Artillery har i tre årtier trukket et spor af tidløst metal efter sig. |
Artillery var med i den allerførste bølge af ekstremmetal. Med
deres særlige blanding af 1970’ernes betonrock og 1980’ernes rastløse
punk-nerve var det danske band med til skabe det, som vi i dag kalder thrash
metal.
Artillery-demoer som ”Shell Shock” og ”Deeds Of Darkness” (begge
fra 1984) skabte en begejstret rumlen i undergrunden helt over til San
Francisco, og albums som ”Fear Of Tomorrow” (1985) og ”Terror Squad” (1987) betragtes
af metal-connoisseurer som væsentlige sten i thrashens fundament.
Hvorfor blev Artillery så ikke store? Bandet var i perioder
samspilsramte. Og så var Taastrup-gruppen ikke ligefrem heldige med
deres pladeselskaber. Læg oven i det, at vokalisten Flemming Rønsdorf havde en
røst, der til sammenligning fik Tom Angelripper (Sodom) til at lyde som Tina
Dickow. Ikke ligefrem easy listening.
Ingen tvivl om, at Søren Nico Adamsen gav Artillery et løft.
Adamsen er en glimrende sanger. Det demonstrerede han på to Artillery-studiealbums,
”When Death Comes” (2009) og ”My Blood” (2011). Og så takkede han af. Hånden på
hjertet: jeg gav ikke Stützer-brødrene mange chancer for at finde en sanger,
der kunne hamle op med Adamsen. Men jeg gjorde mig unødige bekymringer.
Michael Bastholm Dahl er et fund. Ikke alene er han et
perfekt blikfang med sit lange garn. Han synger også fantastisk. Dahl har en
voluminøs stemme af en art, som man ellers plejer at efterspørge i power metal
… eller måske ligefrem i såkaldt progressivt metal.
På Artillerys nye værk, ”Legions” (udsendt af Metal Blade Records), svæver Dahls stemme som en høg over Stützer-brødrenes forrygende
riffs. Majestætisk, næsten operatisk. Den slags er efterhånden sjældent i
thrash metal. Ved første gennemlytning kom jeg til at tænke på Forbidden, et af
de Bay Area-bands fra 1980’erne, som kom til at stå i skyggen af Metallica,
Exodus, Testament og Death Angel, og som ikke var grumme nok til at blive kult
ligesom death metal-pionererne Possessed.
Men Dahl er ikke ene om at være ny i Artillerys besætning.
Carsten Nielsen (trommeslageren, som legendariske Quorthon forsøgte at lokke
med i Bathory engang i de skumle 1980’ere) forlod Artillery i fjor. Hans erstatning
hedder Josua Madsen, og han leverer rullende torden under nye Artillery-numre
som ”Wardrum Heartbeat” og ”Chill My Bones (Burn My Flesh)”.
Tilbage fra hovedværket ”By Inheritance” (1990) er
guitaristerne Morten og Michael Stützer og bassisten Peter Thorslund. Apropos:
der er folk, der mener, at ”Legions” er det bedste Artillery-album næst efter
”By Inheritance”. Det er smag og behag.
Personligt savner jeg noget snavs. ”Legions” er lidt for
pæn, og jeg leder forgæves efter det beskidte attack, som gjorde Artillery
farlige i 1980’erne. Sangskrivningen er overbevisende fra start til slut, men ”Legions”
rummer ikke noget, der kan hamle op med ”Khomaniac” eller ”Deeds Of Darkness”
(to af mine Artillery-favoritter).
Men mindre kan gøre det, og jeg må give jubelkoret ret: ”Legions”
er et medrivende album fra et band, der i tre årtier har trukket et spor af
tidløst metal efter sig. Også på ”Legions” sørger Artillery for at have tekster,
der er forfattet med et skarpt blik for vores samtids skavanker.
Michael og Morten Stützer er gamle i gårde, og de kan deres
håndværk. De har deres egen stil. Og deres egen høje musikalske standard. ”God
Feather” og de fleste andre af sangene på ”Legions” rager et pænt stykke op
over det middelmådige niveau, som myriaderne af nutidens metal-udgivelser
holder. Og sammen med de nyeste udgivelser fra Skeletonwitch og Toxic Holocaust
hører ”Legions” blandt de bedste thrash-albums fra 2013. \m/
Ingen kommentarer:
Send en kommentar