Der var bid i heavy metal anno 1981. |
1981 var et magisk år,
hvor heavy rocken truede med at blive en magtfaktor i musikkulturen. Et af de
bedste albums fra 1981 udkom i dag for 33 år siden.
I 1981 var metalgenren var stadig ung, og der var masser af uopdaget
land, masser at udforske i heavy rockens tonekunst. Grupperne havde en ustyrlig
hunger efter at spille den højspændte stærkstrømsrock, som pressen, forældrene,
de sociale myndigheder, lærestanden og andre autoriteter alle var enige om at hade.
En ny generation var dukket op. En generation af rockfans,
som bare ikke kunne få nok, og som gerne ville have musikken hårdere og hårdere,
hurtigere og hurtigere for hver uge. Dette publikum stod klar til at rive
lp’erne ud af pladebutikkerne – og mindst ligeså klar til at headbange foran
scenen til det stadig stingende antal koncerter, der blev afholdt.
I 1981 kom animationsfilmen ”Heavy Metal” op i biograferne –
en film, der i ni fortællinger førte seerne ind i et fantasy-univers på episk
overdrive, mens ørene blev bombarderet med et soundtrack leveret af bl.a. Black
Sabbath, Blue Öyster Cult, Sammy Hagar, Trust og Grand Funk Railroad.
Men det var ikke kun i biograferne, i koncertsalene og i
pladebutikkerne, at man kunne fornemme, at noget var i gære. Man kunne også se
noget ændre sig i gadebilledet. Langhårede fyre klædt i denim og læder, pyntet
med rygmærker og nitte- og patronbælter begyndte at stoltsere på fortovet og
ødelagde den gode udsigt for pæne borgere på strøgtur.
Heavy rocken var ved at gøre indhug i musikkulturen. Den
hårde rock truede så småt med at blive en kulturel magtfaktor, som de bedagede
heavy-hadere i kulturinstitutionerne måtte give plads til. Lad os se nærmere på
noget af det, der foregik.
Taarna rider ud. |
INFLUX AF METAL
I 1981 udkom albums som Black Sabbaths ”Mob Rules”, Motörheads
”No Sleep ’Til Hammersmith”, Iron Maidens ”Killers”, Ozzy Osbournes ”Diary Of A
Madman”, Rush’s ”Moving Pictures”, Saxons ”Denim And Leather”, Venoms ”Welcome
To Hell”, Triumphs ”Allied Forces” og Mötley Crüe, Raven, Holocaust, The Rods,
Anvil og flere andre udsendte markante debutalbums. Så der var rigelig musik at
få pulsen op til.
Det var ikke kun i England, men også på det europæiske fastland, især i Holland, at det skete.
Det var ikke kun i England, men også på det europæiske fastland, især i Holland, at det skete.
Ja, selv i lille Dannevang oplevede pladebranchen et influx
af udgivelser, som købmændene på selskaberne og i butikkerne måtte forholde sig
til. For efterspørgslen var stærkt voksende, og i de mest vakse butikker (såsom
Bristol Music Center i København, hvor Ken Anthony havde fingeren på pulsen) var
der gang i importen af udgivelser, som de etablerede selskaber ikke havde mod
til at udgive … eller også var sagen snarere den, at de ikke kendte til
udgivelserne.
Lad mig sige det som det er: pladebranchen har aldrig fattet,
hvad der foregår. Og heavy-scenen anno 1981 var ingen undtagelse. Det var folk
fra metalmiljøet, som banede vejen for branchepingernes indtjening. Pladebranchens
karakter af dummernik-anstalt vender jeg tilbage til i denne artikels slutning.
Riots maskot, Johnny. |
EN VARSÆL?
Et af de albums, som var allermest populært i det sjak, jeg
tilhørte, var ”Fire Down Under” med Riot. Det blev udsendt præcis på denne dag
(9. februar) for 33 år siden, så Rifferama bruger lige anledningen til at fejre
dette jubilæum.
”Fire Down Under” havde et cover, som, vi allerede dengang
syntes, så besynderligt ud: en slags fabeldyr, halvt mand, halvt sæl (!!!), en
”varsæl” måske. Sælmanden var Riots maskot (han optrådte på bandets første albums,
fra 1977 til 1983), og jeg har siden hen fundet ud af, at han har et navn:
Johnny.
Nuvel, sæler giver vist ikke associationer til uhæmmet
vildskab, men blandingen af menneske og dyr er selvfølgelig bestialsk – og det
var formentlig det signal, Riot ønskede at sende. Og det skadede heller ikke,
at Johnny åbenbart var pyroman. I hvert fald sås der et flammehav bag Riots
maskot, som selvfølgelig havde røde heavy metal-lyn i øjnene. Denne sælhund lod
sig tydeligvis ikke spise af med en spegesild.
Riot i fornemt selskab. |
VOLDSPILLET PÅ
METALDISKOTEK
Hvad med musikken i rillerne på ”Fire Down Under”? Den var
spitzenklasse! Riot videreførte USAs heavy rock-tradition fra 1970’erne (Grand
Funk Railroad, Ted Nugent, Blue Öyster Cult, Montrose, Kiss, Starz, Van Halen
etc.) og drev den ind i de mere metalliske 1980’ere.
Riot var betydeligt heavier end de fleste af datidens amerikanske bands, og deres musik stod i grel kontrast til den AOR, som på tidspunkt dominerede den nordamerikanske hårdrock (tænk: Foreigner, Journey, REO Speedwagon, Styx etc.).
Riot var betydeligt heavier end de fleste af datidens amerikanske bands, og deres musik stod i grel kontrast til den AOR, som på tidspunkt dominerede den nordamerikanske hårdrock (tænk: Foreigner, Journey, REO Speedwagon, Styx etc.).
”Fire Down Under” lød i virkeligheden mere europæisk end
amerikansk. Måske havde Riot smuglyttet til Judas Priest? Riots musik faldt
ikke i det nordamerikanske publikums smag. Derimod blev de adopteret af den
navnkundige engelske disc jockey Neal Kay.
Kay var en af guruerne inden for New Wave Of British Heavy
Metal, og han voldspillede Riot på sit diskotek, The Heavy Metal Soundhouse,
hvor headbanger-gale ungersvende mødte op med guitarer skåret ud i krydsfinér –
guitarer, der blev svinget i de rigtige guitargude-positurer, mens der blev
fyret op under ”Road Racin’” og andre Riot-schlagere fra bandets første albums,
der solgte i kvanta som import i det heavy-ivrige England i slutningen af
1970’erne og starten af 1980’erne.
Riots stjerne var så høj i England, at EMI i 1980 smækkede
føromtalte speed-fræser, ”Road Racin’”, på den prestigefyldte kompilations-lp
”Metal Mania”, hvor man desuden kunne høre præmieskæringer med Deep Purple,
Iron Maiden, Whitesnake, Scorpions, Atomic Rooster m.fl.
Riot var så eftertragtet et navn i England, at den
amerikanske kvintet i 1980 blev inviteret til at spille på den store britiske
metalfestival, Monsters Of Rock i Castle Donington. Her optrådte Riot sammen
med nogle af genrens hotteste navne såsom Rainbow, Judas Priest, Scorpions og
Saxon. På det souvenir-album (”Monsters Of Rock”), som Polydor efterfølgende
udsendte, fandt man en veloplagt live-version af ”Road Racin’” sammen med syv
andre skæringer fra festivalens andre navne.
Riot, som de så ud bag på "Fire Down Under". |
FART, FARE – OG HELVEDE
”Fire Down Under” rummede sange, der var ENDNU bedre end
”Road Racin’”, som efterhånden havde fået klassikerstatus i metalmiljøet.
Albummet lagde hårdt ud med bandido-rockeren ”Swords And Tequila”, som jeg ikke
tøver med at stille på en piedestal sammen med Diamond Heads ”Am I Evil” og
Iron Maidens ”Phantom Of The Opera” som nogle af denne epokes sejeste sange.
Riot fulgte stærkt op med speed metal-nummeret ”Fire Down
Under”, der kørte på heavy rotation hos flere af de musikere, som nogle år
senere sprang ud som thrash metal-genrens første bølge. Nummeret havde for
resten en tekst, der alluderede til fart, fare, ødelæggelse – og helvede!
Og sådan kunne man blive ved. ”Fire Down Under” var pakket
med klassisk heavy rock, lige fra de mere melodiske, lettere sentimentale ”Feel
The Same” og ”No Lies” over barske numre som ”Outlaw” og ”Alter Of The King”
til proto-thrashere som ”Run For Your Life” og ”Don’t Bring Me Down”.
Alt sammen leveret i en klar produktion med masser af dybde
og bund i lydbilledet. Guitarlyden var barbarbladskarp, og Rick Ventura og
bandboss Mark Reale spillede djævleblændt godt med masser af aggressivt lir –
og feeling. Selvfølgelig var der styr på rytmesektionen (Kip Leming på bas og
Sandy Slavin på trommer). Men den virkelig stjerne var måske sangeren Guy
Speranza, som sang lige i fjæset på lytteren. Speranzas stemme var lys, men rå,
og hans ånde stank af tequila.
Lige på det tidspunkt, hvor Riot indspillede ”Fire Down
Under”, aspirerede de til titlen ”verdens bedste heavy rock-gruppe”. Desværre
fattede pladeselskabet det ikke, og det krævede en indædt indsats af datidens
heavy-guruer at få albummet på gaden.
En af dem, der deltog i kampagnen, var danske Ken Anthony.
Hans navn kan ses på takkelisten sammen med Neal Kay, journalisten Pete
Makowski og andre kendisser. Men den historie må Rifferamas læsere få ved en
anden lejlighed. \m/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar