Ramaskrig og
bandbuller! Watain har skabt furore i metalundergrunden. Med ”The Wild Hunt” har
svenskerne nemlig ført black metal ind i en ny æra, hvor der både er plads til
blast beats og power ballader. På lørdag spiller de i København.
Watain, som de ser ud i civil. Erik Danielsson til venstre. |
Det er mere end ti år siden, jeg mistede interessen for
black metal. 1990’erne var en storhedstid for sort tonekunst, men som så mange
andre bølger og bevægelser inden for heavy rocken, gik der hurtigt mode i
genren, og de gamle, stilskabende bands brændte kunstnerisk ud (Mayhem, Burzum)
eller gik i opløsning (Emperor, Immortal). Hvis de da ikke muterede til plastik
(Dimmu Borgir, Cradle Of Filth).
Watain afskrev jeg, da de album-debuterede i 2000. Men mens
jeg har vendt ryggen til black metal-scenen, har Watain åbenbart været i en
rivende udvikling, og deres femte album, ”The Wild Hunt” (2013), har taget mig
med storm.
”The Wild Hunt” er 100% black metal. Totalt, helhjertet sort
metal. Ondt, satanisk – hvad man ellers lægger i de termer. Men albummet er
meget mere end musikalske gymnastikøvelser inden for en snæver genrekonvention.
SKØNHED BAG MORBID
TITEL
Internettet flyder over med fordømmelser af ”The Wild Hunt”.
Watain har solgt ud, mener fundamentalisterne i det lille klaustrofobiske black
metal-miljø. Det er tydeligt, at mange af dem, der harcelerer mod ”The Wild
Hunt”, kan deres ekstremmetal på fingerspidserne. Men det er ligeså tydeligt,
at de ikke kender heavy rockens historie og dens vidtforgrenede tradition. Det
gør Watain imidlertid. Lad mig forklare …
Watain kommer fra Uppsala. Og i svensk sammenhæng er Bathory
alfa og omega i black metal. Watain har tidligere betalt tribut til Bathorys
arv. Og ”The Wild Hunt” er da også et kærkomment genhør med bathorismen for en
gammel heavy rocker som mig, der gik i headbanger-koma over Quorthons
katakomber–thrash i 1984, og som med interesse fulgte Bathorys videre togter
ind i den mere episke vikingemetal fra og med ”Blood Fire Death” (1988).
Men der er SÅ meget mere i Watain end spastiske blast beats
og en aggression så tænderskærende, at emaljen springer fra musikernes tandsæt.
Okay, det kan være svært at forestille sig, at der bag en morbid sangtitel som
”The Child Must Die” kan skjule sig en stor skønhed. Men det gør der.
Der er øjeblikke på ”The Wild Hunt”, som er ubeskriveligt
smukke. Så smukke som Judas Priests mesterværk fra 1976, ”Sad Wings Of Destiny”.
Eller så smukke som Ritchie Blackmores guitarsolo i ”Smoke On The Water”
(1972).
Der er stemninger, melodiforløb og klangflader på ”The Wild
Hunt”, som minder om det bedste fra Pink Floyd. Pink Floyd-viklen tog Tiamat
som bekendt op på ”Wildhoney” (1994), men hos Watain gøres det på en mere
rabiat måde – og mere overbevisende end f.eks. amerikanske Nachtmystium.
Og så er der jo stand out-tracket, stridens æble: ”They Rode
On”. En power ballade! Der varer knap ni minutter! ”They Rode On” er
kraniekandis for enhver gammel Scorpions-fan. Gåsehudsfremkaldende smuk – og
med en patos, der kunne være tappet fra ”November Rain” eller en anden af Guns
N’ Roses MTV-ballader.
Erik Danielsson har medietække. |
ET FRONTALANGREB PÅ
SKABERVÆRKET
Der er vilde dynamikudsving på ”The Wild Hunt”. Tracklisten
kan virke rodet, fordi sangene stilistisk stritter i forskellige retninger. Men
jeg tror, Watain har bygget albummet op efter vinyludgavens struktur, hvor
numrene spredes ud over fire pladesider. På den måde får albummet et mere
naturligt flow, hvor hver pladeside fremtræder som en suite.
”The Wild Hunt” har mange lag og dimensioner. Som enhver
rigtig heavy metal-plade kan den fungere som party-rock. Ligesom de klassiske
værker med AC/DC og Kiss kan ”The Wild Hunt” bruges på en glad aften, hvor der
er whisky og bajere på bordet. For musikken rykker og swinger som or’n’li’
hæwi.
Men ”The Wild Hunt” er skabt til at blive nærlyttet, til
fordybelse, som var det et album af Rush eller Captain Beyond.
Pladecoveret (i hvert fald vinyludgavens) er lækkert, fyldt
med symboler og detaljer, og der er masser af udfordringer (!!!) på tekstarket,
der med gotisk skrift er overmalet med vers om at være lovløs, om at være ulve,
men dog mænd, om at være bundet sammen af rebelblod.
Helt ærligt: de fleste vil mene, at Watains tekster er
hæslige, modbydelige – ja, direkte misantropiske. Et frontalangreb på
skaberværket, herunder menneskeheden. Hør bare ”All That May Bleed”.
MUSIK ER IKKE BARE
UNDERHOLDNING
Dette er ikke stedet, hvor jeg skal kloge mig om Watains
religion (en form for kaos-gnosticisme). Bare kort: Watain har en åndelig
indfaldsvinkel til deres musik. Det er ikke et job eller en hobby. Sangeren
Erik Danielsson har formuleret det sådan i et interview med Spirit Of Metal i
juni 2013:
”Jeg eksisterer ikke rigtig uden for Watain. Watain er mit
liv, mit broderskab. Grunden til, at jeg er her, formålet med mit liv.”
En sådan hengivelse til musikken er sjælden. Men kaninhullet
er dybere end som så. I den meget smukke koncertfilm ”Opus Diaboli” (2012) er
der en længere sekvens, hvor Danielsson forklarer Watains syn på rockmusik – et
musiksyn, som er stærkt præget af gnosticisme:
Watain tror, at rock’n’roll oprindelig kom til verden som et
ekstremt kraftfuldt redskab for frigørelse, men at rockmusikken blev forvansket
af almindelige mennesker og blev reduceret til simpel underholdning. Danielsson
mener dog, at der er nogle få, der ligesom Watain tror på musikkens
transcendentale kraft, at musik kan anvendes til et højere og mere dybsindigt
formål end underholdning.
”Sand musik, rigtig musik med en kunstnerisk hensigt har
potentiale til at nå et højere bevidsthedsniveau, eller et lavere, hvis du
foretrækker det. Den rækker ud over tid og rum og er fucking ligeglad med nogen
af delene. Men først og fremmest kræver det nogen, som har fået skænket
inspiration fra en kilde uden for verden. Og det er en meget sjælden gave.” \m/
Watain fyrer deres infernalske
show af lørdag den 25. januar i Lille Vega, København. Support: In Solitude!
Watains koncerter har et skær af ritual over sig. |
Ingen kommentarer:
Send en kommentar