Forbryderalbum fra svensk dødsband

Degial spiller Dødens metal.

Det handler ikke om at være old school. Det handler om at være death metal. Det demonstrerer Degial på deres nyeste album, ”Savage Mutiny”.

”Savage Mutiny” er et death metal-monster. Her finder man ikke den sædvanlige, tegneserieagtige Cookie Monster-”brutalitet.” I Degials hænder er dødsmetallen igen blevet farlig, et uhyre af ægte kaos.

Degials andet album, ”Savage Mutiny” (udsendt af Sepulchral Voice), er et bæst, der lever op til bandnavnet. Degial er nemlig en anden stavemåde for al-Dajjal, en slags Antikrist i islamisk eskatologi.

Meget symbolsk udkom dette monster den 25. december. I hvert fald officielt. Vinyludgaven var længe undervejs og er først i denne uge havnet på min pladetallerken. Men albummet har længe kunnet smuglyttes på gruppens Bandcamp – klik her.

Uppsala Metal Of Death. Navnet har klar reference
til legendariske Dissection, der kaldte deres musik
for Anti-Cosmic Metal Of Death.

Degial kommer fra Uppsala, hvor de sammen med bands som Watain, Reveal, Invidious (aka Katalysator), No Future og de nu opløste In Solitude udgør det kreative og stammeagtige miljø, som kalder sig Uppsala Metal Of Death.

I dette miljø motiveres man ikke af den sædvanlige, verdslige konkurrencementalitet. Nej, man støtter hinanden, inspirerer hinanden og spiller i hinandens bands. Her hersker en broderskabs-ånd, som på mange måder minder om den, man finder i bikerkulturen. Og medlemmerne af Uppsala Metal Of Death bærer da også læderveste med rygmærke i bedste MC-stil.

Uppsala Metal Of Death blev nærmere beskrevet i Louise Browns ti sider lange interview-artikel ”Bond Of Blood” i magasinet Iron Fist nr. 7 (2013).

Degial påstås at være del af en revival af svensk dødsmetal. Som om svensk dødsmetal nogensinde har været væk. Men den har måske været lidt mat i koderne. Anyway, Degial har nogle musikalske og attitude-mæssige ligheder med fx Repugnant, Kaamos, Invidious og Vorum.

Det er grupper, som griber eller greb tilbage i traditionen, tilbage til scenen, da death metal stadig var vild, beskidt og farlig og ikke nær så præget af genrekonventioner og konformisme. Dødsmetal, før der gik pølsemaskine og samlebånd i den – hvilket der jo gjorde i 1990’erne (tænk: Morrisound, Sunlight, Fredman etc.). Dødsmetal, dengang den stadig iklædte sig patronbælter og stramtsiddende læder.

Degial hylder den fandenivoldske spillestil, som blev praktiseret i dødsgenrens lømmelalder. Der er vildskab og stålklang i Degials sound. Men i mine øren lyder de ikke specielt svenske. Degial er hverken melodød eller gængs svenskerdød à la Entombed, Dismember, Grave, Unleashed etc. Allermest sender Degial denne bloggers tanker i retning af amerikanske navne som Possessed, Necrovore og Morbid Angel i deres tidlige fase.

”Den gamle, klassiske svenske dødselite betyder meget for os. Vi var vilde med dem i vores tidlige teenageår, og det er vi stadig. Men den atmosfære, som vi ønsker at skabe med vores musik og tekster, passer bare ikke til en typisk svensk sound. Det mørke, som vi har i os, afspejles i vores musik, og det er det vigtigste for os. Vi ønsker ikke at være en kopi af et andet band, vi ønsker at være unikke. Men selvfølgelig kan man høre rene musikalske påvirkninger hos os. Hvis nogen påstod, at vi ikke er inspireret af fx Morbid Angel, ville jeg foreslå dem at gå til ørelægen,” udtalte Degial i et interview til webzinet Nihilistic Holocaust, som kan læses her.

Dommedagsbasun. Detalje fra label på selve pladen.

Morbid Angel-elementerne var tydeligere på Degials debutalbum, ”Death’s Striking Wings” (2012). Og selvom jeg måske nok forstår snakken om revival, så må jeg slå fast, at der absolut ikke er noget retro over det her. Degial appellerer ikke til nostalgi. Degial sender chokbølger af brutalitet ud gennem højttalerne. Der er en gennemgående sort stemning på albummet, som bakkes kraftigt op af gruppens image.

Image er dog ikke et ord, som Degial er vilde med. ”Vi ser det ikke som en form for band-image. Det er den visuelle del af vores spirituelle vision. Det kan godt være, at andre bands har et kunstigt image, men det har vi ikke. Vi er en udmunding af kaos. Og det her er, hvad der venter dem, der står foran i tågen,” har guitaristen og vokalisten Hampus Death forklaret til sitet Necrosphere.
   
Image eller ej, Degial bruger blod og corpse paint på niveau med Watain, og der anvendes kunstnernavne som H Death (vokal/guitar), R Meresin (guitar), E Forcas (trommer) og JP Vorum (bas/vokal). Cover artworket er for resten lavet af Erik Danielsson (Watain). Set Teitan (Dissection, Watain) leverer gæstevokal og en guitarsolo, mens brødrene Pelle og Gottfrid Åhman (In Solitude, Katalysator/Invidious) bidrager med hhv. tekst og studieteknisk snilde.

Når man kigger på Degial-medlemmernes CV, dukker der et spindelvæv op, som trækker tråde mellem Watain, Malign, Repugnant, Unpure, Vorum og en håndfuld andre. Så ja, ”Savage Mutiny” er noget af et forbryderalbum.

På ”Savage Mutiny” er grænsen mellem black metal og gængs dødsmetal blevet nedbrudt med en kunstnerisk rambuk. Læg dertil et tekstark, som afspejler Degials passionerede forhold til døden. Hos Degial er døden ikke bare en chokeffekt. Hos Degial er døden et mysterium, som gruppen fordyber sig i. Jeg tror, det er denne hengivelse til kaos, som gør, at Degial stikker ud i forhold til den ordinære dødsmetal-scene.

Lad mig slutte af med et citat fra en af Degials brødre, Gottfrid Åhman, som i egenskab af bassist i Katalysator sagde følgende i et interview med webzinet Voices From The Darkside: ”Støt ikke alle de der death metal-bands, som påstår, at de er old school. Det handler ikke om at være old school. Det handler om at være death metal! TO THE DEATH!” \m/

Læs interessant Sweden Rock Magazine-interview med Degial her.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama