Et verdens-band er født – i DK!

Ur-heavy-dynamik og ultramoderne smadder tørner sammen på Risings debutalbum.

Rising har rejst et monument i dansk metalrock.

Jeg er lige faldet. Og hvad faldt jeg så over? Min egen kæbe, såmænd. Jeg tabte den allerede to minutter inde i ”Mausoleum”, åbningsnummeret på Risings debutalbum, ”To Solemn Ash”. Vantro og frydefuldt forbløffet lå jeg så der, mens den fedeste metalrock, der er kommet fra Danmark i æoner, tordnede gennem lokalet. Volumen-knappen var selvfølgelig drejet op på de Spinal Tap’ske 11.

Det er sjældent, at gammelt og nyt tørner sammen i et så harmonisk sammenstød, som det er tilfældet på ”To Solemn Ash”. Og det er endnu sjældnere, at Danmark fostrer metalbands, som har et så overbevisende internationalt format som Rising.

Rising er en trio. Det lyder umiddelbart spinkelt, men de tre københavnere bygger en massiv lydmur op omkring sig i løbet af debutalbummets ti numre.

De mest vellykkede skæringer på ”To Solemn Ash” har noget af den ur-heavy-dynamik, der kendetegnede power-trioer som Cream og Blue Cheer i slutningen af 1960’erne – altså dengang metalrocken blev født under voldsomme soniske veer.

Men bare rolig. Selvom Rising deler navn med titlen på Rainbows klassiske metalopus fra 1976, så spiller den danske trio på ingen måde oldschool heavy metal eller retro-hard rock. Der er masser af ultramoderne smadder i sangene – og i måden, som de bliver leveret på. Corrosion Of Conformity, Mastodon, The Obsessed og High On Fire dukkede op som associationer, mens jeg lyttede til albummet første gang. Det samme gjorde Entombed – altså det melodiske Entombed.

For melodier er der bjerge af på ”To Solemn Ash”. Gode, gedigne melodier, som bliver sunget med perlegrus i struben. Ikke at forglemme guitarsoli, der sprøjter ud over lytteren som kaskader af brutal vellyd.

Den københavnske trio rider triumferende af sted på et mørkt groove i stil med Black Sabbaths ”Master Of Reality”; et groove, der siden 1970’erne har muteret tifold og er blevet kaldt sære ting som stenerrock og sludge metal. Men Rising er meget mere end det. Rising er først og fremmest Rising. Københavner-trioen lyder ikke som et typisk subgenreband. De har deres egen helt personlige stil og sound, som burde vække opsigt på en metalscene, der er overbefolket af næsten enslydende grupper.

En sang med en højpandet titel som ”Through The Eyes Of Catalysis” sparker røv til højre og venstre som en kosak med DAMP-syndrom. Krigssti-beatet på ”Under Callous Wings” må kunne vække Sitting Bull og Geronimo fra de døde. 

Og det er ufatteligt, at et så dundrende og betontungt rocknummer som ”Passage” kan svæve så elegant gennem stratosfæren. Her er Rising virkelig ”High And Mighty”, for nu at referere til en betonrock-klassiker fra 1970’erne – et årti, som er sprællevende i Risings musik, der samtidig tager pulsen på samtiden.

Jeg spår, at Rising kommer til at gøre en positiv forskel. Ikke bare på den danske, men også på den internationale metalscene.

NB: ”To Solemn Ash” har dansk release den 24. oktober 2011.

Rising på Facebook

Rising på Encyclopeadia Metallum

Det er sjældent, at Danmark fostrer metalbands med et så overbevisende internationalt format
som Rising.