s illegal,” lød pladebranchens slogan. Venom stjal sloganet – men
fordrejede det: ”Home taping is killing music. So are Venom.”
Venom havde et image, der var baseret på
et overforbrug af satanistiske symboler, og deres tekster flød over med
djævlerier, der teologisk set var nogenlunde ligeså usammenhængende som bandets
musik. Men Venom havde stor tiltrækningskraft på den utilpassede del af heavy
metal-miljøet. Venoms rolle kan ikke undervurderes. Deres betydning rækker
langt ud over black metal-genren, som har fået navn efter Venoms 1982-album.
 |
| Mercyful Fate havde stor indflydelse på ekstremmetallens udvikling. |
METALLISK
EKSPLOSION
Grupperne, der udgjorde det, som pressen kaldte for New Wave
Of British Heavy Metal, byggede bro mellem 1970’ernes heavy rock og 1980’ernes
mere kontante metalrock.
NWOBHM-grupperne skelede til dem, der et
par år forinden havde været heavy-scenens værste fjender, nemlig punkerne. Det
nye metalfolk stjal punkens gør-det-selv-mentalitet. Flere bands indspillede og
udgav deres første skiver for egen regning. De dannede deres egne netværk,
udgav egne fanzines og nyhedsbreve, og der opstod sågar specialbutikker, der
næsten udelukkende solgte hård rock. Postordresalg blomstrede op, og demobånd
blev sendt rundt i miljøet.
Man demonstrerede, at man kunne selv og
ikke var afhængig af regnedrengene på de store pladeselskaber og
koncertbureauer. Ja, der opstod sågar nye pladeselskaber, der udspyede en lind
strøm af plader med purunge bands. Det startede med singler og
kompilations-lp’er, men med tiden blev det hverdag at få udgivet brandny
metalmusik på albums af selskaber som Neat Records, Heavy Metal Records og
Ebony Records.
Og hvordan lød musikken så? Jo, man kunne
stadig høre, at grupperne var børn af Black Sabbath, Deep Purple, Led Zeppelin
og de andre uomgængelige bands fra 1970’erne. Men der var mere bid i de nye
grupper, og det var tydeligt, at punken havde sat sig spor i 1980’ernes heavy
metal-stil. Det rumlede af undergrund og oprør.
Alligevel må man påpege, at NWOBHM-orkestrene
indbyrdes var meget forskellige. De havde deres egen lyd og identitet. På den
ene side var der de melodiske grupper (Def Leppard, Girl, Dedringer m.fl.), på
den anden side var der de mere dystre og doomy grupper, som flirtede med det
okkulte (Angel Witch, Witchfynde, Witchfinder General, Hell m.fl.). De fleste
grupper befandt sig et sted midt imellem. Bedst af dem alle var måske Diamond
Head, hvis voldsomt rykkende rifferama kom til at påvirke Metallica og en trillion
andre thrash-musikere.
Men det er forkert at tro, at NWOBHM
havde monopol på nyskabelser inden for heavy metal i de tidlige 1980’ere. På
det tidspunkt var heavy metal nemlig ved at blive et nærmest globalt fænomen. I
Skandinaven, på det europæiske kontinent, i både Nord- og Sydamerika skete der
er en eksplosiv vækst i efterspørgslen efter hård rock.
Holland havde de vildeste fans, og
Dynamo-klubben i Eindhoven blev til et mekka for den allerhårdeste metalrock. Det
var også i Holland, at det første egentlige heavy metal-magasin blev udgivet.
Det hed Aardschok (=jordskælv), og her var det heavy-guruer som Metal Mike og
Stefan Rooyackers, der sørgede for metalordets forkyndelse.
Over alt i Vesten myldrede det frem med
nye, opmærksomhedshungrede heavy-grupper, der som oftest var en tand mere hårde
i filten end deres forgængere. Fra Danmark var det Mercyful Fate, der gjorde en
forskel. Det danske bands vanvids-riffs og gravalvorlige tonekunst fik megastor
betydning for den ekstreme metals udvikling i 1980’erne. <13>
Dette er 1. del af en længere temaartikel
om ekstremmetallens opståen. Artiklens 2. del kan læses her.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar