Myten om broderskab i metal

Uindviede mennesker tror, at den hårde rock er én stor familie. Men i virkeligheden er stærkstrømsrocken delt op i et utal af stammer og enklaver, der hader og disser hinanden. Sådan var det i hvert fald engang.

En venlig hilsen til "false metal". (Foto hentet fra inderposen til Metallicas "Master Of Puppets")

Der er mange myter i heavy metal. En af de mest sejlivede går ud på, at alle, der lytter til metal, er brødre. ”Brothers Of Metal” som Manowar synger. Altså: metal smeder det ubrydelige venskabsbånd. Det stålsatte sammenhold. Frændskab og fællesskab for evigt.  

Men lige siden 1980’erne har nogen været mere brødre end andre. I perioder har der været decideret fjendskab mellem forskellige retninger inden for den hårde rock.

Det var vist Venom, der startede skyttegravskrigen på metalscenen. Cronos & Co. tordnede mod alt og alle inden for The New Wave Of British Heavy Metal. Skulle man tro Cronos, så var det kun Venom, som spillede or’n’li’ hævi. Iron Maiden og deslige var det rene disco – eller hvad det nu var, Cronos beskyldte sine kolleger for at spille.

Partisan-mentaliteten fik for alvor ammunition, da thrashen dukkede op i midten af 1980’erne. Thrash-ekstremisterne i Exodus tålte ikke de såkaldte ”posers” – det vil sige fans og musikere, der poserede og gik mere op i deres poppede udseende end i at gøre musikken og kulturen så hård som mulig. Exodus pralede med, at deres sanger, Paul Baloff, ved en lejlighed havde taget en saks og klippet Ratt-logoet af trøjen på en fan, der havde været så uforsigtig at troppe op på Exodus’ enemærker iklædt en af popmetal-bandets t-shirts.

  

Metallica kom oprindelig fra Los Angeles. I L.A. var metalgrupperne meget imagebevidste: de kunne driste sig til at bruge sminke og bære farvestrålende tøj. Og så insisterede de på at skrive sange med iørefaldende omkvæd. Accepterede man den slags, var man pr. definition en ”wimp” (dvs. et skvat, en tøsedreng). Det fik Lars Ulrich & Co. til at kvæde: ”Vi er for heavy for det her sted!” Og så flyttede Metallica deres base til San Francisco, hvor fandommen var døv for iørefaldende omkvæd, og hvor tøjfantasien kun rakte til to farver: sort (=læder) og blåt (=denim).

Men det var Manowar, der mest radikalt iscenesatte forskellen mellem ”wimps and posers” på den ene side og det sande metalfolk på den anden. Enten var man med Joey DeMaio & Co., eller også var man imod dem. ”Death to false metal!” lød Manowars kampråb. Det var en form for hellig krig.

TRYK AVLER MODTRYK

Da Nirvana og de andre grunge-grupper fra Seattle brød igennem i 1992, lagde de afstand til det, som Kurt Cobain med foragt kaldte ”butt rock”. Røvrock var sådan noget som Kiss og cirka 99,99% af den musik, som Cobain & Co. var vokset op med – og tydeligvis også inspireret af. Med ét smæk blev ikke kun glam-bands som Poison, men også helt almindelige, hæderlige metalgrupper som Saxon og Skid Row håbløst umoderne.

Med Nirvana fulgte en syndflod af forskellige former for ”alternative” metal-stilarter. Nu-metal og så’n. Fans og musikere inden for alternativt og nyt metal klædte sig ikke ligefrem som Mötley Crüe og Judas Priest. Og de sang helst heller ikke om at køre på motorcykel eller om glæden ved at få sutteture og andre kødelige tjenesteydelser fra letlevende kvinder.

Skulle man tro tekstarkene, så var de nye metalmusikere mere inderlige end liderlige. Folk som Jonathan Davis (Korn) og Robb Flynn (Machine Head) krængede deres sjæl ud og fortalte vidt og bredt om deres traumer og spiseforstyrrelser. Det var unægtelig budskaber, der var heavy på en anden måde end det, som Ozzy Osbourne plejede at servere for sit publikum. Og det var helt bevidst.

I det hele taget distancerede mange af 1990’ernes hårdrock-grupper sig fra traditionelt heavy metal. F.eks. kunne Soundgarden hårdnakket hævde, at de overhovedet ikke (Ama’r halshug!) var inspireret af Black Sabbath og Led Zeppelin. Uha, Chris Cornell & Co. var skam højt hævet over den slags metallisk snavs.

Men tryk avler modtryk, og vupti: en ny pressionsgruppe med forkærlighed for go’ gammeldaws heavy metal begyndte at samles omkring Hammerfalls standarter. Og dermed blev læder, nitter og hymner om ædle riddere i blanke rustninger atter sat på dagsordnen. Disse fans og musikere fik deres eget lille reservat. True metal kaldte de det.

DØDSTRUSLER

Man skal være ”true” i metal. Og intet har nogensinde været mere ”true” end norsk black metal under Mayhem-lederen Euronymous’ regime. Der skulle handling bag ordene, så i 1992 begyndte Norges sorte metal-cirkel at brænde kirker ned. Og at slå ihjel. Til grund for terroren lå en dogmatisk satanisme.

Den dogmatik kunne de færreste black metal-musikere leve op til, og derfor opstod der fraktioner inden for black metal-fraktionen. Det betød f.eks., at finske Impaled Nazarene og tjekkiske Master’s Hammer blev ekskommuniceret fra Euronymous’ onde selskab.

Svenske Therion modtog ligefrem dødstrusler fra den berygtede Count Grishnackh (Burzum), og Therion-lederen Christofer Johnssons hus blev udsat for et brandattentat. Da Euronymous i 1993 blev myrdet, opstod der straks konspirationsteorier om, at det var rivaliserende black metal-musikere fra Sverige, som stod bag attentatet.

FOR EMO

Broder er broder værst, fristes man til at sige. Heldigvis er den slags galskab nu en saga blott. Og metalmiljøet anno 2011 er langt fra så uniformt eller uniformeret, som det var i 1980’erne.

Når man går til en Volbeat-koncert, ser man ikke kun tykke og tynde, unge og gamle. Men ser folk med garn helt ned til lænden stå side om side med skaldepander. Folk med rastafari-frisurer (aka dreadlocks) færdes fredsommeligt blandt folk iklædt hiphop-bukser med hængerøv helt ned til knæene, mens andre stiller deres ædle dele til skue i stretch jeans. Plateaustøvler med stålbeslag og -spænder stamper takten sammen med slangeskinds-cowboystøvler og Converse All Stars. Ynglinge hyllet i lange, gotiske læderfrakker gnubber skuldre med mennesker, der er klædt i tøj, der får dem til at ligne campister. Jo, det er en broget flok.

Metal i det 21. århundrede et et megastort tagselvbord. Der er ikke længere en uoverskridelig kulturkløft mellem Slayers thrash metal og Guns N’Roses’ sleaze rock.

Og dog er vi ikke helt ovre det med fraktionsdannelserne. Metalrocken i vores dage er simpelthen så vid og bred genremæssigt, at de færreste kan overskue og rumme den i al dens alsidighed. På årets Copenhell-festival overhørte jeg således en samtale mellem to fyre i Deicide-t-shirts. De skulle absolut ikke høre Bullet For My Valentine. Hvorfor? Fordi Bullet For My Valentine bare er ”for emo”.