Sider

søndag den 2. august 2015

Se djævelen lave syndige kropsbevægelser


Volbeat har netop skrevet Danmarkshistorie. Totalt udsolgt i Tusindårsskoven i Odense. 37.000 tilskuere oplevede det dansk-amerikanske band demonstrere deres dominans. En dominans, som startede med bandet Dominus og deres 1997-album ”Vol. Beat”.

1997: Dominus på vej til at blive til Volbeat.
[Denne artikel er baseret på et interview, som jeg lavede med Michael Poulsen i forbindelse med udsendelsen af Dominus’ ”Vol. Beat”-album i 1997. Interviewet blev til to artikler. Den anden artikel kan læses ved at klikke på linket her.]

Interviewartikel: Peter Béliath (publiceret i NRG nr. 7, 1998)

Københavnske Dominus har skiftet stil. Igen. I 1994 lagde de ud med det noget skumle black/death metal-album ”View To The Dim”, som de i 1996 fulgte op med ”The First 9”, der var en vellykket death’n’roll-plade. I dag har Dominus imidlertid rock’n’roll på agendaen.

”Vi gør det, vi gør bedst lige nu, og det er metalmusik med god inspiration fra det gamle rock’n’roll,” forklarer guitaristen og sangeren Michael Poulsen om Dominus’ nye album, der bærer titlen ”Vol. Beat” (udtales voldbeat!). På ”Vol. Beat” er det meget tydeligt, at bandet er fans af Elvis Presley og andre 1950’er-rockere. Coveret er tilmed modelleret efter en ”Best of”-plade med Elvis. Desuden kædes numrene på pladen sammen af samples fra filmen ”Great Balls Of Fire” med Jerry Lee Lewis.

Dominus’ førhen så berygtede forkærlighed for satanistiske temaer lever dog videre i det nye rock’n’roll-koncept.

”Vi har brugt [en sampling med] Elvis i et af numrene, hvor man hører ham forklare, at rock’n’roll har dens rødder i gospel og rhythm & blues. Jeg synes, det er syret, at han siger gospel, for ind imellem numrene har vi en prædikant, en kristen mand, som hele tiden forsøger at forklare, at [rock’n’roll] er djævelens musik, og det er fandenivoldsk. Og så har vi pludselig en mand som Elvis, som mange har set som helgen, og som forklarer, at rock’n’roll faktisk stammer fra gospel. Og gospel er som regel en meget hellig musik. Gospel har også meget sensuelle rytmer, som der bliver klappet til, dvs. at det har et rimeligt sensuelt beat. Og det, synes jeg, er lidt sjovt.”

Mener Dominus, at rock’n’roll er djævelens musik?

”Heavy metal har altid haft ord for at være djævelens musik, da den har det her beat, der var meget provokerende i 1950’erne, hvor Elvis slog igennem. Rock’n’roll har alle de syndige ting, og den repræsenterer alle de ting, som djævelen siger, at livet går ud på. Så der er noget om, at det er djævelens musik.”

Tidligere har Michael Poulsen gjort sig til talsmand for en positiv nordisk satanisme, og der har været et hedensk/satanisk budskab i Dominus’ tekster.

”Altså fordi vi hedder Dominus, og jeg har skrevet nogle okkulte og sorte ting førhen, så har jeg min ret til at gå hen og lave en hvilken som helst form for kærlighedsnumre, hvis det var det, jeg havde lyst til. Og jeg kan godt li’ at provokere den scene, vi er inde i, og sige, at der ikke skal være nogen grænser for, hvad vi kan,” svarer Michael Poulsen på spørgsmålet om, hvad teksterne handler om.

”Nu teksterne, de handler som så meget rock’n’roll om sex, om at holde på sin ret til at gøre, hvad man har lyst til, nemlig at have det sjovt og følge et beat, det der bestemte beat, som kører igen på mange af numrene. Det handler om at følge beatet og nærmest se djævelen lave de her kropsbevægelser, som var syndige. At mane djævelen frem og få ham til at danse til det her beat. Og samtidig handler det også om nogle ting, der går igen fra ”The First 9”, hvor dæmoniske tekster stadigvæk er med i nogle af numrene. Det er ikke skåret ud i pap, men det er noget, man vil lægge mærke til, når man har læst teksterne et par gange. Tekstmæssigt kommer jeg sådan rimeligt meget rundt omkring det hele. Det er bl.a. et nummer, som hedder ”Billy Gun”, der foregår i det vilde vesten, hvor jeg faktisk drømmer, at jeg har en skudduel med ham der Billy Gun.”

Jo, der er skam stadig krudt i Dominus. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama

Ingen kommentarer:

Send en kommentar