Blackie nikker dødningeskaller

Man kan ikke tro på Satan uden også at tro på Gud, påstår Blackie Lawless. På W.A.S.P.s seneste udspil, Golgotha, kulegraver Blackie det religiøse billedsprog og de psykiske dybder i heavy metal.

Interviewartikel: Peter Béliath (Publiceret i Metalized nr. 100, okt./nov. 2015)

- Jeg forstår godt, at folk er så tiltrukket af vores første album. For det var et meget råt album lavet af et meget råt band, siger Blackie Lawless, bandboss i W.A.S.P. – et band, som pladedebuterede i 1984 med en musik, der var voldsomt medrivende – og voldsomt provokerende.

W.A.S.P. var platte, vulgære og sjofle. De var grænseoverskridende og tabunedbrydende. De var alt det, som Alice Cooper var ti år tidligere. Bare meget værre. Og hvad angår choktaktik, så var de alt det, som Marilyn Manson skulle blive ti år senere.

W.A.S.P. kom fra Los Angeles, som på det tidspunkt var den hårde rocks metropol. Det væltede frem med behårede bands i glamourøse kostumer. L.A.-boomet startede med Van Halen i slutningen af 1970’erne og fortsatte i 1980’erne med Mötley Crüe, Quiet Riot, Ratt, Dokken, Black ’n Blue, Poison, Guns N’ Roses und so weiter. L.A. var kraftcentret, karrieremulighedernes Mekka. Selv Yngwie Malmsteen drog til L.A. for at blive stjerne i bandet Steeler.

Så konkurrencen var hård på Los Angeles-scenen i de år. Men Blackie havde – bogstaveligt talt – savklinger på albuerne. Og såmænd også en savklinge i skridtet, som pumpede frem og tilbage, når W.A.S.P. gik på scenen og spillede det superkontroversielle hit ”Animal (Fuck Like A Beast)”. 

W.A.S.P. var ekstreme. Det mest ekstreme band på metalscenen på det tidspunkt. De fire medlemmer var klædt ud i outrerede kostumer, der fik dem til at ligne sci-fi-krigere fra en skrottet Mad Max-film. Gruppen smed råt kød ud til publikum og havde en halvnøgen kvinde tøjret til et skafot på scenen. Teksterne kredsede om alle de tabuer, som læderklædte fyre kunne komme i tanke om. Og det gav pote. Salgstallene var pæne. Og Tipper Gores censurorganisation Parents Music Resource Center puttede ”Animal” på deres ”Filthy Fifteen”-liste over de mest ungdoms-undergravende rocksange. 

GODT AT BRÆKKE BENET

Meget er sket siden. I dag er Blackie erklæret kristen. Genfødt kristen, som han kalder sig. Og han vil ikke røre ”Animal” med en ildtang. Hans sangskrivning er da også blevet meget mere moden med årene.

Blackie begyndte at skrive mere dybsindige sange på albummet The Headless Children(1989). Siden er der fulgt ambitiøse konceptalbums som The Crimson Idol (1992) og The Neon God Part I & II(2004). Når man taler med Blackie er det tydeligt, at han er stolt af sine bedrifter på disse værker.

- Jeg synes nu også, at de sidste par plader, vi har lavet, er meget gode, siger han og nævner Dominator(2007) og Babylon(2009). 

W.A.S.P.s nyeste opus, Golgotha, overgår dog det meste af Blackies bagkatalog. Det er et heavy album. Men med finesser og store, dramatiske dynamikudsving. Blackie nikker virkelig dødningeskaller på Golgotha. Der er selvfølgelig en forklaring på albummets høje kvalitet.

- Det blev lavet over en periode på fire år, fortæller Blackie, hvis borgerlige navn er Steven Edward Duren.

- Indspilningsprocessen blev forhalet af flere grunde. Bl.a. brækkede jeg benet. Og det gav os mulighed for at reflektere over musikken på en måde, som vi aldrig har kunnet gøre før. Før vi startede vores 2012-turné, havde vi allerede indspillet halvdelen af pladen. Så vi var i stand til at vende tilbage til den et halvt år senere og lytte til den med et helt nyt sæt ører. Det gjorde det muligt for os at være objektive på en måde, som vi aldrig har været før. Jeg har aldrig haft denne luksus før. Ikke engang med vores første album. Og det endte med at blive en god ting.

IKKE ROCK ’N’ ROLL MEN LITTERATUR

Anmeldere har nu i en lille menneskealder rakket ned på W.A.S.P. Men mit forsøg på at få Blackie til at bralre op om, at han er et miskendt geni, falder til jorden. Han gider tydeligvis ikke spille offerrollen.

- The Crimson Idolblev nærmest anerkendt, så snart den udkom. Jeg var i Canada, lige da den blev udsendt, og jeg hørte, at en professor på universitetet i Toronto brugte albummet til at undervise i et helt semester på et creative writing-kursus. Og jeg lyttede til en radiostation deroppe, og dj’en sagde: Det her er ikke rock ’n’ roll, det er litteratur. 

Så du føler dig ikke bare en lille smule miskendt, Blackie? 

- Som jeg lige fortalte, så bliver man ekstremt beæret, når folk siger den slags ting. Jeg ved virkelig ikke, hvad mere jeg kan ønske mig. 

En af sangene på Golgothahedder ”Miss You”. Egentlig var det meningen, at den skulle have været med på The Crimson Idol, som mange anser for at være W.A.S.P.s hovedværk. Hvorfor valgte Blackie mon at droppe den i 1992?

- Det var ikke mit valg. Det var EMIs beslutning. Det, der skete, var, at det tog mig to år at skrive den plade. Og EMI skreg efter at få mig til at give dem, hvad jeg havde. Jeg havde gentagne gange misset udgivelsesdatoen. Så til sidst måtte jeg give dem pladen i en form, som, jeg syntes, var ufærdig. Der var sange, som ikke kom med på albummet, fordi de ikke var skrevet færdig. ”Miss You” var en af den. Faktisk var ”Miss You” den første sang, som blev skrevet til det album.

HVAD TÆNKER SATAN?

Der er mange interessante sange på Golgotha. Musikkens kvalitet er i top. Men også teksterne er lidt ud over det sædvanlige.

Har jeg ret i, at ”Eyes Of My Maker” handler om den faldne engel, Lucifer eller Satan?

- Ja. Men jeg skriver sange med flere betydningslag. Og da jeg skrev den sang, tænkte jeg, at der må være en masse mennesker, som føler på den måde. Jeg prøver på ikke bare at skrive fra én indfaldsvinkel. Jeg prøver at skrive sådan, at andre mennesker måske kan genkende sig selv i sangene. 

Normalt bliver Satan portrætteret som en helt i rock ’n’ roll og heavy metal. Men det er ikke sådan, du føler for ham, vel?

- Jeg er genfødt kristen, og jeg skriver sange, som er set gennem øjnene på min tro. Så jeg ser på tingene på en anden måde. Men uanset om heavy metal betragter Satan som en helt eller ej, så forholder det sig sådan: Hvis det er sandt, at Satan eksisterer, så er det også sandt, at der findes en Gud, som har skabt ham. Den ene kan ikke eksistere uden den anden. Og hvis det er sandt, så må Satan på et tidspunkt stå foran Gud for at blive dømt. Hvad vil der foregå i hans hoved, når det sker? Det, han siger i denne tekst, er: Du skabte mig, hvorfor må jeg lide på grund af det her? I sangens løb kommer han med undskyldninger. Han siger: Det var ikke mig, der gjorde det, det var dig, der gjorde det. Jeg har aldrig før hørt nogen skrive en sang med den indfaldsvinkel, så jeg tænkte, at det ville være en god idé.

DEN KORSFÆSTEDE TYV

Jeg synes, at den stærkeste sang på Golgotha er titelnummeret. Her synger du: Jesus, I need you now. Det er en bøn, ikke sandt?

- Golgata betyder hovedskalsstedet. Og det var dér, Jesus blev korsfæstet. Vi ved også, at der var to andre fyre, to tyve, som blev korsfæstet sammen med ham. Den ene troede, at Jesus var Guds søn, den anden troede ikke på det. Så jeg tænkte: Ville det ikke være interessant at skrive sangen ud fra den troende tyvs synsvinkel? I sangen hænger de på korsene ved siden af hinanden. Og de taler med hinanden. For Bibelen fortæller os, at det gjorde de. Og han siger til Jesus: Er du virkelig den, som de der mennesker påstår, du er? Er du virkelig ham? Og senere i sangen råber han: Jesus, jeg har brug for dig NU!       

- Jeg fandt det interessant. For her har vi en fyr, som hænger på et kors. Og det er ikke et spørgsmål OM, at han måske skal dø. Det er et spørgsmål om, HVORNÅR han dør. Så den her fyr er ved at gøre sig klar til at dø. Han kan ikke slippe væk. Han ved, at han snart skal stå ansigt til ansigt med sin skaber. Og han siger til Jesus: Husk mig på den her dag. Jeg syntes, det var en god idé. For selvom vi ikke bliver korsfæstet, så gennemgår vi alle sammen lidelser her i livet. Ting, der er katastrofer eller livstruende, ting, som virkelig sætter os i forbindelse med vores dødelighed. Og her har vi altså en fyr, som står over for døden. Og han søger efter sandheden. Der må være mange mennesker, som på et tidspunkt i livet har haft det ligesom tyven. Hvor de råber til Gud om hjælp. 

STUDIER I DET OKKULTE

Blackie Lawless blev opdraget som kristen. Han voksede op i et fundamentalistisk baptist-miljø, som han brød med, da han var ung. Blackie tog senere et opgør med sin opdragelse i forbindelse med albummet Unholy Terror(2001). Men siden da har han fulgt en retning, som minder om Megadeth-lederen Dave Mustaines. Hvilket betyder, at Blackie i dag befinder sig på den kristne højrefløj.

Det var ikke just dér, den lovløse Blackie befandt sig, da han i sin ungdom (en meget kort overgang) var medlem af New York Dolls, som optrådte foran et bagtæppe med de kommunistiske symboler hammer og sejl. 

Senere dannede Blackie gruppen Sister (ikke at forveksle med Twisted eller White Sister) sammen med Nikki Sixx (senere Mötley Crüe). I Sister rodede medlemmerne med okkultisme, og det er en velkendt historie, at Blackie droppede det okkulte og overlod rekvisitterne til Nikki, som fortsatte flirterierne med djævlen på de første par Crüe-albums.

- Du nævnte selv lige før, at Satan er en helt i heavy rocken, byder Blackie ind.

- Der findes ikke en eneste genre, ikke jazz, ikke pop, der har så stærkt et religiøst billedsprog som heavy metal. Heavy metal er fuldstændig besat af religion. Bibelen fortæller os, at sandheden er blevet plantet i hjertet på alle mennesker. Det, jeg mener, er: Hvad enten et menneske beslutter sig for at tro eller ej, så er sandheden stadig i dets hjerte. Jeg taler af erfaring. Jeg studerede det okkulte i tre år, da jeg forlod kirken. Så jeg ved, hvad det er, der er så tiltrækkende ved det okkulte.   

- Man kan ikke være tiltrukket af det okkulte uden at vide, at det faktisk eksisterer. Man kan ikke bare lege med noget, som, man tror, er fantasi eller fiktion. Man bliver nødt til at vide, at det er virkeligt. Man kan ikke tro på Satan uden at tro på Gud. Det kan man bare ikke! Og dem, der dyrker black metal eller sådan noget, de ved i deres hjerte, at der findes en Gud. Det er de helt på det rene med. For ellers ville de ikke være så tiltrukket af de andre billeder. Jeg taler af erfaring. Jeg gennemgik alt det der.          

- Jeg er blevet velsignet, for Gud hev mig ud af det. Så jeg føler, at jeg er tosproglig. Jeg kan sige til mennesker, som ikke er kristne: Jeg kan tale dit sprog. Men du kan ikke tale mit sprog. Så jeg ved, hvor du kommer fra. Men du ved ikke, hvor jeg kommer fra, for du er ikke nået så vidt endnu. 

Blackie lægger ikke skjul på, at hans tro har ændret hans sangskrivning.

- Hvis man skriver ud fra sandhedens synsvinkel, så tror jeg, det ville være umuligt ikke at skrive gennem det filter, som er ens tro. For man ser alting med troens øjne. For mig ville det i hvert fald være umuligt. Det betyder dog ikke, at alt for mig skal være centreret omkring troen. Men jeg er meget omhyggelig med de tekstmæssige emner, som jeg behandler nu om dage. Der er ting, som jeg ikke længere ville kunne gøre. Sangen ”Animal” er et godt eksempel. Vi har ikke spillet den sang i ti år. Og jeg ønsker ikke at skrive sådan en sang i dag.          

CHAINSAW CHARLIE FOR RETTEN

- Man skriver om, hvad man ved. Man skriver, hvad man tror, folk kan forholde sig til. Sangen ”The Last Runaway” er et godt eksempel. Sangen handler om mig, der kom til Hollywood som teenager for 40 år siden. Om hvor bange, jeg var. Men uanset om det handler om mig, der danner et rockband, eller om hvad andre mennesker gennemgår i deres liv, så vil det hive dem ud af tryghedszonen. Der vil være udfordringer, som skræmmer dem. Ting, vi ønsker at løbe væk fra. Jeg tror, at det er noget, som alle kan forholde sig til. 

Det er netop W.A.S.P.s stærke side, at Blackie skriver gribende sange. Sange, lytteren kan relatere sig til. The Crimson Idoler et godt eksempel. Det er et ambitiøst værk med et dramatisk plot, hvor en rockkunstner kommer i kløerne på en gusten type ved navn Chainsaw Charlie.

Er Chainsaw Charlie en moderne version af fristeren Mephisto eller djævelen?

- Tjah, det kunne man måske godt sige. For mig repræsenterer han musikindustrien. Jeg forsøgte at menneskeliggøre hele industriens væsen. Fortælle, hvad den gør ved unge mennesker. Folk aner ikke, hvordan en pladekontrakt ser ud. Det er en slaveri-aftale. Hvis man tog en pladekontrakt med i retten, hvor der foregik en retssag om fast ejendom, lad os sige, det drejede sig om et hus. Hvis dommeren ved en fejltagelse fik den forkerte kontrakt i hænderne, altså pladekontrakten. Så ville han sætte de folk i spjældet så hurtigt, at de ikke ville opfatte, hvad der ramte dem.   

The Crimson Idolblev som bekendt udsendt i 1992. Dengang var pladeselskaber meget magtfulde.

- Pladeselskaberne var så stærke, og de var i stand til at få lovgivningen ændret. Og de var i stand til at misbruge unge mennesker i årevis, fordi de unge var så desperate efter at blive berømte, at de ville skrive under på hvad som helst. Chainsaw Charlie er et symbol. Som sagt forsøgte jeg bare at gøre industrien til en figur, så de unge kunne forstå, hvad der foregår.

NÅR HIMLEN GÅR I SORT

På 2007-albummetDominatorfindes en af Blackies mest gåsehudsfremkaldende sange, nemlig power balladen ”Heaven’s Hung In Black”. Om den fortæller W.A.S.P.-bossen:

- Krigen i Irak var stadig i gang, og jeg læste et citat af Abraham Lincoln [amerikansk præsident i 1860’erne, red.]. Hver dag, da han var præsident, fik han rapporter med tabstal fra borgerkrigen. En dag fik han en rapport, der virkelig overvældede ham. Og så sagde han: Surely tonight the heaven’s hung in black.Og jeg tænkte: Wauw, det var en utrolig stærk måde at udtrykke det på. 

Er du enig med mig i, at det er en af de bedste W.A.S.P.-sange?

- Den er god. Helt bestemt. Jeg forsøger at skrive noget, som bevæger folk. Og som får dem til at tænke. Og jeg håber afgjort, at den sang gør det. 

Det mest bevægende ved Golgothaer guitarspillet. W.A.S.P. har i årenes løb haft berygtede guitarister som Chris Holmes og Randy Piper i besætningen. Senere hjalp bl.a. Bob Kulick (som har spillet for Kiss, Lou Reed, Meat Loaf m.fl.) til. I dag lyder W.A.S.P.s lead guitarist navnet Doug Blair. Han er fantastisk. Og det er Blackie helt bevidst om. På Golgothafår Blair lov at spille soli, der er så lange som den kinesiske mur.

- Folk spørger mig, om der er mulighed for, at det gamle band kan finde sammen igen. Og mit svar er … Og det her handler især om Doug Blair. Det band, jeg har lige nu, kan spille alle de gamle sange. Det gamle band kan ikke spille de nye sange. De er mere kompliceret. Hvis du lytter til, hvad Doug laver på de seneste W.A.S.P.-plader, så er det utroligt. Det er meget, meget svært at erstatte det. Og han kan ikke kun spille det i studiet. Han spiller de her ting live. Hvis der er nogen, der kan gøre ham kunsten efter, så vil jeg gerne høre det. <13>

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama