Præsten regerer med jernhånd

Koncert-optagelse fra 1984 kaster nyt lys over ”Defenders Of The Faith” – det sidste album Judas Priest udgav, før de bukkede under for MTVs hair metal-dille.

Det klassiske foto fra inderposen til vinyludgaven af "Defenders Of The Faith".

”Defenders Of The Faith” har aldrig været ”mit” Judas Priest-album. Pladen kom på et tidspunkt, hvor metalgenren var i opbrud. I 1984 gik udviklingen stærkt: det heavy’e blev heavier og heavier, og det hurtige blev hurtigere og hurtigere for hver måned. Til gengæld blev det poppede også mere og mere poppet for hver gang, et kalenderblad blev vendt.

Judas Priest virkede lidt tamme i 1984, når jeg sammenlignede dem med de løvebrøl, der kom fra unge grupper som Mercyful Fate, Metallica, Slayer, Hellhammer, Trouble, Savatage, Warlord, Helstar, Running Wild og Exciter. Næsten alle disse nye bands var STÆRKT inspirereret af Judas Priest. Exciter og Running Wild var ligefrem opkaldt efter Judas Priest-sange.

Men for mig var Rob Halford & Co. drejet ind i en blindgyde. De sang måske nok, at de var ”Heading Out To The Highway”, men reelt var de på afveje. Ude på en kunstnerisk vildspor.

Deres musik var blevet for mainstream-agtig, for formularisk. Sangene var blevet lovlig éndimensionelle og strømlinede i forhold til den mere episke og progressive stil, som Halford, Tipton, Downing og Hill havde spillet på mine Judas-favoritter: ”Sad Wings Of Destiny”, ”Sin After Sin”, ”Stained Class” og ”Unleashed In The East”, der udkom i perioden 1976-79.   

I min anmeldelse af Witchkiller (Hot Rockin’ vol. IV, august 1984) sammenlignede jeg det canadiske band med ”de seriøse Judas Priest (1976-78).” En hård dom over Judas? Så absolut. Men det var en meget udbredt holdning blandt 1. generations-Priest-fans, at Halford & Co.’s storhedstid lå i gruppens første årti.

Rob Halford var åbenbart bevidst om problemet allerede dengang. I Steve Getts biografi ”Heavy Duty” (1984) udtaler Judas Priest-sangeren:

”Heavy metal er sandsynligvis en af de sværeste former for musik at skrive. Den kan være kompleks, hvis det er det, man ønsker. Men sommetider kan det være svært at være melodisk uden at kassere den robusthed, som metal handler om. Når man har kommerciel succes, åbner det døren til et langt større publikum. Det gjorde ”Screaming For Vengeance” for Priest. Så det er vigtigt at bibeholde den succes, og der er visse måder at gøre det på. En af dem er at skrive sange, der appellerer til et bredere publikum, men uden at miste sin troværdighed i heavy metal-kredse.”

KAOSUHYRET PÅ VÆGGEN    
Judas Priest var begyndt at spille en mere direkte, skallesmækkende metal på ”Killing Machine” (1978) og gennembrudsalbummet ”British Steel” (1980). Men det blev snart tydeligt, at de flotte salgstal og de store publikumsskarer skulle holdes vedlige med en musik, hvor hugtænderne var filet ned.

Kedsomheden begyndte allerede på ”Point Of Entry” (1981). Og jeg tabte hurtigt interessen for ”Screaming For Vengeance”, der udkom i 1982, hvor den skulle konkurrere med mere grumt output som Accepts ”Restless And Wild”, Manowars ”Battle Hymns”, Venoms ”Black Metal”, Witchfinder Generals ”Death Penalty”, Anvils ”Metal On Metal”, Tanks ”Filth Hounds Of Hades”, Pictures ”Diamond Dreamer” og The Rods’ ”Wild Dogs”.

”Screaming For Vengeance” var en rigtig friskfyrs-metallisk plade. Ørehænger efter ørehænger i rapt tempo. Men jeg savnede det kompositoriske drama, som havde givet os power balladen ”Beyond The Realms Of Death” og temposkifts-amokløbende rifferama som ”Tyrant”, ”Genocide” og ”Sinner”. Jeg savnede de glorværdige stræk, hvor Judas Priest tog sig tid til at bygge stemninger op og udvikle numrene i tsunamier af dynamiske udsving.

Kaosuhyret The Metallian, som pryder
coveret til "Defenders Of The Faith".
Vist nok en slags metallisk
tiger med horn og larvefødder ...

Jo, jeg dyrkede stadig Judas Priest i 1984. Pr. automatik købte jeg ”Defenders Of The Faith” samme uge, den udkom (starten af januar 1984). Jeg hængte sågar en plakat med kaosuhyret The Metallian op på min væg, side om side med reproduktioner af Rodney Matthews (kunstneren, der lavede artwork til bl.a. Nazareths ”No Mean City”, Magnums ”Chase The Dragon”, Diamond Heads ”Borrowed Time” og Praying Mantis’ ”Time Tells No Lies”). Og jeg valfartede fra Hjørring til København for at se Judas Priest live i Brøndby-Hallen den 20. januar 1984.

Jeg husker koncerten som ok godkendt. Jeg mindes et velkoreograferet show med synkron-headbanging og macho-poseringer en masse. Jeg husker tågebanker af tøris og et lysshow af Lichterdom-agtige proportioner.

Men jeg kan læse af min kollega Henrik ”Manner” Szymanskis udmærkede koncertanmeldelse i Hot Rockin’ vol. III, at vi senior-Judas-fans savnede nogle flere numre fra den episke epoke. Jeg kan se af Manners ord, at højdepunktet rent faktisk var ”Victim Of Changes” og ”The Green Manalishi (With The Two-Pronged Crown)” – to af glansnumrene fra Judas Priests mere eventyrlystne karrierestart.

VERDENS STØRSTE METAL-FEST     
Hvordan det helt præcis lød der i Brøndby-Hallens beton, kan jeg kun sjusse mig frem til. Men nu er ”Defenders Of The Faith” udkommet i en 30-års jubilæums-udgave, som indeholder en dobbelt-cd som bonus. På disse to cd’er findes den fuldstændige lydoptagelse af Judas Priests optræden i Long Beach Arena den 5. maj 1984.

Den californiske koncert blev bredkastet af ABC Rock Network og har tidligere cirkuleret som bootleg. Publikum bestod af ”30.000 metal maniacs,” hvis man skal tro Rob Halfords velkomsttale. Og via ABC nåede koncerten ud til 5 millioner lyttere.

21 numre fyres af i det, som Halford fra scenen kalder ”the biggest heavy metal party in the world.” Judas Priest er i topform. Tæt sammenspillet. Og lyden er heavy og velafbalanceret. Godt med brunstbrøl sendt gennem stablerne af Marshall-forstærkere.

Klart, Rob Halford lyder slidt på disse optagelser fra Long Beach Arena. Men selv Pavarotti ville lyde slidt, hvis han skulle slæbes hen over Jordens overflade måned efter måned, år efter år på en uendelig turné, som i parentes bemærket var ledsaget af en livsstil med minimal søvn og anselige mængder rusmidler.

Men Halford har en bedre aften i Long Beach, end han havde i Dortmund på den såkaldte Rock Pop-festival i december 1983, hvor Judas Priest i en optagelse, som bl.a. blev vist på dansk tv, optrådte sammen med Iron Maiden, Ozzy Osbourne og Scorpions. Men også i Long Beach kæmper Rob for livet under ”Victim Of Changes”, der har en af heavy rockens mest udfordrende melodistemmer.

Det er således en myte, at Rob mistede sin stemmepragt på sine gamle dage. Allerede i 1980’erne havde det hårde turnéliv taget toppen af den vokal, som mange (med rette!) anser for at være den ultimative heavy metal-røst.

ANTI-FASCISTISK HIT-BEJLER     
Besynderligt nok åbner Judas Priest ikke Long Beach-koncerten med ”The Hellion”/”Electric Eye”. I stedet starter gruppen med den dystre sex-schlager ”Love Bites”, som rummer rigelige basdoser fra Ian Hill. En vovet sang at starte med. Og mindst ligeså vovet af Judas Priest at spille samtlige skæringer fra ”Defenders Of The Faith” denne aften.

Det vil sige: samtlige PÅ NÆR ”Eat Me Alive”, der året efter fik æren af at komme på Tipper Gore og PMRCs liste over rockens 15 mest beskidte sange. ”Eat Me Alive” var nok for uartig at sende ud i den amerikanske æter. Jeg mener: en sang om sex med en verslinje som ”I’m gonna force you at gun point” …

Long Beach-koncerten har givet mig appetit på materialet fra ”Defenders Of The Faith”. Det er, som om sangene får lidt mere albumerum live. Som om de bliver knap så kalkulerede. Hvordan kan man ikke elske ”Sentinel” og biker-hymnen ”Rock Hard Ride Free”? Begge sange bliver ikke mindst løftet til højderne af Glenn Tipton og K.K. Downings guitarparløb, det såkaldte twin lead attack.

Gaspedal-motorikken får motion på ”Freewheel Burning”, og der er pænt med slagkraft i ”Jawbreaker” – en sang, der slet ikke handler om slagsmål, men om noget, som heteroseksuelle mænd næppe bryder sig om at lægge mundhule til.

Fra venstre: Dave Holland (trommer), Glenn Tipton (guitar), Rob Halford
(vokal), K.K. Downing (guitar) og Ian Hill (bas). 

Mere lyrisk substans er der i Bob Halligan, Jr.’s hitliste-bejler ”Some Heads Are Gonna Roll” – en sang, som folk med de ”rigtige” politiske eller religiøse holdninger elsker at fejltolke som voldsforherligende. Men det er altså en advarsel mod fascistiske tilbøjeligheder i samfundet. Præcis de tilbøjeligheder, der placerede ”Eat Me Alive” på PMRCs Filthy Fifteen-liste. Tilbøjeligheder, som for Judas Priests vedkommende kulminerede i 1990 med den forfærdelige retssag i Reno, Nevada, hvor Halford & Co. blev anklaget for via såkaldt backmasking at have påvirket to teenagedrenge til at begå selvmord i 1985.

Den smukke ”Night Comes Down” ruller henover publikum med en gåsehudsfremkaldende stemning. Og det mammut-tunge og militant marcherende titelnummer (”Heavy Duty”/”Defenders Of The Faith”) har faktisk noget epicus metallicus over sig i al sin tilbedelse af den sakrale metal. En af de bedste heavy metal-hymner nogensinde. Og med en tekst, der må have bekræftet den kongelige hof-heavyhader Torben Billes værste fordomme om hård rock.   

TONALT RAGNAROK     

Det er de to live-cd’er, som gør denne ”special 30th anniversary deluxe edition” værd at eje. Remaster-halløjet har vi været igennem før, med bokssæt, bonusnumre og alt det cd-gejl. ”Defenders Of The Faith” lyder stadig bedst i den originale vinylversion, basta!

Men Long Beach-koncerten er værd at gå efter for fans. Alene Judas Priests overdrevne heavy metal-mentalitet gør disse optagelser pengene værd. For hvor mange bands har i dén grad overdrevet tiplæs-afslutningerne, som Priest gør det her? ”The Green Manalishi” og ”Hell Bent For Leather” får aldrig ende. Tipton, Downing, Hill og trommeslager Dave Holland vælter bare kaos ud over publikum i én uendelighed. Vrælende guitarer, trommetorden i ét uafbrudt tonalt ragnarok, før numrene (efter flere minutters øredøvende opbremsning!) slutter i en publikums-ekstase, der truer med at løfte taget af arenaen.

Det var den slags overdrivelser, som gjorde metalgenren forhadt i 1970’erne og 1980’erne. ”Det er for meget,” hed det sig. Men det er jo præcis, hvad ÆGTE heavy metal altid har handlet om: at være for meget. ”Den gyldne middelvej”, ”alt med måde”, ”ved jorden at blive det sømmer sig bedst” og alt det der, det tilhører andre, mere finkulturelle genrer … \m/

Livefotos fra bookletten til den nye jubilæumsversion af "Defenders Of The Faith".

I BAGKLOGSKABENS LYS: Historien viste, at min mavefornemmelse i 1984 holdt stik: Judas Priest var på afveje med både ”Screaming For Vengeance” og ”Defenders Of The Faith”. Og i 1986 indtraf katastrofen, som denne Rifferama-artikel vil forbigå i tavshed.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama