De spillede som besatte

Lad os bare tage et års forskud på et stort jubilæum: Et af de sejeste thrash-albums fylder 30 år den 16. oktober 2015.

Djævlesvans galore ...

Rifferamas kvikke læsere har allerede gættet det. Dette blogindlæg handler om Possessed og deres debutalbum ”Seven Churches”, der blev sendt på det sagesløse marked på denne dag i 1985.

Possessed blev aldrig så store, som de fortjente. Kvartetten kom fra San Francisco, som havde en sprudlende thrash metal-scene i midten af 1980’erne. Det var i San Francisco, at Metallica for alvor lagde grunden til deres verdensomspændende succes. For i San Franciscos Bay Area var metalpublikummet bare ellevildt med thrash. Exodus kom fra Bay Area. Det samme gjorde Testament, Forbidden, Death Angel, Lääz Rockit, Vio-Lence, Heathen, Sadus og mange andre hæderkronede navne.

Bay Areas thrash-scene havde en høj musikalsk standard. De færreste bands kan fx matche det rifferama, som man finder på Exodus’ 1985-album ”Bonded By Blood”. Men der var også noget pænt over Bay Area-thrashen – i hvert fald i forhold til den skrammede, skamlende og skamferede thrash, der kom fra Europa: Sodom, Destruction, Kreator, Celtic Frost, Bathory und so weiter. Eller fra Latinamerika: Sepultura, Sarcófago etc. For ikke at glemme de canadiske vederstyggeligheder: Voivod.

Der var dog ét San Francisco-band, som var lige så brutalt som de europæiske konkurrenter: Possessed. Nørder i metalmiljøet skændes da også om, hvorvidt Possessed spillede thrash, dødsmetal eller black metal. Sandheden er vel, at Possessed spillede alle tre ting. For de stammede fra en tid, hvor fragmenteringen og subgenre-galskaben endnu ikke var gået TOTALT amok.

Noget taler for, at Possessed var det første band, der overhovedet brugte begrebet ”Death Metal” (det var titlen på gruppens demo fra 1984). Oven i det dødelige kom så et image, der gangede Slayer anno 1983 med 10: nittebeslået læder, omvendte kors og djævlesvanse galore. Intet band har næppe skåret så meget tænder, når fotografen kiggede forbi, som Possessed gjorde til de sessioner, der havnede på omslaget til ”Seven Churches”. Possessed var heavy med HEAVY på.

Musikalsk stod Possessed vel i skyggen i Slayer, som – hånden på hjertet – var lidt mere opfindsomme, hvad angår sangskrivning. Men Possessed var mere ekstreme, mere brutale. For at sige det mildt.

Jeff Becerra fører Possesseds tradition
videre i det 21. århundrede ...

Måske var Mike Torrao (guitar), Jeff Becerra (bas/vokal), Larry Lalonde (guitar) og Mike Sus (trommer) for tidligt ude. Fandommen var endnu ikke tunet ind på den brutalitet, som for alvor kom til udtryk i ekstremmetallen i slutningen af 1980’erne og de tidlige 1990’ere. Og allerede efter to albums og en ep gav Possessed op! Men fortvivl ikke, for grupper som Morbid Angel, Incubus og Necrovore spredte den Possessed-agtige, brutale, dødelige og blakkede thrash som en løbeild på metalscenen.

Når jeg her i dag tager forskud på 30-års jubilæet ved at skamhøre ”Seven Churches” (som jeg for nylig var så heldig at genfinde på vinyl hos Vinyl Records 666), så forstår jeg ikke helt, at så FÅ husker Possessed. For deres musik er sandelig mindeværdig nok.

Det er ikke musik, som er let at lytte til. Det er musik, som kræver opmærksomhed. Og en eller anden form for fordybelse. Possesseds musik er forvrænget som bare ham med bukkefod og vædderhorn. Fordrejet og forvreden metalrock, som river op i sindet. ”Twisted Minds” er en sigende titel.

Er der noget senpubertært over teksterne? Selvfølgelig er der det. Men næppe mere end det, som Slayer gjorde sig skyldig på samme tidspunkt. Og så er der jo den tekniske side af sagen. Possessed kunne spille. Som besatte! Larry Lalonde spillede så godt, at han senere hen kom ud i noget snavs. Den der med at sejle på ostens syv have forstod jeg aldrig …

Men okay, det er de færreste ting her i verden, jeg forstår. Fx forstår jeg ikke, at en bog, som gerne vil stille sig an som det ultimative værk om black metal, fuldstændig fortier Possesseds eksistens. Jeg taler selvfølgelig om Dayal Pattersons ”Black Metal: Evolution Of The Cult” (Feral House, 2014). Et drop, der vil noget!

For sandheden er jo, at Possessed var et af de allerførste bands, som dyrkede den sorte stil med en imponerende konsekvens. Sortheden trængte ned i hvert eneste epileptiske guitarriff, hvert eneste grufulde growl, hvert eneste tordnende bas-pulsslag, hvert eneste rullende stortromme-spor.

Possessed var slet og ret med til at skabe den diskurs, som helt op til nutiden har gjort sig gældende for black metal. Og jeg vil godt æde min gamle, mølædte beret på, at nutidens mest TRVE (hey Nifelheim!) metalbands gerne betaler tribut til Possessed … som for resten er blevet gendannet og truer med at udgive nyt inden for den overskuelige fremtid. Det påstod Jeff Becerra i hvert fald fra scenen, da Possessed gæstede KB18 i sommers. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama