Sider

onsdag den 14. september 2011

Det almægtige riff

Yob bringer deres bevidsthedsudvidende doom metal med til Danmark i september.

Drønende og drømmende metalrock.
”Atma” er et af de mest opsigtsvækkende albums, som er udkommet i dette efterår. ”Atma” er amerikanske Yobs sjette studiealbum – og hvilket album! Det er hypnotisk og mantra-agtig metalrock, når den er mest slagkraftig.

Yob kommer fra Eugene i Oregon, USA, og deres musik er på én gang poetisk og kranieknusende tung. Skulle nogen være i tvivl, spiller Yob doom metal med stort D.

Men Yobs musik er i allerhøjeste grad eklektisk. Yob henter inspiration fra klassisk 1970’er-heavy (Black Sabbath, Led Zeppelin, Deep Purple), fra traditionelt doom metal (Saint Vitus, The Obsessed, Trouble) og fra mere alternative former for hård rock (Soundgarden, Neurosis). Men Yobs monumentale metal rummer også elementer fra punk, dødsmetal og black metal. Plus en ordentlig dosis psykedisk rock (Pink Floyd, Hawkwind).

Det mest fantastiske ved Yob er dog ikke den drønende og drømmende musik, men sangeren Mike Scheidts vilde vokal, der lyder som Rob Halford (Judas Priest) på LSD – altså når Oregon-bandet da ikke benytter sig af mere growl-agtige fraseringer.

DØMT TIL UNDERGRUNDEN
Atma er et begreb, der er hentet fra buddhismen. Det hører med til Yob-historien, at Mike Scheidt i tre år gik i et tibetansk kloster i Oregon, hvor han deltog i munkenes strubesang. Og de åndelige erfaringer har han taget med over i Yob, fortalte han i Metal Hammer nr. 221 (sommeren 2011).

”Atma” er da også doom metal med en meget vid horisont. Det er fristende at kalde Yobs musik for bevidsthedsudvidende doom metal. Men hvad er det, der er så fedt ved doom metal? Mike Scheidt har givet svaret til Tartarean Desire Webzine:

”Doom har mange stærke sider. Det almægtige riff, pulsen og renheden i musikken, sangenes tyngde og bredde. Der er en etik i doom, der minder mig om punkscenen i 1980’erne. Folk, der spiller doom, er meget stålsatte. Der er ingen trends i doom, så vidt jeg kan se.”

Scheidt understreger, at doom-scenen vil stagnere, hvis grupperne bare gentager genreforfædrenes stiltræk. Der kræves afveksling og alsidighed, hvis doom metal skal holdes i live. Man skal som bekendt forandre for at bevare.

”For nogle mennesker er det en svaghed ved doom, at genren er bestemt til at forblive i undergrunden på grund af de mere ekstreme elementer. Jeg vil påstå, at doom er musik for de få udvalgte, som forstår det. Det er ikke musik, der bliver serveret på en sølvtallerken. Lytteren bliver nødt til at vokse ind i doom metal, og det tager tid. Det tog sin tid for mig at forstå al min egen favoritmusik. Og Yob vil altid holde balancen mellem iørefaldende materiale og sange, der forsøger at udvide vores egne grænser, samtidig med at vi udfordrer lytterne.”

Yob kan opleves på Loppen i København søndag den 18. september og på Musikcaféen i Århus torsdag den 22. september. Med på turnéen er to andre doomy bands, nemlig Dark Castle (USA) og Kongh (Sverige).

Yobs officielle hjemmeside
Yob på MySpace

ACHTUNG! Fik du læst de seneste Rifferama-artikler:
Midnats-torteret hår” om Bang Gang

Ingen kommentarer:

Send en kommentar