True er et af de mest forkætrede begreber i heavy metal. Det er blevet misbrugt til hatespeech og dødstrusler. Det er blevet latterligjort og hånet. Men det har eksisteret lige siden den hårde rocks begyndelse.
Temaartikel: Peter Béliath (Publiceret i Metalized nr. 103, april/maj 2016)
TRVE, tr00, true. Alle metalfans kender begrebet – på godt og ondt. ”True” er fundamentalisme. Men ”true” er umuligt at komme uden om. Det er en integreret del af den hårde rock. Det har eksisteret ca. ligeså længe, som musikere og fans har samlet sig om metalrocken. Og hvad man end mener om ”true”-begrebet, så er der mening bag galskaben. Lad mig forklare.
OMRINGET AF FJENDER
Det tidligste tilfælde, jeg er stødt på, er ”Metal” Mike Saunders’ anmeldelse af Sir Lord Baltimores album Kingdom Come. Anmeldelsen stod trykt i magasinet Creem i maj 1971. Saunders tiltaler her et specielt segment af bladets læsere som ”[a]ll you true blue heavy fans”. Sauders er interessant, fordi han er stamfaderen til en del af den terminologi, som den dag i dag bruges inden for den hårde rock. Saunders er fx en af de første, der dokumenterbart anvendte begrebet ”heavy metal” om den hårde rock.
Det kan være svært at afgøre, om Saunders selv opfandt termer som ”heavy metal”, ”sludge” og ”true”, eller om han stjal dem fra jargonen i det tidlige metalmiljø. Men hans sprogbrug afslører den mentalitet, der har været herskende i metalmiljøet lige fra starten.
Man må forstå, at heavy rocken/metalrocken allerede fra starten var en modkultur til modkulturen. Den hårde rock var i opposition til hippierne. Hvis man er i tvivl, kan man tune ind på en sang som Blue Öyster Cults ”This Ain’t The Summer Of Love” (1976). Blue Cheer spillede allerede i 1960’erne så højt, at lydtrykket ”kværnede luften til hytteost,” påstod gruppens manager. Den slags tonale vold forstod hippierne ikke.
1968’erne og diverse peaceniks og venstreorienterede meningsdannere fremførte i pressen en ideologisk kritik af den hårde rock. Den hårde rock blev beskyldt for at være militant, mandchauvinistisk og fascistisk. Fra den modsatte flanke, fra højrefløjen, blev den hårde rock anklaget for at nedbryde lov og orden og for at forføre ungdommen og undergrave samfundets familieværdier. Højrefløjen og venstrefløjen var enige om, at heavy rocken var voldelig og direkte skadelig at lytte til.
Heavy rocken var altså ”kringsatt av fiender”. Og det påvirkede selvopfattelsen hos mange af genrens fans. At være fan af hård rock var det samme som at være soldat eller kriger. Man var i kamp mod både hippier og ”borgerdyr” og mod den musik, som var på mode, og som de fleste heavy rockere allerede fra slutningen af 1960’erne opfattede som tom og indholdsløs.
I slutningen af 1970’erne og begyndelsen af 1980’erne var der fx en indædt krig mellem heavy metal og disco. Så indædt, at April Wine under deres koncerter tirrede deres fans ved at spørge, om de monstro ikke var mere til disco. Det var del af et ritual, hvor April Wines fans sværgede en slags troskabsed til den hårde rock.
 |
| Gun i 1969. To af medlemmerne dannede senere bands med militærnavne som Three Man Army og Baker Gurvitz Army |
MILITANT METAL
I 1975 rottede nogle amerikanske heavy rock-fans sig sammen. De begyndte at bombardere en radiostation i Indiana med lytterønsker. De ville høre Kiss! De truede sågar med at sprænge stationen i luften. Dermed var Kiss Army født.
Siden da har fanklubber fået krigeriske navne som: Blue Army (Aerosmith), Slatanic Wehrmacht (Slayer), The Militia Guard (Saxon), Bathory Hordes (Bathory) og Black Metal Militia (Watain). Der findes tillige en vrimmel af sange, som sætter lighedstegn mellem den hårde rock og militarisme: Metallicas ”Metal Militia”, Ace Frehleys ”Rock Soldiers”, Exodus’ ”Metal Command” etc.
Det militante blev hurtigt understreget visuelt. MC5s Fred ”Sonic” Smith var udstyret med patronbælte på coveret til Kick Out The Jams (1969). Samme år optrådte medlemmerne i Gun på albummet Gun Sight som bandidos, bevæbnet med patronbælter og maskinpistoler.
Heavy metal adskilte sig markant fra al anden musik. Der opstod hurtigt en afgrund mellem heavy metal og al anden rytmisk musik. Tonalt og visuelt var metalrocken bevidst frastødende og provokerende. Musikken var høj og hård, og diskursen omkring den var radikal og militant.
Grupperne greb til militær-symboler for at overgå hinanden i choktaktik. Fx optrådte et medlem af The Stooges i naziuniform. Black Sabbath og Kiss brugte S-runen i deres logoer – S-runen, som oprindelig blev (mis)brugt som vartegn for Hitlers frygtindgydende og ultravoldelige SS-elitetropper. Sweet og Motörhead provokerede ved at bruge hagekorset. Den hårde rock var i krig med verden, med den gode smag og den politiske korrekthed.
I enhver hær skal der være en form for disciplin. Det er dér, begrebet ”true” kommer ind i billedet. Dem, der ikke var ”true blue heavy fans”, som Saunders kaldte dem, blev betragtet som en slags forrædere eller desertører. Det var ikke dem, der dyrkede den ægte form for hård rock.
Blandt den hårde rocks musikere opstod der hurtigt en sans for ægthed. Derfor hed en af Nazareths mest centrale sange ”Not Fakin’ It” (1973). I heavy-folkets selvforståelse var det netop ægtheden, der adskilte den hårde rock fra al anden musik. Hårdrocken gav identitet og integritet. ”If you ain’t a heavy metal rocker then you ain’t a shit!” stod der på nogle populære t-shirts i starten af 1980’erne. Ergo: du er ikke en skid, hvis du ikke er til heavy metal. Der blev sat skel mellem dem og os.
 |
| Exciter. Et af de første bands, der blev lanceret som true heavy metal. |
METALLENS FRELSERE
Lige siden den hårde rocks spæde start omkring 1967 har der været et stort publikum til den heavy musik. Og det har både pladeselskaber og kunstnere lukreret på fra dag et. Derfor opstod der allerede i 1970’erne en form for pseudo-heavy rock, ofte kaldet AOR (Adult-Oriented Rock eller Album-Oriented Rock), som blandede poppede melodier med en ufarlig dosering af metalliske guitarer. Tænk: Foreigner, Journey, REO Speedwagon etc.
Denne type pseudo-heavy kom til at dominere især det amerikanske marked i slutningen af 1970’erne og de tidlige 1980’ere. Og det var præcis AOR og lignende former for ”metal”, som Manowar gik i krig med, da de omkring 1982 diskede op med den nedladende term ”false metal”.
- Det amerikanske publikum aner ikke, hvad ”true” heavy metal er, konstaterede bassisten Joey DeMaio i det første interview, som europæisk presse bragte med Manowar (Sounds nr. 35, 1982). I samme artikel brugte journalisten Tim Sommer termen ”true metal.”
Året efter brugte journalisten Malcolm Dome begrebet ”true heavy metal” i et interview med gruppen Exciter i Kerrang! nr. 42 (maj-juni 1983). Dome var på forkant med det hårdeste af det hårde inden for metallen i de år, og han blev derfor en guru for læderhalsene i metalmiljøet. At Dome kaldte Exciter ”true heavy metal” var et kvalitetsstempel.
Der gik inflation i begrebet heavy metal i starten af 1980’erne. Det syntes Venom i hvert fald. Så for at distancere sig fra den sødsuppe-metal, som, de syntes, de fleste konkurrenter spillede, opfandt Venom et nyt genrebegreb: black metal. Venom affyrede en hel bandbulle om heavy metals tilstand, og gruppen iscenesatte sig selv som metalgenrens frelsere i en stort opsat artikel i Kerrang! nr. 29 (november 1982).
Venom satte en ny standard for, hvor støjende og brutal metalrocken kunne være. De skilte fårene fra bukkene. Og det var kun bukkene, som Venom ville have fat i. Venom dekorerede deres pladecovers med geder og omvendte pentagrammer, og de grundlagde en helt ny subgenre, som blev opkaldt efter gruppens andet album, Black Metal (1982).
 |
| Euronymous sendte dødstrusler. |
SAND SATANIST-HORDE
Det er vigtigt at forstå, at black metal både som musikform og som begreb er uløseligt forbundet med opfattelsen af at være ægte, altså ”true”. Det er derfor en slags dobbeltkonfekt at tale om ”True Norwegian Black Metal”. Men sådan gik det altså. For Euronymous (alias Øystein Aarseth) brugte ”true”-begrebet, da han og hans norske bandfæller skulle lancere Mayhem i midten af 1980’erne.
Der eksisterede flere bands med navnet Mayhem på det tidspunkt, og metalfundamentalisten Euronymous’ band var naturligvis The True Mayhem. Det stod der i hvert fald på coveret til gruppens debutplade, Deathcrush (1987).
Euronymous udviklede sig til at blive en guru for den norske (og delvist også den svenske) black metal-scene i starten af 1990’erne. Euronymous var en omvandrende tænketank og idébank, og han havde mange forestillinger om, hvordan heavy metal burde udforme sig. Alt fra tøjstil til lyd på plader havde han en mening om. Og som en sortmetallisk guru prædikede han sit budskab til alt og alle. I tale og pr. brev. Euronymous havde et stort internationalt netværk, og hans idéer blev spredt helt til Latinamerika og Japan.
Euronymous var en strammer. Og han gjorde i endnu højere grand end Venom black metal til en renhedskult. Der skulle renses ud. Euronymous gjorde op med dødsmetal- og thrash-bands, som forrådte sagen, og som blev for samfundskritiske og spillede ”drivhuseffekt-metal”, altså ekstremmetal med økologisk bevidste tekster. Dødsmetal skulle ikke handle om menneskerettigheder og humanisme, dødsmetal skulle omfavne død og helvede.
Den kult, som opstod omkring Euronymous i pladebutikken Helvete i Oslo, begyndte også at dele black metal-bands op i ”sande” og ”falske”. Der opstod således en ”True Black Metal”, som var de bands, der troede på en personlig Satan (teistisk satanisme). De ”falske” black metal-bands var dem, der havde relation til Anton LaVeys Church Of Satan, hvor Satan bare er et symbol (ateistisk satanisme).
Euronymous blev sammen med Count Grishnackh (alias Varg Vikernes) fra Burzum ledere af Den Sorte Cirkel i Norge. Denne cirkel var egentlig en udløber af The True Satanist Horde i Sverige, ledet af It fra gruppen Abruptum. Disse to grupperinger arbejdede sammen om at udrense de falske black metal-bands. Der blev brugt dødstrusler, ja, Count Grishnackh stod sågar bag et (noget kikset) attentat på Therions Christofer Johnssons hjem i Sverige. Den teistiske satanisme og ideologien bag ”True Black Metal” blev omtalt ret indgående i Kerrang!s legendariske artikel i nr. 436 (marts 1993).
Men nogen er mere ”true” end andre. Og It fra The True Satanist Horde måtte gå under jorden, da der i 1995 opstod en mere rabiat gruppering i Sverige: Misanthropic Luciferian Order. Som medlem havde MLO bl.a. Jon Nödtveidt fra gruppen Dissection, der sammen med MLO-lederen Vlad i 1997 blev dømt for mord. Inden da, i 1993, havde Count Grishnackh myrdet Euronymous.
 |
| Det militante i hårdrocken blev allerede fra starten understeget i genren. Her MC5 i 1969. |
HELLIG KRIG
Der har aldrig hersket den store enighed om, hvad der er ”ægte”, og hvad der er ”falsk” metal. ”True” er et diffust begreb. Der eksisterer ingen universel konsensus om, hvad der er ”true”. ”True” er noget subjektivt, for ”true” er (næsten) umulig at definere. Hvad der er ”true”, kan variere stærkt fra individ til individ, fra gruppering til gruppering, fra subgenre til subgenre, fra epoke til epoke.
Det er klart, at journalister som Mike Saunders og Malcolm Dome har haft indflydelse på, hvad der er blevet kanoniseret som ”true”. Men reelt har det været kunstnerne selv og deres fans, som har bestemt, hvad der er ”true”.
I 1980’erne smed Judas Priest om sig med titler som ”Defenders Of The Faith”, hvor heavy metal blev sat i scene som en slags religion, der skulle forsvares. Når man meldte sig ind i Virgin Steeles fanklub, blev man kåret til at være ”a guardian of the flame and defender of truth, justice and heavy metal.” Ifølge denne ideologi gik der en lige linje mellem heavy metal og sandhed og retfærdighed. Og headbangerne var en slags sorte riddere midt i en hellig krig.
”Holy War” og ”Defender” var centrale titler i Manowars repertoire i 1980’erne. Manowar er vel det band, som mest bombastisk har kørt frem med ægtheds-kriteriet. For Manowar var musikken en ideologi, som skulle forsvares. Og de kræfter, som truede metallens ægthed, skulle bekæmpes musikalsk. Manowar var lige fra deres debut i 1982 selvbestaltede forsvarere af ægte metal, og de fordømte alle former for falsk metal. I deres tekster og interviews knæsatte Manowar begreber som ”false metal”, ”true metal”, ”wimp” og ”poser”. De to sidste begreber (der betyder ”tøsedreng” og ”posør”, altså en, der stiller sig an som noget, vedkommende ikke er) blev adopteret af thrash metal-kulturen.
Thrash blev primært promoveret via lokale radiostationer og fanzines i undergrunden. Og i 1980’ernea undergrund holdt man streng justits med ”wimps and posers”. ”Posers Will Die!” (1984) sang gruppen Thrust, og på coveret til kompilationen Metal Massacre VI (1985) ses en tegning af en gravsten. På gravstenen står den dødes navn: James Q. Poser. Mayhem udgav deres første plade, Deathcrush (1987), på deres eget selskab, som meget sigende hed Posercorpse.
 |
| Hammerfall bragte den sande heavy metal tilbage i fokus. |
PERSONLIG SATAN
I 1997 kom begrebet true metal igen på mode. Det var ellers gået i glemme under grunge rockens, nymetallens og de forskellige alternative former for metals regime i 1990’erne. Men da Hammerfall udgav Glory To The Brave (1997), blev det begyndelsen til en revival af traditionel heavy metal med Hammerfall og Sacred Steel i front. Denne revival var en reaktion på den alternative metal.
1990’ernes true metal-bands greb tilbage til genrens gamle dyder, de sang om riddere og drager og genintroducerede den ”gammeldags” metalvokal, som ellers var blevet overrulet af growl og råberi. På den måde kom fx Hammerfall til at betyde meget for en ny generations opfattelse af, hvad der er ”true”.
Det er her vigtigt at slå fast, at i 1990’erne fik ”true” to forskellige betydninger. To forskellige definitioner. Hammerfall, Sacred Steel og andre dengang nye bands blev af presse og fans anset som videreformidlere af Manowars definition af, hvad der er ”true”. Det var altså en strengt musikalsk definition.
Inden for black metal kørte ”true”-termen mere på ideologien/religionen. I 1990’ernes black metal var ”true” ikke ensbetydende med en bestemt spillestil (musikalsk var der, ahem, himmelvid forskel på græske Rotting Christ, svenske Dissection og norske Emperor, som alle blev betegnet som ”true”). Det, der gjorde disse bands ”true”, var deres tro på en personlig Satan (teistisk satanisme). Musikere som Euronymous (Mayhem), It (Abruptum) og Jon Nödtveidt (Dissection) havde stor indflydelse på denne teologiske definition af ”true”.
 |
| Bathorys gule ged. Når en trykfejl bliver kult. |
GUL GED
Der findes stadig enklaver i heavy metal, hvor ”true” bruges i den Manowar’ske betydning. Tænk på en festival som Keep It True eller Facebook-grupper som True Metal Nation og True Til’ Death. Men det er ikke hér, heavy metals fremtid skabes. Det er snarere tumlepladser for nostalgi.
I januar 2016 lukkede Amalie Bruun af for muligheden for at sende personlige beskeder til Myrkur på Facebook. Hun var blevet træt af at modtage dødstrusler og hade-mails.
”True”-begrebet er blevet udvandet. Ødelagt af trolde, som bruger ”true”-mentaliteten til at sende dødstrusler og puste sig op som ”elite”. Det betyder, at ”true” i dag ofte bruges i en ironisk eller ligefrem i en i nedladende betydning. Det er blevet et reservat for umodne black metal-fans, som med Jon Nödtveidts ord ”er mere interesseret i at dyrke deres skiver – Bathory med en gul ged og Mayhems Deathcrush med rosa omslag – end i at åbne en bog” (citeret efter Johannesson & Klingberg: Blod Eld Död (Alfabeta, 2011).
I black metal er der sket en stor åndelig modning siden de rabiate 1990’erne. Det betyder bl.a., at visse kunstnere og fans, som tager deres religion dybt seriøst, har erstattet ”true” med et mere klerikalt begreb: ortodoks. <13>
ACHTUNG!Dette er et redigeret uddrag af de svar, jeg gav i et interview med Adriana Zak Echeverria i forbindelse med hendes kandidatspeciale Black metal – det nye sort (RUC, 2016).
Ingen kommentarer:
Send en kommentar