En af heavy rockens stamfædre er død

Just som jeg sidder og taster mig frem til min personlige udgave af heavy rockens historiske start, går nyheden som en løbeild gennem Facebook: Jack Bruce er død.

Jack Bruce i Cream. Bemærk dinosauren. Noget af en Godzilla. Og så ti år før
Blue Öyster Cult gjorde dino til standardinventar i metallens bestiarium.

Jack Bruce (1943-2014) var en af rockens store enere. En stor sanger. En stor bassist. En stor sangskriver. Og frem for alt: en stor personlighed.

Jack Bruce var som bekendt en tredjedel af supergruppen Cream. Egentlig var d’herrer Eric Clapton (guitar og vokal), Ginger Baker (trommer og vokal) og Jack Bruce (bas og vokal) et britisk blues-band, som – vist nok – af vanvare kom til at opfinde heavy rocken. Det fik de i hvert fald skyld for. Af anmelderne. Som til at begynde med syntes helt godt om den velspillende power trio.

Men i takt med, at Creams musik blev voldsommere og voldsommere, blev smagsdommernes fordømmelser hårdere og hårdere. Og som årene gik, og den tunge rock tog mere og mere over på musikmarkedet, gav anmelderne gentagne gange Cream skylden for det hele.

Det var ikke kun musikalsk, at Cream var hårde som flint. Også personligt var de nogle barske herrer. Ikke mindst trommeslageren Ginger Baker og Jack Bruce var læderhalse. Og man behøver kun høre efter med et halvt øre for at bemærke, at Creams musik var langt hårdere, end 1960’ernes studie-optageteknik kunne opfange.

”Disraeli Gear” (1967) står vel tilbage som Creams hovedværk. Et fantastisk album. Det er her, man finder ”Sunshine Of Your Love”, som mange (inklusive Ronnie James Dio) har fremhævet som det arketypiske heavy riff. En anden sværvægter på ”Disraeli Gears” er ”Tales Of Brave Ulysses”, som Trouble indspillede en cover version af i 1970’erne.

Creams musikalske tyngde og slagkraft kom for alvor til sin ret live. Vidner til trioens koncerter fortæller, at det nærmest var som at overvære en krig på scenen. Ikke mindst livealbummet ”Cream Live Volume II” (indspillet i 1968, men først udsendt i 1972) giver et præcist indtryk af Cream som et tidløst heavy rock-band. På dette livealbum finder man for resten også Jack Bruces tour de force: ”White Room”.

Efter Cream fortsatte Jack Bruce som soloartist. Så sent som i foråret udsendte han albummet ”Silver Rails”. Men Bruce spillede også i forskellige konstellationer. I heavy rock-sammenhæng er han nok mest kendt for sin indsats med bandet West, Bruce and Laing, hvor han spillede noget af det mest stilskabende tungrock sammen med Mountain-folkene Leslie West (guitar) og Corky Laing (trommer).

Jack Bruce lod ligeledes sit formidable basspil lyde på mesterværker som Lou Reeds ”Berlin”, ligesom han indspillede sammen med nogle af den hårde rocks største stjerner: Gary Moore (Thin Lizzy m.fl.) og Cozy Powell (Rainbow, Whitesnake, Black Sabbath m.fl.).

Jack Bruce kunne være rapkæftet. Under en af magasinet Classic Rocks award-uddelinger i 00’erne udtalte han, at Led Zeppelin var noget bras. Og at Cream var meget bedre.

Man kan mene om den slags udtalelser, hvad man vil. Men det er en kendsgerning, at Cream gik forud for Led Zeppelin. Og at Black Sabbath, som ellers er herostratisk berømt for at have startet heavy metal-genren, stod på Creams musikalske skuldre, da de i 1970 udsendte deres første album.

Jack Bruce og Creams bidrag til skabelsen af den hårde rock var mindst ligeså centrale som The Yardbirds og The Jimi Hendrix Experiences. Og slår man op i den første egentlige bog om heavy metal, Malcolm Domes og Brian Harrigans ”Encyclopedia Metallica” (Bobcat Books, 1981), kan man da også læse, at det netop var med Cream, The Yardbirds og Hendrix, at det, vi i dag kalder heavy metal, blev grundlagt.

Det hører selvfølgelig med til historien, at Jack Bruce var meget mere og andet end en heavy rock-stilskaber. Han var først og fremmest en blues-musiker. Og han krydsede med dødsforagt rundt mellem genrerne. At sætte ham i bås ville ikke gøre ham ret. Han hørte ligeså meget hjemme i progressiv rock, fusionsjazz og psykedelisk rock. Men i mit metalhjerte er han indskrevet som en af heavy rockens stamfædre. <13>

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama