En hård PiL-le at sluge

”Det er sådan her, heavy metal burde lyde.” Citat: John Lydon, punk-arketypen og provokatøren, som slog igennem med Sex Pistols, og som siden hen har terroriseret rockbranchen med gruppen PiL.

Flashback-artikel: Peter Béliath (Publiceret i Metalized nr. 107, dec./jan. 2016/17)

PiLs kapelmester, som han så ud i 1986.

PUBLIC IMAGE LTD: ALBUM

(Udsendt af Virgin/Elektra på vinyl, cd og kassettebånd i 1986; genudgivet cd og download i 2016)

Punk rocken. Den rigtige punk rock, som væltede frem i 1976, ebbede hurtigt ud. I højt tempo blev punk til new wave, så til post-punk [1]. 

Lad os lige kigge nærmere på et såkaldt post-punk-album, som netop er blevet genudgivet. Kultklassikeren Album er relevant, fordi den er H-E-A-V-Y, om end på en radikalt anderledes måde end traditionel heavy metal. Album var det femte album fra Public Images Ltd (PiL). 

PiL var det band, som provokatøren og skandalemageren Johnny Rotten dannede, da han droppede ud af det legendariske punk-band Sex Pistols i 1978. Johnny Rotten blev i sensationspressen selve inkarnationen af punk. Hans look med strithår og sikkerhedsnåle blev mode i løbet af en nat. Nogen påstår, at Rotten stjal looket fra amerikaneren Richard Hell [2]. Men det var Rotten, som med sine hatespeech-tekster til sange som ”Anarchy In The U.K.” og ”God Save The Queen” blev punkens mest forhadte talsmand. 

I PiL skiftede Johnny sit kunstnernavn ud og blev til John Lydon. Men han fortsatte den vrisne fuck-dit, fuck-dat-stil, komplet med rødt strithår. PiLs musik var TOTALT anderledes end Sex Pistols’. PiL var anti-rock’n’roll. PiLs musik var avantgardistisk og tydeligvis inspireret af genrer som reggae og krautrock. Og jazz. PiLs musik var også aggressiv, og de sfæriske klangflader blev spillet på guitarer. Støjende guitarer. Metalliske guitarer! 

Lydon udtalte til magasinet Mojo nr. 276, november 2016), at PiL på Album spillede heavy metal, som det burde lyde. Med på Album havde Lydon selveste Steve Vai (Alcatrazz, David Lee Roth, Whitesnake, Alice Cooper, Ozzy Osbourne etc.). I flere af solostykkerne er det tydeligt, at det er virtuosen Vai, der har om gribebrættet.

Men ellers er det trommespillet, som stjæler opmærksomheden på dette opsigtsvækkende album. Rytmen kører i en huggende, trance-skabende stammetromme-stil, som også kendes fra fx Killing Joke. På flere af skæringerne spilles trommerne af ingen ringere end Ginger Baker. Baker spillede som bekendt trommer i selve ur-heavy-bandet Cream (lp-debut i 1966), og heavy rockens trommespil er baseret på Gingers både tekniske og powerfulde spillestil. 

Baker har en ting kørende med Afrika, hvor han nu bor, og på Album er det tydeligt, at de afrikanske rytmer har smittet af på verdens bedste hårdrock-trommeslager. Et track som ”Bags” er helt forrygende. 

Pladen kører da også i et nærmest hypnotisk groove fra start til slut. Men det er den mere kommercielle ”Rise”, som blev lanceret med video – sangen, hvor Lydon synger sit mantra: ”Anger is an energy!” Det var for vildt for Elektra, som fyrede PiL, just som Album entrede hitlisterne. Kloge mennesker der.  <13>

. . .

[1] Punk kan ikke defineres. Og der er både kunstnere og fans, som mener, at den såkaldte post-punk ikke var en ny (sub)genre, men en naturlig videreudvikling af punk rocken. John Lydon har ofte kritiseret grupper som Green Day og andre, som har forsøgt at videreføre punken med strithår, hanekam, læderjakker og en hurtigt kørende, elementær rockmusik. For Lydon er punken ”en attitude, ikke en tøjstil” (No. 1 Magazine, maj, 1986, kan læses her), punk handler om at udvikle sig, ikke om at størkne i klichéer. Se desuden Lydons selvbiografi Anger Is An Energy. My Life Uncensored (Simon & Schuster, 2014).

Her er forresten, hvad punkens stamfader mener om begrebet punk.

[2] Manageren og mediemanipulatoren Malcolm McLaren har påstået, at han modellerede Sex Pistols’ look efter amerikaneren Richard Hell (læs mere her). Angiveligt skulle McLaren have spottet Richard Hells punkede og hår- og tøjstil, da han var manager for New York Dolls i midten af 1970’erne. Men fotoarkiver antyder, at Johnny Rottens strithår og sikkerhedsnåle var på plads, før han kom i kløerne på Malcolm McLaren. Generelt er meget af mytemageren McLarens spin omkring Sex Pistols blevet dementeret eftertrykkeligt af både bandmedlemmer og hangarounds. 

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama