Da Mikael Åkerfeldt sang som et månesygt bæst

Der er ingen growl på Opeths nye album. Men der var engang, hvor gruppen hørte til i den skumle metal-undergrund, side om side med de sorteste satan-bands.

Opeth efter mørkets frembrud.

Opeth har netop udsendt deres 11. studiealbum: ”Pale Communion”. Anmelderne har allerede begravet albummet i roser og kastet om sig med gloser som ”progressiv” og sammenligninger med sofistikerede bands som ELP, Eloy og King Crimson.

Opeth har altid være fremme i skoene, hvad angår nyskabelser. De har aldrig fulgt i kølvandet på trends, de har aldrig bukket nakken for genre-konventionernes åg. Og meget er der sket med Opeths musikalske udtryk, siden Mikael Åkerfeldt & Co. debuterede i 1995 med albummet ”Orchid”.

”Orchid” udkom på Lee Barretts selskab Candlelight, som på det tidspunkt udgav skumle grupper som Enslaved, Solstice og Emperor. ”Orchid” lå da også tættere på ondskabsfulde værker som Emperors ”In The Nightside Eclipse” end på progressiv rock à la Porcupine Tree, som Opeth senere er blevet associeret med.

Om ”Pale Communion” udtaler kapelmester Åkerfeldt, at han ønskede at gå i en mere melodisk retning. Og anmeldere beroliger deres læsere med, at albummet ikke rummer ”growl eller dødsmetal-vokaler”. Den advarsel er selvfølgelig forståelig, for på ”Orchid” gav Mikael Åkerfeldt hals som et månesygt bæst. Og det ry hænger åbenbart ved i mere sensitive kredse.

Ifølge folkloren var det da også på foranledning af Emperors guitarist Samoth, at Opeth overhovedet fik kontrakt med Candlelight. Forbindelsen til den sorte metalundergrund kom ligeledes til syne i det legendariske nr. 10 (X) af Metalions kultfanzine Slayer (udgivet i foråret 1995), hvor Opeth blev interviewet side om side med blakkede navne som Mayhem, Darkthrone og Dissection.

I Slayer X citerer Åkerfeldt sin yndlingstekst, ”The Apostle In Triumph”, som hvad angår sort, stemningsfuld poesi var i vene med det, der foregik på den mere dystre og mørke skandinaviske metalscene i 1990’ernes midte: ”In the forest where wolves cry their agony unto the moon my soul is hidden, in the form of wisdom carved on a black stone.” Sådan! Skove, ulve, månen etc.

Alt dette virker (måske) besynderligt i dag, hvor Opeth har tilkæmpet sig en særstatus som metalgenrens acceptable enere, altid på vej mod nye horisonter, som var de vore dages svar på King Crimson. Heavy og metalliske er Opeth vel stadig, men deres fanskare anno 2014 vil næppe føle sig i godt selskab sammen med Nifelheim og Sadistik Exekution (for nu at nævne et par bands mere, som figurerer i Slayer X).

Anyway, i NRG nr. 2 (oktober 1995) skrev jeg følgende om ”Orchid” i en anmeldelse, som gav Opeth topkarakteren 6:

”Orchid” er det stof, som drømme er gjort af.

Opeths numre runder som oftest de ti minutter, og der er tale om forunderlig drømmemetal, fabelagtigt velspillet og velproduceret (Dan Swanö tryller ved mikserpulten!). Inspirationen kommer bl.a. fra Mercyful Fate, Iron Maiden, klassisk musik og moderne black metal. Titler som ”The Twilight Is My Robe” og ”Forest Of October” åbenbarer smukke, afvekslende kompositioner med lange instrumental-passager og poetiske tekster, som bliver fremført af en growler, der lyder som en ukristelig gensplejsning mellem Jon Nödtveidt (Dissection) og Ihsahn (Emperor).

Opeth tilhører Sveriges nye metalaldel, der består af navne som Dissection, Katatonia, Marduk, Tiamat, Ophthalamia, Therion og Abruptum. Hil! Hil! \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama