Den headbangende snot-maskine

1977: Man bliver syg af at høre AC/DC.

Før Bon Scott døde, og før Brian Johnson (angiveligt) blev døv, var AC/DC det vildeste pis.

Rifferama fortæller historien om dengang, AC/DC var farlige. Bøllede, beskidte. Indbegrebet af det, som gav borgerskabet mareridt.

Kæft, han ser skummel ud, gør Bon Scott, som han står der på coveret til ”Let There Be Rock”. Han stirrer diabolsk skråt nedad, i retning af fotografen. Helt ude ved scenekanten står Angus Young med sin Gibson SG og shredder løs foran publikum, hvis arme og hænder er – grønne!

Det er en ren tilståelsessag: AC/DC er djævelens musik. AC/DC er syge. AC/DCs fans får en alien-agtig kulør af at lytte til det australske bands musik.

Meget er sket siden 1977. Dengang var AC/DC farlige. Bøllede, beskidte. Indbegrebet af det, som (stadig) giver borgerskabet mareridt.

Journalister elsker at vælte sig i modeord, og da ”Let There Be Rock” udkom i 1977, var punk rock det sidste skrig. Så der var lige en uge, hvor AC/DC blev slået i hartkorn med punken.

AC/DC punk? Pænt syret, når man sammenligner med AC/DC nu om dage: Mænd i Viagra-alderen, der bræger om vellystige Rosie – en madamme, som har cirka samme kropslige kvaliteter som store dele af det alderstegne publikum, der til AC/DCs koncerter fylder op på dyrskuepladser og endeløse pløjemarker – behørigt udrustet med en fadøl i hver hånd.

I dag er AC/DC øllet underholdning. Sådan var det ikke i 1977.

I 1977 var AC/DC unge. Skræmmende unge. Og deres publikum bestod mestendels af utilpassede ungersvende fra arbejderklassen. Rødder med rod i livet. Og krudt i røven. Havde det været i dag, ville behandlerne have troet, at fænomenet AC/DC var en trykfejl. Skulle der mon ikke stå ADHD?

I 1977 var AC/DC og deres (ikke specielt store) fanskare et rastløs virvar. Stærkstrøms-rock for fuld hammer. Mere flabet end charmerende. ”Bad Boy Boogie”? Ja, mon ikke!

I 1970'erne var AC/DC grove løjer.

OVERDRIVELSE FREMMER FORSTÅELSEN

”Let There Be Rock” er AC/DCs heavieste album. Uden konkurrence. Den er også den første ”rigtige” AC/DC-plade. Alt godt om brødrene Young & Co.’s første livtag med den hårde rock. Der er et par udødelige festrock-klassikere (fx ”High Voltage” og ”It’s A Long Way To The Top (If You Wanna Rock ’n’ Roll”) på gruppens første skiver, hvor glam rock-stiløvelser og elementær boogie og rock ’n’roll rystes sammen i en noget ufærdig cocktail.

Men på ”Let There Be Rock” trådte AC/DC i karakter. Nu skulle det være. Og i god heavy rock-tradition blev skiven komponeret og indspillet under devisen: overdrivelse fremmer forståelsen. Young-brødrene Angus og Malcolms bror George producerede ”Let There Be Rock”. Sammen med Harry Vanda.

I diverse biografier og dokumentarer samt artikler på Wikipedia og interviews i musikmagasiner kan man læse/høre/se historien om, hvordan AC/DC tog sig sammen. Hvordan de bevidst gik efter en STOR guitarlyd. Hvordan de trak numrene ud og proppede ekstra mange riffs i sangene. Om hvordan de gav Angus lang snor, så han kunne lire sig langt ind i ekstasen, når han spillede soli. Og dem var der mange af på ”Let There Be Rock”.

I 1977 bar heavy rockens guitarhelte navne som Ritchie Blackmore, Michael Schenker og Jimmy Page. Og Angus røg hurtigt op blandt eliten. Nogen Eddie Van Halen var AC/DCs lead guitarist ikke. Men Angus havde stil. Sin egen stil. Han kunne kombinere vildskab med feeling. Han spillede som Chuck Berry på speed.

Live drønede Angus rundt på scenen. Uden kabel i guitaren. Angus duck walk’ede, sprintede, spænede, headbangede, mens han spillede løs iført skoleuniform og med tornyster på ryggen. Det så ikke kønt ud, men det lød dejlig grimt.

Publikum elskede Angus og hans lømmelagtige guitarspil. Det var snotnæset i forhold til det mere majestætiske udtryk hos Blackmore og Page. Så snottet, at nogen har kaldt Angus for ”the headbanging snot machine” (læs mere her).

Bon Scott toppede som rockpoet på
"Powerage".

BON SCOTT – EN GRÆNSEGÆNGER

Det snotnæsede kom også til udtryk i Bon Scotts vokal. Sangere som Dan McCafferty (Nazareth) og Noddy Holder (Slade) havde for længst introduceret en rå, raspende sangstil i den hårde rock. Men vokalt var heavy rocken i midten af 1970’erne stadig mest kendetegnet ved gyldne stemmebånd som dem, der sad på David Byron (Uriah Heep), Robert Plant (Led Zeppelin) og Rob Halford (Judas Priest).

Og så kom denne australske arbejderklasse-knægt og ødelagde det hele ved at give hals som en anden gadedreng. Bon Scott var indbegrebet af vokale unoder. Han lød, som om han trængte til at få fjernet mandler eller polypper. Hans diktion var ligeså fornem, som havde han slikket den op fra et fortov.

Bon Scott brækkede gerne ryggen på grammatikken, når han sang ”I am a rock ’n’ roll star / yes, I are” i sangen ”Rock ’N’ Roll Singer”.

Bon Scott kunne noget med ord. Han var en gadepoet, som satte ord på meget af det, som adfærdsvanskelige unge gik og tumlede med. Damer og det, der er knap så lækkert. Som at være på røven. Eller direkte utilpasset, uønsket, udstødt.

AC/DCs sanger vidste, hvad han sang om. Bon Scott var selv en grænsegænger. En kulturel skovgangsmand. Og så var han tatoveret. Tusser var ikke allemandseje i 1977. Det var kun randeksistenser, som lod deres hud dekorere med blæk: hærdede søfolk, rockere og i den dur.

The Rolling Stones havde sunget om at have sympati for djævelen. Og inden for den hårde rock havde The Crazy World Of Arthur Brown og Atomic Rooster tidligt sunget om helvedesild, djævel og Satan. Men Bon Scott var en de første, som forbandt hårdrocken med begreber fra kristendommens skyggeside: tjek titler som ”Hell Ain’t A Bad Place To Be”, ”Sin City”, ”Rock ’N’ Roll Damnation” og ”Highway To Hell”.

Var Bon Scott satanist da? Dumt spørgsmål. Men han og AC/DC vidste, at det, der er forbudt, er sejt. Køen foran lastens hule er altid den længste.

Og så kunne Bon Scott sin blues-historie: legendariske Robert Johnson (1911-38) solgte angiveligt sin sjæl til djævelen for at få fingersnilde til at spille på den seksstrengede. Johnson døde en rigtig rock ’n’ roll-død: han blev forgiftet, fordi han flirtede med en anden mands kvinde. Forbuden frugt-folklore som denne lå på lager i Bon Scotts bevidsthed, da han griflede sine tekster til AC/DC. Mere djævledyrker var han såmænd ikke.

Men AC/DC udnyttede myten om rocken som djævelens musik. De udnyttede den skamløst. Angus blev udstyret med horn og djævlesvans på coveret til ”Highway To Hell” (1979). Det var dog kun den kristne højrefløj, som tog det alvorligt. Ja, den tog det nærmest personligt.

Robert Johnsons børnebørn.

TOILETVÆGS-POESI

Det kan betale sig at lytte til Bon Scotts lyrik. Som poet toppede Scott på sange som ”Gimme A Bullet” og ”Gone Shootin’” fra albummet ”Powerage” (1978). Selv beskrev AC/DC-sangeren sine tekster som ”toiletvægs-poesi”.

Der er en del ”toiletvægs-poesi” på ”Let There Be Rock”. Her og der med et glimt i øjet, som når supergroupien Ruby Lips siges at kunne få en hedning til at bede.

Men det er ikke lir det hele. Der er dyb alvor i ”Overdose”, et smerteblandet bluesrock-nummer med en tekst, der så rigeligt overskrider klichéerne om hjertesmerte. Her giver Bon mæle til en mand, hvis kærlighed fører gennem helvede til gravpladsen.

”Problem Child” er en af heavy rockens koldeste outlaw-sange. Men som titlen antyder, fødes mænd ikke som desperadoer. De skabes. Fra barnsben.

AC/DC anno 1977 var ikke bare liv og glade dage. AC/DC var barsk realisme. Nul hippie-drømmerier om fred og evige kærlighedssomre her. AC/DC var fandenivoldsk heavy rock, som ikke bød på illusioner om en bedre verden. ”Dog Eat Dog” var en nihilistisk spejling af samfundet set fra bunden. Og musikken på ”Let There Be Rock” matchede det australske bands nul nonsens-livssyn.

Allerede fra albummets start trak AC/DC kanonerne i stilling. ”Go Down”. Det er slang for en suttetur. Men musikken er mørk, og sangen er virkelig en nedtur – på den fede måde. En tur ned i de mørke stemninger, ned i en underverden af forbudte aktiviteter. Sangen er hård i anslaget, aggressiv, spillet med tænderskærende attitude og knofedt.

På ”Dog Eat Dog” gravede AC/DC for alvor stridsøksen op. Phil Rudds slår på krigstrommer, og bandet spiller, som befandt det sig i en blodrus.

Titelnummeret på ”Let There Be Rock” er en stålstorm af skarpslebne guitarer. Malcolm Young og Angus supplerer hinanden på en måde, der nærmest er telepatisk. Den basale rytmesektion med Phil Rudd på trommepodiet og Mark Evans på bas er selve hjerteslaget i dette monster af rock. Drop kritikken af Rudd! Den mand er skabt til at slå på tromme for AC/DC – og uden ham har AC/DC aldrig været det samme. Primitivt spil, javel, men med et flair for groove, som ikke findes i ret mange andre bands.

Lad mig runde denne hyldest af ”Let There Be Rock” af med en af de mange anekdoter om albummet. Albummet er så hårdtslående, fordi AC/DC bevidst gik efter en lyd, der lå så tæt på gruppens live-sound. Den hensigt gav jackpot. ”Let There Be Rock” er i mine ører en af de bedste heavy rock-produktioner fra 1970’erne. Fordi den er tæske-heavy og fyldt med fræs.

    

Netop under indspilningen af titelnummeret begyndte det at ryge fra Angus’ forstærker. Et splitsekund studsede guitaristen, men brormand George gestikulerede vildt: ”Forsæt for satan!” Og det gjorde Angus. Med et anlæg, der udspyede røg og gnister. Denne vildskab er fanget 100% på albummet. En vildskab, som desværre aldrig var at finde på gruppens senere albums … \m/

Læs Rifferamas historie om Bon Scotts tragiske død og om megasuccesen ”Back In Black” her.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama