Ægte metal, ægte smerte

I midten af 1990’erne erklærede flere europæiske undergrundsbands krig mod de amerikanske trends i metalmiljøet. Solstice var en af de grupper, der brød en lanse for metalrockens sande værdier.

Nyhedsartikel & anmeldelse: Peter Béliath (Publiceret i Jam Magazine nr. 55, april 1995)

Solstice: Ikke noget "Jeg bor på gaden, jeg er fra Brooklyn"-pladder her.

”Britiske Solstice’s debutalbum, ”Lamentations” (Candlelight/Pingo), burde kunne overbevise selv de mest forbenede anti-doomfans. Pladen er et mesterværk med low budget-produktion. Solstice’s doom metal er smuk, poetisk og storladen, og gruppens arkaiske lyd krones af Simon Matravers’ messende vokal, der går lige til grænsen af det patetiske. Briterne har verdens doomieste doom-bands, og ”Lamentation” er genrens stærkeste og mest smerte- og lystfyldte album siden Paradise Losts ”Icon” [1993].”

Sådan lød de rosende ord i min anmeldelse af Solstice-albummet ”Lamentation” i Jam Magazine. Året var 1995, og en ny selvbevidst scene var i færd med at danne sig i den europæiske metalundergrund. Disse europæiske grupper var i opposition til de amerikanske trends, som dominerede metalgenren i 1990’erne.

Men det var ikke kun en strid mellem Europa og USA. Det var mindst ligeså meget en kamp mellem to forskellige livssyn og verdensopfattelser. Sat på spidsen:

De succesrige amerikanske bands sang helst om storbyvirkeligheden, om livet på gaden og om samfundets skyggesider og samtidens problemer; amerikanerne var en slags socialrealister – og de befandt sig i større eller mindre grad på den politiske venstrefløj. Europæerne, derimod, var romantikere og symbolister; de dyrkede naturen og fortidens kulturelle storhed, de hentede inspiration i hedensk mytologi, og deres værdier var ofte konservative.

Og mens de amerikanske bands spillede en grim, støjende og staccato-agtig rock, der var et ekko af storbyernes stål, asfalt og glasfacader, spillede europæerne en mere atmosfærisk og skønhedssøgende musik. Den trendy metalrock fra USA var lyden af her og nu i rendestenen, mens den europæiske metalstil var udtryk for en idel higen efter det transcendente, det metafysiske.

De europæiske grupper opfattede sig som repræsentanter for den sande metalkunst. Deres musik var mere åndfuld og ædel, og deres motiver for at spille metal var mere ægte end de modeprægede amerikanere, der bare ville tjene penge på musikken. Mente europæerne altså.

Det var bl.a. denne selvforståelse, der kom til udtryk i et interview med Solstice, som metalmagasinet Terrorizer bragte i 1995. Jeg skrællede Terrorizer-artiklen og brugte stoffet til en nyhedsartikel om Solstice. Den lød således:

Bålfærd: En vikingehøvding sendes ud på sin sidste rejse.

ÆGTE SMERTE

Det engelske doom metal-band Solstice er en af de europæiske grupper, der efterhånden fylkes som reaktion mod den amerikanske dominans på metal-markedet.

Som så mange andre bands i den europæiske undergrund har Solstice hedenske under- og overtoner. Bandnavnet betyder solhverv, og omslaget til kvintettens debutalbum, ”Lamentations”, er prydet af en vikingehøvdinge-ligfærd (et langskib omspændt af flammer), hvilket er en hyldest til en turnerende vikingekampgruppe, som et par af Solstice-folkene er medlemmer af. Og Solstice’s koncerter bliver afviklet under gjaldende ”crusade”-kampråb.

”Crusade-råbet påkalder den sande ånd for den musik, vi elsker og spiller,” har Solstice-guitaristen Rich Walker forklaret til bladet Terrorizer. ”Det handler om ikke at følge trends. Crusade er et kampråb om at være ærlig over for sig selv.”

Rich Walker er ikke ovenud begejstret for den kulørte metalpresse, der halser efter de hyppigt skiftende amerikanske trends og dermed lader de europæiske bands i stikken.

”Dem, der bakker Pantera, Biohazard og Machine Head op, overser grupper som Opeth, Dissection, Root og Emperor – og listen kunne fortsætte. Disse bands har langt større musikalsk talent, langt bedre sange og større ærlighed – de står for det, de tror på.”

For Solstice er doom metal indbegrebet af heavy metal.

”Musikpressen hævder, at Pantera er heavy metal,” vrænger Walker. ”I mine ører er Pantera et af de mest blikagtige thrash-bands, jeg nogensinde har hørt. Jeg håber, at jeg er så privilegeret, at disse bands får at vide, hvad vi synes om dem i den europæiske undergrund. Pantera er et godt band, de gør, hvad de gør, men de er ikke heavy. Hvis de er heavy, så er vi et skide ska-band, så simpelt er det.”

Solstice har et stærkt mentalt forhold til deres musik, der er drevet af ekstreme sindstilstande af desperation, frygt og had, ligesom der også er en stor portion kærlighed involveret. Solstice er den diametrale modsætning til de ghetto-romantiske floskler, som amerikanske bands scorer høje salgstal på for tiden.

”Vi spiller en meget følelsesbetonet musik. Og det gælder alt, hvad vi laver og skaber som band. Det er sandt, at alt kommer direkte fra vores hjerter. Det er ægte, forpulet smerte, mand, og ægte depression, ikke noget ’Jeg bor på gaden, jeg er fra Brooklyn’-pladder her.” <13>