Genrejsning

Rising anno 2016.

Rising er et knusende tungt bud på et dansk band med appel til det store udland.

Københavnernes nye album hedder ”Oceans Into Their Graves”. Og det er både tidløst og tidssvarende.

Okay, der har været en årrække, hvor jeg er gået i dækning, når talen er faldet på dansk metal.

Heldigvis er der sket en positiv ændring i seneste år. Lad mig være ærlig. Det er langt fra det hele, som får min krop til at udskille dopamin. Men der er altså ved at ske et (tiltrængt!) generationsskifte i dansk metal. SEA og Slægt er bare to eksempler på ung, dansk hårdrock, der er moden til international lancering.

Og sandelig om ikke grand old men som Denner/Shermann og Artillery igen er vågnet op til dåd. Knap så aldersstegne fyre som dem i Deus Otiosus og Rising rumsterer også noget så henrivende.

Apropos Rising. Det københavnske band har været flittige til at rokere om på besætningen. Og det har måske været deres største hæmsko. For alt, hvad Rising har udsendt, har haft internationalt format – lige fra debut-ep’en (2009) til det aktuelle album, ”Oceans Into Their Graves” (release: 29. april på Indisciplinarian).

Rising spiller sludge/groove metal. Det fortæller Encyclopaedia Metallum mig i hvert fald. Kald det, hvad I vil. I mine ører lyder det som gedigen heavy rock. Vel at mærke af moderne tilsnit. Med en knusende tyngde à la Neurosis. På det forrige album, ”Abominor” (2013), var det tæt på at være direkte smadder – på den fede måde.

”Oceans Into Their Gaves” ligger tættere på albummet ”To Solemn Ash” (2011 – læs Rifferama-anmeldelse her). Det betyder, at det er lidt nemmere at høre, hvorfor Rising hedder Rising. Altså: at gruppen OGSÅ har rødder i 1970’ernes mere episke heavy rock. Såsom Rainbow i Dio-dagene.

Det melodiske kommer ekstra godt til sin ret på det nye Rising-album. Gruppen har nemlig rekrutteret sangeren Morten Grønnegaard. Og han er lidt af et kup for gruppen. Grønnegaard er en rigtig sanger. Ikke en growler eller en brøleabe. Men en sanger med kant og personlighed. Og med et anstrøg af noget emotionelt i sin diktion.

Sangene på ”Oceans Into Their Graves” er bygget op omkring grumme riffs fra guitarist og bandboss Jacob Krogholt. (Siden indspilningen af ”Oceans Into Their Graves” er guitaristen Anders Bo Rasmussen blevet føjet til besætningen.) Læg dertil en tæt rytmesektion bestående af bassisten Bjarke Lassen og trommeslageren Martin Niemann.

Niemann er en dynamo af John Bonham’ske proportioner. Men det ender ikke med bulder og brag. Bl.a. fordi albummet er produceret af Jacob Bredahl (Dead Rat Studios, Aarhus). Bredahl er kendt for at være en mester udi kunsten at skabe organisk lyd i hårdrock-sammenhæng. Og ”Oceans Into Their Graves” er ingen udtagelse. Albummet har en sound med masser af slagkraft. Her kommer både melodier og power til deres fulde ret.

”Oceans Into Their Graves” er et tiptop moderne metalalbum fra et band, som kan deres pis. Ikke kun på instrumenterne, men også rockhistorisk. Albummet lever op til heavy rockens evigtgyldige kriterier: riffs af høj kvalitet og en sans for melodier med tyk slidbane.

”Oceans Into Their Graves” er både et tidløst og et tidssvarende album. Og dem udkommer der ikke ret mange af. Og da slet ikke i DK. \m/

NB! Dette er en Rifferama-anmeldelse. Metalizeds officielle anmeldelse står at læse i magasinets nr. 103. På gaden nu.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama