The New Wave Of British Heavy Metal var igangsætteren for det boom, som gjorde heavy metal til en af de mest populære musikformer i 1980’erne. Subgenrer som thrash metal, black metal, death metal og doom metal har deres rødder i NWOBHM.
Rifferama guider læseren igennem den vildtvoksende jungle, som den britiske metal var i starten af 1980’erne.
Guide: Peter Béliath (Publiceret i NRG Magazine nr. 39,
oktober 2009)
♠ The New Wave Of British Heavy Metal
var en bølge af metalbands, som brød frem i 1979, og som revolutionerede
rockscenen i de tidlige 1980’ere. Bølgens navn forkortes ofte til NWOBHM.
Bølgen var en genoplivning af 1970’ernes hendøende hårdrock-scene og et opgør
med new wave, disco og andre stilarter, som dominerede musikverdenen på det
tidspunkt.
♠ NWOBHM-grupperne tog den
traditionelle heavy metal og hard rock fra 1970’erne og fusionerede den med
punk rockens ungdommelige energi og nerve. Derfor endte NWOBHM-grupperne som regel
med at spille hurtigere og mere aggressivt end deres forgængere fra 1970’erne.
♠ NWOBHM-grupperne kom primært fra den
britiske arbejderklasse, og de havde svære vilkår, hvad angår øvelokaler,
studier, spillesteder, radio, tv, presse, pladeselskaber etc. Derfor var de
tvunget til at bruge punkens gør-det-selv-metoder for at få musikken ud til
deres fans. Mange bands udsendte selv deres plader. Men der opstod også
deciderede metalselskaber som Neat Records, Heavy Metal Records og Ebony Records,
der alle blev kørt af metalentusiaster.
♠ NWOBHM lancerede den klassiske
metaluniform med læderjakker, nitte- og patronbælter og cowboyveste med påsyede
stofmærker. Denne kultur blev hyldet af Saxon i sangen ”Denim And Leather”
(1981). Bevægelsen udgjorde en slags musikalsk minihær eller brigade. Og det
inspirerede Def Leppard til at skrive sangen ”Rock Brigade” (1980).
♠ NWOBHM gjorde den hårde rock til et
fællesskab og en modkultur, som var i opposition til både de politiske
magthavere og de dominerede institutioner i musikbranchen. Holocaust-sangen ”Death
Or Glory” (1981) vibrerer ligefrem af antiautoritær attitude og outsider-trods.
♠ NWOBHM blev til at begynde med kun
taget alvorligt af musikavisen Sounds. Ansporet af redaktøren Alan Lewis var
det Sounds’ lunefulde journalist Geoff Barton, der lancerede betegnelsen New
Wave Of British Heavy Metal. Barton skiftevis hypede og høvlede de nye bands.
Barton startede senere Kerrang!, måske verdens første metalmagasin.
♠ NWOBHM fik spilletid på den britiske
statsradiofoni BBCs The Friday Rock Show, hvor studieværten Tommy Vance
promoverede den allernyeste musik fra metalvækstlaget. Produceren Tony Wilson
lavede fortrinlige optagelser af grupperne, som spillede live i BBC-studiet.
Flere af disse sessions har dannet grundlag for pladeudgivelser.
♠ NWOBHM florerede også på diskoteker
som The Heavy Metal Soundhouse i London. Headbangerne troppede op med
hjemmelavede guitarer af pap og spånplade eller de spillede luftguitar og
headbangede løs på dansegulvet, mens dj’s som Neal Kay spillede en blanding af
heavy-klassikere og det nyeste nye fra undergrunden.
♠ NWOBHM blev en stor inspiration for
heavy rockere verden over. Ikke mindst subgenrer som thrash metal, black metal,
death metal og doom metal har deres rødder i NWOBHM. Def Leppard, Iron Maiden og
Saxon var dog med til at få heavy metal ud til det brede publikum. Girl fik
betydning for glam/sleaze-scenen, og pigegrupperne Girlschool og Rock Goddess
udførte pionerarbejde for kvindelige metalmusikere.
♠ NWOBHM som bevægelse er beskrevet nærmere i denne Rifferama-artikel.
♠ NWOBHM som bevægelse er beskrevet nærmere i denne Rifferama-artikel.
Iron Maiden i 1980. |
Men her er en forpustet opremsning af de vigtigste navne i den britiske bølge, som satte den hårde rock i scene i 1979-1985. Bemærk: mange af grupperne er stadig aktive, men guiden fokuserer på deres meritter i begyndelsen af 1980’erne.
NB! Dette er absolut ingen fyldestgørende feature. Det er snarere en NWOBHM for dummies ...
IRON MAIDEN havde
fra starten det hele: en stærk vilje, et stærkt image og nogle stærke sange.
Maiden er gået fra succes til succes, og gruppen er sammen med Black Sabbath,
Judas Priest og Metallica endt med at blive det mest stilskabende heavy
metal-band nogensinde. En skæring som ”Prowler” var kult på den tidlige thrash
metal-scene. Skamhør albummet ”Iron Maiden” (1980).
DEF LEPPARD var
blandt pionererne i NWOBHM; deres debut-ep fra 1979 indeholdt bl.a. ”Getcha
Rocks Off”, et ultrahurtigt nummer, der ligger langt fra den poppede rock, som
bandet senere blev kendt for. Def Leppard blev katalysator for 1980’ernes hair metal-strømning. Skamhør albummet ”High ’n’ Dry” (1981).
SAXON kunne ikke kun
levere schlagere til hitlisten, de kunne også affyre det vildeste støj- og
højhastighedsmetal såsom ”Machine Gun” og ”Heavy Metal Thunder”. Saxon er
indiskutabelt et af 1980’ernes vigtigste metalbands. Skamhør albummet ”Wheels
Of Steel” (1980)
VENOM chokerede
musikverdenen med deres debutalbum ”Welcome To Hell” i 1981. Skiven slog alle
rekorder, hvad angår brutalitet og primitivitet. Og så var både lyd og
tekstindhold sort som Satan. Dog med et glimt i øjet, som både bandets elskere
og hadere overså. Venoms betydning for thrash, black og death metal har været
enorm. Skamhør albummet ”Black Metal” (1982).
DIAMOND HEAD spillede
iørefaldende og energisk metal, og de havde en uforlignelig evne til at
komponere sange med skarpkantede og kraftladede riffs. ”Am I Evil” er et
pragteksempel. Diamond Head forgudes af Metallica og har fået ridderslaget af
Dave Mustaine og Black Sabbath-eminencen Tony Iommi, der begge medvirker på
gruppens ”Death And Progress”-album fra 1993. Skamhør debutalbummet (ofte
kaldet ”Lightning To The Nations”, 1980).
BLITZKRIEG blev
ledet af sangeren Brian Ross, som excellerede i høje skrig, der kunne sprænge
krystalglas. Musikken var ur-speed metal med slagkraftige melodier. Blitzkriegs
livebånd ”Blitzed Alive” (1981) fik massiv indflydelse på thrashens udformning,
og Metallica har hyldet Ross & Co. med en coverversion af ”Blitzkrieg”.
Skamhør albummet ”A Time Of Changes” (1985).
Angel Witch var et af de første bands, som brugte det okkulte symbol for Baphomet. |
TYGERS OF PAN TANG leverede
det ultimative heavy metal-nummer: ”Killers” – her demonstrerede Jess Cox,
hvordan et mandfolk skal synge. Lars Ulrich & Co. overvejede en overgang at
kapre Cox som sanger til Metallica. Til deres andet album hvervede Tygers
guitaristen John Sykes, som senere blev stjerne i Thin Lizzy og Whitesnake.
Skamhør albummet ”Wild Cat” (1980).
GIRLSCHOOL var et
af de første bands inden for NWOBHM, som scorede sig en pladekontrakt. Det
gjorde de imod alle odds. For pigebands var stadig et særsyn i 1980. Men Kelly
Johnson & Co. spillede så overbevisende, at selv fans af Motörhead blev
begejstret for gruppens musik. Skamhør albummet ”Demolition” (1980).
WITCHFYNDE spillede
syret og stemningsfuld ur-doom metal med okkulte undertoner (guitaristen
Montalo er wicca-dyrker). Nummeret ”Unto The Ages Of The Ages” er en tour de
force i dystre stemninger. Skamhør albummet ”Give ’Em Hell” (1980).
WITCHFINDER GENERAL stjal de
fedeste riffs fra Black Sabbath og lavede en flabet og snotnæset tungrock ud af
dem. Bandet var inspiration for både doom metal-grupper og diverse metalliske
retrobevægelser. Sangeren Zeeb Parkes’ svinehyl på ”Invisible Hate” er
legendarisk. Skamhør albummet ”Death Penalty” (1982).
RAVEN var en power-trio,
som spillede hyperaktivt metal. Hvis rock var en atletisk disciplin, ville den
lyde som Raven. Singlen ”Don’t Need Your Money” (1980) er et velspillet,
velproduceret og sindssygt medrivende eksempel på NWOBHM. Skamhør albummet
”Rock Until You Drop” (1981).
HOLOCAUST skrev
heavy metal-slagsangen over dem alle: ”Heavy Metal Mania” (single fra 1980,
komplet med hylende sirene-intro). Metallica indspillede en coverversion af skotternes ”The Small Hours”. Skamhør albummet ”The Nightcomers” (1981).
TANK var en trio af
punkere, som fik lyst til at spille metal. Motörhead var forbillederne for det
tidligere The Damned-medlem Algy Ward, der åbenbart gurglede hals med saltsyre,
før han trådte hen foran mikrofonen. Tank havde en forkærlighed for højt tempo
og simple, slagkraftige melodier. Skamhør albummet ”Filth Hounds Of Hades”
(1982).
SATAN rådede over sangeren
Brian Ross, og stilen var meget lig Blitzkrieg: tårnhøje heavy-skrig og fuld
fart på musikken, som var drønmelodisk. Bandnavnet lyver dog: Ross & Co.
kyssede ikke Fanden i numsen. Skamhør albummet ”Court In The Act” (1983).
JAGUAR vakte opsigt med den
superhurtige single ”Axe Crazy” (1982). Fart var Jaguars speciale, hvorimod
iørefaldende melodier ikke var på bandets dagsorden – så på flere måder var
Jaguar forløbere for thrash metal. Skamhør albummet ”Power Games” (1983).
Samson med Bruce Bruce til venstre. Bruce (Dickinson) gjorde siden hen karriere i Iron Maiden. Manden i det hvide tøj og terroristmasken er trommeslageren Thunderstick. Live var Thundersticks trommesæt stillet op inden i et metalbur som symbol på gruppens musikalske vildskab. Masken optrådte også på coveret til Samsons album "Head On" fra 1980. |
GRIM REAPER var
leverandører af traditionelt britisk arbejderklasse-metal med seje melodier og
en sanger (Steve Grimmett), som var intet mindre end fantastisk. Beavis &
Butt-head tog pis på Grim Reaper i de anti-metalliske 1990’ere. Men Grimmett
& Co. har overlevet vittigheden og er i dag kult blandt fans af autentisk metal.
Skamhør albummet ”See You In Hell” (1983).
CHATEAUX fik i begyndelsen af
deres karriere hjælp af Grim Reaper-sangeren Steve Grimmett. Gruppen, der
ellers var en trio, spillede en både meget traditionel og meget speciel form
for metal, der indeholdt en unik blanding af blues-rødder og
proto-thrash-indslag. Skamhør albummet ”Chained And Desperate” (1983).
PRAYING MANTIS stod for
sofistikeret metal i stil med Thin Lizzy. Mantis krydrede deres musik med
svimlende guitar-harmonier og tekster, der gjorde alle fordomme om heavy metal
til skamme, både hvad angår intelligenskvotient og teologi. Skamhør albummet
”Time Tells No Lies” (1981).
SHIVA var en power-trio,
som var tydeligt inspireret af 1970’ernes Rush. Shiva spillede progressivt,
poetisk og drømmende metal, og de rystede gode melodier ud af ærmerne på deres
læderjakker. Skamhør albummet ”Firedance” (1982).
GIRL gik med sminke og
var så frække at blande den hårde metal-lyd med funk, reggae og pop. Og på den
måde var gruppen med til at bygge bro mellem 1970’ernes glam rock og 1980’ernes
sleaze metal. Sangeren Phil Lewis og guitaristen Phil Collen blev senere
stjerner i hhv. L.A. Guns og Def Leppard. Skamhør albummet ”Sheer Greed”
(1980).
SAVAGE forenede en rå lyd
og højt spilletempo med solid sangskrivning. Savages melodier sætter sig som
sugekopper i hjernen allerede ved første gennemlytning. Bandet leverede
musikalske gener til det monster, som vi i dag kalder thrash metal. Skamhør
albummet ”Loose ’N Lethal” (1983).
SWEET SAVAGE kom fra
Irland og spillede hurtigt metal med masser af guitar-lækkerier. Guitaristen
hed Vivian Campbell og blev headhuntet af Ronnie James Dio, da denne dannede
sit succesrige band Dio i 1983. Sweet Savage-sange som ”Killing Time” og ”Eye
Of The Storm” anses for at være klassikere. ”Lady Marion” blev til Dios
”Rainbow In The Dark”. I dag spiller Campbell i Def Leppard. De klassiske Sweet
Savage-indspilninger mangler endnu at blive udsendt i albumform, men enkelte
gamle numre findes i nye indspilninger på albummet ”Killing Time” (1996).
"Chopper Attack" fra Battleaxes andet album betragtes som en klassiker. |
MORE var et af de mest
miskendte bands inden for NWOBHM. More talte bl.a. den tidligere Iron
Maiden-sanger Paul Mario Day og guitaristen Kenny Cox, hvis indvielses-jeans bestod af 99% lapper. Mores musik var beskidt
og basal heavy rock, bundsolid og med seje melodier. Mores cover af The Crazy
World Of Arthur Browns ”Fire” var uovertruffen. Skamhør albummet ”Warhead”
(1981).
TOKYO BLADE var sent
ude i forhold til pionerbands som Samson og Saxon. Og Salisbury-gruppen var et
af de sidste NWOBHM-bands, som vakte opsigt. Stilen var hyperenergisk, men
melodisk metal. Og så havde Tokyo Blade en fordel frem for fx More: de var
kønne og forstod at klæde sig smart. Skamhør albummet ”Tokyo Blade” (1983).
DEMON gjorde sig bemærket med et stærkt sceneshow og horror-koncepter à la Alice Cooper. Sangeren Dave Hill & Co. var et af de tidlige bands i 1980’ernes okkulte boom, men musikalsk lå de langt fra black metal. Demon spillede snarere melodisk betonrock i 1970’er-stil – senere bevægede de sig i retning af såkaldt progressiv rock. Skamhør albummet ”The Unexpected Guest” (1982).
DEMON gjorde sig bemærket med et stærkt sceneshow og horror-koncepter à la Alice Cooper. Sangeren Dave Hill & Co. var et af de tidlige bands i 1980’ernes okkulte boom, men musikalsk lå de langt fra black metal. Demon spillede snarere melodisk betonrock i 1970’er-stil – senere bevægede de sig i retning af såkaldt progressiv rock. Skamhør albummet ”The Unexpected Guest” (1982).
CLOVEN HOOF var
også tidligt ude med okkultisme i metal. De havde et stort opsat image, hvor
medlemmerne var opkaldt efter de fire elementer. Cloven Hoof bød ikke på
musikalsk nybrud, men deres – efter vor tids målestok – drøntraditionelle heavy
metal var ganske hårdtslående og blev båret oppe af David Potter aka Waters
kraftfulde vokal. Skamhør albummet ”Cloven Hoof” (1984).
DEDRINGER hørte
til NWOBHMs mere kommercielle bands. Leeds-gruppen havde held til at skrive en
håndfuld virkelig fængende, melodiske sange, som måske ikke ligefrem satte
verden i brand, men som på en eller anden party-agtig måde fungerede som
prøveballon for den mere poppede del af 1980’erne hårdrock. Skamhør albummet ”Direct
Line” (1981).
CHEVY kom også
fra NWOBHMs iørefaldende departement. Gruppens stil bar præg af 1970’ernes bluesy
hårdrock og var beriget med et tykt, sovset groove og en sej herrevokal. Der høres
tydelig påvirkning fra amerikansk sydstatsrock. Et af de utallige bands, som
aldrig indfriede de forventninger, som pressen havde til dem. Skamhør albummet ”The
Taker” (1980).
PAGAN ALTAR var
på en underlig undergrunds-forkrampet måde forud for deres tid. Hyllet i okkult
mystik og med en stenalder-doomy tungrock blev bandet kult. Og det er Pagan
Altar stadig. Gruppen indspillede et album i 1982 – men det udkom først halvanden
dekade senere. Skamhør albummet ”Volume 1” (1998).
Ebonys kompilation fra 1983. Fyldt med obskurt materiale, som er stærkt eftertragtet af kendere. |
Der
eksisterer myriader af opsamlingsplader med NWOBHM-bands. ”Metal For Muthas”
(1980) og ”Heavy Metal Heroes” (1981) er nærmest legendariske. På ”Lead Weight”
(1981) kan man høre en sjældenhed som Satan’s Empires stemningsfulde sang
”Soldiers Of War”. På ”Metal Warriors” (1983) findes det formidable episke
nummer ”Oh For The Brains Of A Ludwig” med Flyte. Skæringer som disse er
virkelig værd at gå på jagt efter – også i dag!
Af andre
kompilationer kan nævnes ”Brute Force” (1980) og de to BBC-relaterede
opsamlinger ”Metal Explotion” (1980) og ”The Friday Rock Show” (1981).
I 1989
kunne NWOBHM fejre ti års jubilæum, og i den anledning kompilerede Lars Ulrich
og Geoff Barton et dobbeltalbum med NWOBHM-højdepunkter. Kompilationen bærer
titlen ”The New Wave Of British Heavy Metal: ’79 Revisited” (1990) og giver et
godt indblik i den britiske undergrundsmusik, der inspirerede Metallica, Voivod,
Celtic Frost og andre grupper til at spille thrash metal.
I 2005
udkom “Lightning To The Nations – NWOBHM: 25th Anniversary
Collection”, der indeholder hele tre cd’er proppet med britisk undergrundsmetal
fra begyndelsen af 1980’erne. På disse
opsamlingsplader kan man høre en masse bands, som ikke er omtalt i denne guide: Weapon, Hollow Ground, Gaskin, Vardis, Spider og mange,
mange flere.
KULTSINGLER
Hovedparten af materialet fra NWOBHM
blev udgivet på obskure singler og ep’er med low budget-produktion. Meget af
musikken er glad amatørisme, men ind imellem findes der virkelige perler.
F.eks. er Quartz’ ”Satan’s Serenade” lidt af et metallisk mesterværk. Af og til
kan det betale sig at vende en single om og nærlytte b-siden – eksempelvis er
Bitches Sins ”Sign Of The Times” ren proto-thrash-fryd. Her er et udpluk af
singler, som giver et godt indtryk af NWOBHMs undergrundslyd:
Trespass “One
Of These Days” (1979)
Sledgehammer
“Sledgehammer” (1979)
Quartz “Satan’s
Serenade” (1980)
White Spirit
“Backs To The Grind” (1980)
Black Axe ”Highway
Rider” (1980)
Dark Star “Lady
Of Mars” (1980)
Paralex “White
Lightning” (1980)
Fist “Name,
Rank And Serial Number” (1980)
Geddes Axe
“Return Of The Gods” (1980)
Buffalo “Battle
Torn Heroes” (1980)
Aragorn ”Black
Ice” (1981)
Megaton
“Aluminium Lady” (1981)
A II Z “No Fun
After Midnight” (1981)
Bitches Sin
“Always Ready (For Love)” (1981)
Persian Risk
“Calling For You” (1981)
Split Beaver
“Savage” (1981)
Soldier
“Sheralee” (1982)
Black Rose “No
Point Runnin’” (1982)
Mendes Prey “On
The Borderline” (1982)
Bashful Alley “Running Blind” (1982)
Bashful Alley “Running Blind” (1982)
Avenger “Too
Wild To Tame” (1983)
Sabre “Miracle Man”
(1983)
Hell “Save Us From Those Who Would Save Us” (1983)
Hell “Save Us From Those Who Would Save Us” (1983)
Desolation Angels
“Valhalla” (1984)
Originaludgaverne af disse plader er i
dag eftertragtede sjældenheder, som sælges til skyhøje priser. Heldigvis er
store dele af NWOBHM-musikken genudgivet på cd – og efterhånden også på vinyl i
hysterisk små oplag. Via Youtube og andre streaming-tjenester er en del af
musikken fri tilgængelig på internettet. Happy hunting.
ACHTUNG! Flere af NWOBHM-grupperne (Iron Maiden, Saxon, Venom, Quartz, Witchfynde, Witchfinder General etc.) er omtalt mere detaljeret i separate artikler her på Rifferamas blog. \m/
ACHTUNG! Flere af NWOBHM-grupperne (Iron Maiden, Saxon, Venom, Quartz, Witchfynde, Witchfinder General etc.) er omtalt mere detaljeret i separate artikler her på Rifferamas blog. \m/
FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama
Ingen kommentarer:
Send en kommentar