David Bowie fik
rocken til at handle og død og undergang. Rifferama grubler over, hvorfor en af
glam rockens stamfædre havde så stor appel til fans af metal og hård rock.
Nej, jeg forsøger ikke at bilde nogen ind, at David Bowie
spillede ”metal” i den moderne betydning af begrebet. Ikke desto mindre
benyttede han sig i perioder af metalliske guitarer på sine plader. Klik ind på
et tidligt album som ”The Man Who Sold The Earth” (1970), og du vil høre
skramlende guitarer. Eller sæt pickuppen i en skæring som ”Suffragette City”
(1972), og du vil høre decideret metalfræs.
I hårdrock-kredse er David Bowie mest kendt og dyrket for sin
glamour-periode i første halvdel af 1970’erne, hvor han gav den i rollerne som
Ziggy Stardust, Aladdin Sane og Halloween Jack. Bowies glamourøse, røde
strithår og zigzag-striben ned ad ansigtet er blevet et af rockens stærkeste
ikoner.
David Bowie opfandt ikke glam rocken eller glitter rocken,
som den også kaldes. Det gjorde Marc Bolan (og vel egentlig også Alice Cooper).
Men Bowie gjorde glam rocken dybere. Gav den en ekstra dimension. Bowie gjorde
sig selv til myte, og han gjorde rocken mytologisk. Og det i en tid, som ellers
krævede ideologisk korrekt socialrealisme med kulturmarxistisk slagside!
Bowies udgave af glam rock har lige siden 1970’erne haft
appel til fans af hård rock og heavy metal. Jeg tror ikke kun, at det skyldes
musikkens umiskendelige kvaliteter. Jeg tror også, at det er det mytiske trip,
som Bowie tager lytteren med på, som tiltrækker metalfolk. For findes der en
niche i rocken, som er mere optaget af mytologi, af fantasy og det
overnaturlige end heavy metal? Og hvad med død og undergang? Hvor florerer de
fænomener mere intenst end i metallen?
Hos Bowie var den glamourøse rock ikke bare lydspor til skæg
og ballade. Hos Bowie handlede det ikke om vrøvlevers og sex og liv og glade
dage. Hos Bowie fik glam rocken en dyster tone. Ja, den kom til at handle om
død og undergang. Om Stjernemanden, der stiger ned til jorden for at forkynde,
at menneskeheden har fem år tilbage. Fem år før dommedag.
Hos den glamourøse Bowie var rock forbundet med døden. ”Rock
’N’ Roll Suicide” afslutter mesterværket ”The Rise And Fall Of Ziggy Stardust
And The Spiders From Mars” (1972).
I mine øren er ”Diamond Dogs” (1974) David Bowies sorteste
album. Her lægger Bowie hårdt ud med at proklamere: ”This ain’t rock and roll!
This is genocide!” Det opråb kan stadig – flere årtier efter, at jeg hørte det
første gang – give mig kuldegysninger. ”Diamond Dogs” er et iskoldt og
kloakstinkende værk. Her og der med abrupte, desperate vræl af metalliske
guitarer.
På ”Diamond Dogs” sættes scenen sådan på introen ”Future Legend”:
Vi befinder os i en smadret storby, kaldet Hunger City. I et morads af ”lopper
så store som rotter, der udsuger rotter så store som katte” flakker små stammer
af mennesker rundt som hundekobler. Lig ligger og rådner på de slimede veje.
Det er total nihilisme. Det er sort, metalskramlende dommedagsrock med titler
som ”We Are The Dead” og singleudtrækket ”Rebel Rebel”.
Bowie som Aladdin Sane. |
”Future Legend” inspirerede Nikki Sixx til at skrive ”In The
Beginning” som intro til Mötley Crües album ”Shout At The Devil” (1983). Stemningen
på de to numre har slående ligheder. Og det er da også sigende, at det netop er
et glam metal-band som Crüe, der suger næring af David Bowie. Det samme har
Hanoi Rocks og Guns N’ Roses gjort. Der går en lige linje af nihilisme og dødsforagt
fra Bowie til Hanois selvmorderiske livsstil og GN’Rs Uzi Suicide-romantik.
Mens 1970’ernes glamstjerner som oftest var langhårede, var
Bowie strithåret med nogle lange tjavser i nakken. Det blev et ikonisk look,
som uden tvivl inspirerede punk-looket. Tænk: Richard Hell og Sid Vicious. Sid
mente helt bestemt, at han lignede Bowie!
Den kosmiske bevidsthed hos Bowie inspirerede Kiss. Uden
Bowies ”Starman” var Ace Frehley nok ikke blevet til Space-Ace eller Paul
Stanley til The Star-Child.
Marilyn Manson er sikkert den hårdrock-kunstner, som mest
ihærdigt har suget inspiration ud af Bowies glam-koncepter. Men Bowies roller
og masker har uden tvivl haft påvirkning på alle maskebærere. Også dem, der
kalder deres masker corpse paint.
Der frigives nogle psykiske kræfter, når man tager masken
på. Det var bl.a. Mayhem-vokalisten Deads erfaring. For paradoksalt nok oplever
mange kunstnere, at det først er, når de tager masken på, at de bliver helt sig
selv. Deres kunstneriske, overpersonlige selv, som kommer i kontakt med
kreativiteten.
R.I.P. David Bowie 1947-2016. \m/
R.I.P. David Bowie 1947-2016. \m/
FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama
Ingen kommentarer:
Send en kommentar