Da Slade rasede ud

Slayer? Nej Slade.

Glem ”Slade In Flame”. Glem ”Mama Weer All Crazee Now” og alle de andre hits. Slades hovedværk udkom i 1977. Albummet var tæskeheavy. Og det blev så stort et flop, at du sikkert aldrig har hørt det.

Rockhistorien har en stor gravplads. En gravplads, hvor medier, branchefolk og fans har begravet en kæmpe skat under et tykt lag møg bestående af dovenskab, trendjageri og generel dumhed.

Et sted inde i denne enorme skat ligger der en perle fra 1977. At den hører blandt klenodierne i min pladesamling, er lidt af et lykketræf. For ...

Jeg var så heldig, at en af mine venner i et øjeblik af noget, der kun kan have været guddommelig indgriben, købte et kassettebånd med omtalte perle. I foråret 1977.

Vi sad i en Volvo Amazon, der blev kørt rundt i Hjørring midtbys trange gader af min vens far, da jeg blev præsenteret for perlen. Vi var på vej ud af byen, på vej til hjemstavnen ude på landet efter en eller anden spontan mission, hvor vi var hoppet med i bilen af ren og skær kedsomhed. Vi befandt os i det limbo, som drenge ofte havnede i dengang, lige før de blev gamle nok til at køre knallert – med Yamaha FS1 ophørte al kedsomhed!

Jeg husker stadig, at min ven stolt holdt sit nyindkøbte kassettebånd op foran fjæset på mig og hoverede. Rata! Den havde jeg nok ikke set, vel? Øh .. Bøh … Slade … ? De har lavet en ny lp?

Det havde de. Og det burde jeg have vidst, hvis de røvballemedier, som mit info-flow var afhængig af på det tidspunkt, havde gidet omtale det. Men i 1977 var Slade ligeså yt, som begrebet yt er i dag. Tre år tidligere var de superstjerner og grovhittede med ”Far Far Away”, men siden var trenden løbet fra glam rocken. Nu var det punk rock, der var moderne.

De danske medier hadede punk rock, men ikke nok til at gide vise troskab over for Slade og andre af glitterrockens stjerner. For medierne hadede også glam rocken. I 1977 ville danske musikmedier helst beskæftige sig med Shit & Chanel, Bifrost og andre ”rock”-”kunstnere” iført hønsestrik og ideologisk korrekthed. Slade passede ikke ind lige der.

Slade var blevet hjemløse. Også i UK. De havde satset lidt for voldsomt på spillefilmen ”Slade In Flame”. Ved Gud, en af de mærkeligste rockfilm ever, komplet med dialoger på uforståeligt arbejderklasse-engelsk og en humor, der er ligeså trøstesløs som miljøet, handlingen foregår i.

Leverandører af en syndflod af fodbold/stadion-omkvæd til hitlisterne.

”Flame”-filmen var også et opgør med den formulariske glitterrock-stil, som Slade havde haft så stor succes med. Soundtracket demonstrerede, at der var mere i Slade end tre-minutters schlagere med stadionrockede omkvæd: ”Gudbuy T’Jane”, ”Cum On Feel The Noize” etc. (nu håber jeg ikke, at jeg har stavet de titler rigtigt).

Hvis mine matematiske evner ellers holder, så scorede Slade tretten top 10-placeringer på den britiske singlehitliste i 1970’erne. Seks af disse hits erobrede førstepladsen. Det er en rekord, som vist kun Status Quo har kunnet slå i britiske hårdrock-kredse.

Men i 1977 så det altså sort ud for Slade. Deres forsøg på at lægge USA ned var kikset, om end de havde haft en vis succes ved at turnére i staterne med bl.a. Aerosmith og Black Sabbath. Det noget vægelsindede, genre-hoppende album ”Nobody’s Fools” (1976) havde vist også givet deres fans indtryk af, at Slade måske i virkeligheden var nogle fjolser.

MEN SÅ …

… var det, at Noddy Holder & Co. lige tog en runde med heavy rock på det, de stærkt regnede med ville blive et comeback-album: ”Whatever Happened To Slade”.

Albumtitlen havde gruppen planket fra en graffiti i London. For hvor var Slade egentlig blevet af? De var forsvundet fra hitlisternes top. De var forsvundet fra de britiske spillesteder. Hvad var der sket for dem?

Svaret kom den 21. marts 1977. Nul albumcover med langhårede fyre i glitterkostumer. Omslaget var møget til med nogle gamle fotos af Slade-medlemmerne fra 1960’erne. Dengang havde Noddy Holder (vokal, guitar), Jimmy Lea (bas), Dave Hill (guitar) og Don Powell (trommer) nemlig været en slags punkere. Det mente de selv. For punk rock, det var da noget med skinhead-agtige fritser, ikke sandt?

Tricket virkede desværre ikke. De unge rocklømler i UK ville høre Sex Pistols, The Clash og The Damned. Og selvom Slade faktisk fik nogle høflige anmeldelser for ”Whatever Happened To Slade”, så blev albummet en maveplasker på hitlisterne.

Men nu er heavy rock jo heller ikke skabt til at ligge nr. 1 på hitlisten. Og det er måske i virkeligheden lektien i historien om Slade.

”Whatever Happened To Slade” er i mit univers Slades allerbedste album. Deres hovedværk. Nej, det rummer nul sing-along singlehits, men dem klarer jeg mig uden, tak.

Nej, drenge,
sådan ser punkere ikke ud.

På ”Whatever Happened To Slade” raser Slade ud. Det er tydeligt, at de er sluppet fri for forventningerne om at lave endnu en ”Mama Weer All Crazee Now”. Og fordi der er den der rendyrkede rebelskhed over albummet, passede det faktisk ret godt til punk-tiden. Der er noget punk-nerve over de hurtigste af sangene.

”Whatever Happened To Slade” er helt basal rock ’n’ roll, spillet med boller på størrelse med dem, der sidder på en Mammut med elefantsyge.

Åbningssangen ”Be” er en mukkert, der smadrer alt bullshit. Og omkvædet lyder mest af alt som et råd fra Slade til dem selv: ”Stand up, stand up and be yourself, / Stand up, stand up, don’t be nobody else / Cos me well you see, I don’t need nobody else.” En slags punket uafhængighedserklæring. Men i sin helhed opridser sangen faktisk et strengt moralkodeks, som sjældent ses i rock ’n’ roll.

Der er masser af bad boy boogie i single-udtrækket ”Gypsy Roadhog”, en sang, der er så spækket med referencer til coke-snifning, at BBC fandt fornøjelse i at fjerne den fra æteren. Men det er ikke bare en sex and drugs and rock and roll-sang, men et veritabelt outlaw-epos. Det samme gælder for resten ”Dead Men Tell No Tales”.

”Dogs Of Vengeance” er påfaldende dyster af en Slade-sang at være, og den har en motherfucker af et riff. Personen, der taler i sangen, er for resten også noget af en mf’er. Og man fornemmer, at lovløshed og desperate situationer er temaer, der presser sig på hos Slade i 1977.

Hvis du tror, at Noddy Holder kun kunne hoste op med vrøvlerim à la ”Skweeze Me, Pleeze Me”, så tjek lige lyrikken til ”Big Apple Blues”. Mens du vel at mærke ikke overhører Noddys stemme. Holders stemmebånd holder. En af de bedste rockvokaler nogensinde: rå, hæs, men aldrig tonløs. Han er endnu bedre end Brian Johnson (Geordie, AC/DC). Og ja, Holder fik faktisk tilbudt jobbet i AC/DC efter Bon Scotts død, men han takkede nej. WTF?!?

Produktionen på ”Whatever Happened To Slade” er knivskarp på en garaget måde. Trommerne lyder af trommer, og guitarerne skærer gennem lydbilledet som macheter. Arrangementerne er punkistiske og renset for de truthorn, som var med til at skabe en mere ”seriøs” sound på ”Slade In Flame” (1974).

Tilbage står et af de heavieste albums fra 1977. Og i min samling har ”Whatever Happened To Slade” samme rang som andre topalbums fra 1977, såsom Thin Lizzys ”Bad Reputation”, UFOs ”Lights Out”, AC/DCs ”Let There Be Rock”, Scorpions’ ”Taken By Force”, Kiss’ ”Love Gun”, Aerosmiths ”Draw The Line”, Blue Öyster Cults ”Spectres”, Queens ”News Of The World” og Ted Nugents ”Cat Scratch Fever”. (Trumfen fra 1977 er og bliver Judas Priests ”Sin After Sin” for mit vedkommende.)

Slades historie stopper selvfølgelig ikke her. Wolverhampton-bandet kørte på. I en rockbranche, som også dengang var overfyldt med folk, som var der af alle de forkerte grunde. Som fx de der ”bouncers”, altså vagter, der ”passer på”, at fans ikke bliver for vilde under koncerterne.

En aften i 1978 blev det for meget for Noddy Holder under en koncert i Wales. Slade-sangeren blandede sig i den hårdhændede behandling af gruppens fans. Og så blev han slået ned. Brækket næse, to blå øjne og en tur på krankenhaus. Dagen efter var Noddy Holder selvfølgelig klar til at gå på scenen igen. Og episoden blev foreviget i sangen ”Nuckle Sandwich Nancy”, der både floppede som single og kom med på albummet ”Til Deaf Do Us Part” (1981).

Men inden da havde Noddy Holder & Co. set miraklet ske for øjnene af dem selv på Reading Festvialen i 1980. Hyret som erstatning for Ozzy Osbourne i sidste øjeblik. Skubbet op på scenen mellem to af de største, nye håb i britisk heavy metal, Girl og Def Leppard. Men det var Slade, der sejrede. Publikum gik amok. Egentlig var det Dave Hills afskedskoncert. Men han besluttede sig lige til at blive i bandet efter de klapsalver.

Da Def Leppard gik på Readings scene efter Slade, spillede de smarte og lod folk forstå, at det, de lige havde oplevet, var fortiden, men at det nu var fremtiden, der stod på scenen. Og så begyndte det at regne. Med dåser. Ikke alle dåser var tomme, om end det næppe var øl, der var i dem … I dag påstår Def Leppard, at det er ”en myte”, at de blev bombarderet på Reading. Men alle samtidige kilder fortæller om pismissiler.

Efter Reading fik Slade tre top 10-hits. Mest eftertrykkeligt ”We’ll Bring The House Down” (1981). Kort sagt, Slade vendte tilbage til deres syng-med-skabelon. Det var selvfølgelig godt for Holders, Hills, Leas og Powells bankkonti. Men kunstnerisk kom der ikke andet end petitesser ud af det i forhold til ”Whatever Happened To Slade”. \m/

Single-omslaget til "Gypsy Roadhog". Lidt for meget coke til BBC.

Kilder: Min gode hukommelse. Min pladesamling. Plus en masse crap på Wikipedia.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama