Eksempel til efterfølgelse

Artillery er et eksempel på, at det flasker sig at ignorere alle trends og i stedet forblive tro mod sit udgangspunkt.

Det danske pionerbands ottende album er et katalog over tidløs thrash.

Det her er åndssvagt. Her sidder jeg i sofaen og oplever verden gennem min iPhone og taster denne anmeldelse ind på min lille skødecomputer.

I mellemtiden har Artillery turnéret i fjerne verdensdele, de har bragt deres heavy metal med på krydstogtsskibe og med den transsibiriske jernbane. De har vovet, hvor de fleste andre danske metalbands (og journalister!) har tøvet og er blevet inden for kaffebordets forsvarlige rækkevidde.

Det har ligget i kortene fra starten: Artillery er et pionerband. Og det er de i dag mere end nogensinde. For hvor mange danske metalbands er kommet så vidt omkring i verdens ravnekroge som Artillery?

Artillery demonstrerer i disse år, at der findes et (ret stort!) internationalt marked, hvis man har metallisk substans og ikke modestads på sætlisten. Der kunne skrives bøger om Artillerys bedrifter i nyere tid – måske det var noget for Politiken med et Artillery-tillæg?

Pionerer var Artillery allerede i midten af 1980’erne, hvor de var med til at grundlægge den subgenre, som senere fik navnet thrash metal. Der er ingen grund til at dvæle ved detaljer som, at kunstnere som Metallica og Bathory havde et godt øje til Artillery i gruppens tidlige år.

Det er efterhånden også irrelevant, at det store gennembrud lod vente på sig, og at end ikke den Flemming Rasmussen-producerede ”By Inheritance” (1990) kunne skubbe Artillery op i nærheden af thrashens Big Four.

For Artillery klarer sig fint. Faktisk er de et eksempel til efterfølgelse. Et eksempel på, at det flasker sig at ignorere alle trends og i stedet forblive tro mod sit udgangspunkt: den ægte heavy metal.  

Artillery har tur i den nu om dage. Og det i en grad, som gør, at de har kunnet droppe deres dagjobs for i stedet at hengive sig 100% til deres tonekunst. De behøver end ikke tage modeljobs for at få huslejen betalt.

”In Defiance Of Conformity” hedder åbningsnummeret på Stützer & Co.’s ottende studiealbum. Det er en stor titel. Men også en passende titel, for der er absolut intet hipt over Artillery, hverken over deres lyd eller deres look.

Der er garanteret nogen, der savner noget nybrud på ”Penalty By Perception” (Metal Blade). For det er drøntraditionelt, det, Artillery disker op med. De massive riffs er i sig selv et katalog over tidløs thrash.

Alligevel er der åbne vidder i søgeren hos Artillery anno 2016. De spiller ikke bare enklave- eller ghetto-thrash. Guitarharmonierne er spillet med skelen til den klassiske heavy rocks twin lead attacks (Thin Lizzy, Iron Maiden).

Og så er der jo den vokale side af sagen. Flemming Rønsdorfs rabiate stil er for længst passé i Artillery-sammenhæng. Og med indskiftningen af Michael Bastholm Dahl nærmer vi os nu prog- eller i hvert fald power metalliske tendenser.     

Dahls vokal svæver med et ørneværdigt vingefang højt over det ragnarok af thrash metal, som guitaristerne Michael og Morten Stützer, bassisten Peter Thorslund og trommeslageren Josua Madsen skaber.

Vi får også en power ballade: ”When The Magic Is Gone”. Nummeret har gæste-tangentarbejde af Morten Sandager (Pretty Maids, Mercenary). Måske en noget skabelonagtig sang, men lur mig, om den ikke i den rette skumringstime kan få fandommen til at hive Scorpions-lighterne frem?

Det overordnede indtryk af Artillerys opus 8 er homogent. Videonummeret ”Live By The Scythe” stikker ud ved at have exceptionelt meget hook. Men det er titelnummeret, der for alvor demonstrerer d’herrer Stützers majestætiske riffmeisteri: her har vi både det hymniske og det rambukagtige forenet i sammen komposition. Flot!

”Penalty By Perception” er unægtelig en noget mere sanitær plade end Artillerys legendariske debutalbum, ”Fear Of Tomorrow” (1985). Produktionen efterlader et lytteindtryk, som er fejet og prydet. Måske også for pænt.

En gammel maniac som mig kan godt savne aggressionen fra den terror-trup, som Artillery var i 1980’erne. Men når jeg er færdig med at brokke mig, så må jeg også indrømme, at Artillery anno 2016 får det gamle metalhjerte til at slå velfornøjet under battle vesten. Og ved endt gennemlytning presser især ét ord sig på: RESPEKT! \m/

DISCLAIMER: Dette er en Rifferama-anmeldelse. Metalizeds officielle anmeldelse af ”Penalty By Perception” kan læses i magasinets nummer 103.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama