Udpensling af helvedes pinsler

I efteråret 1982 udkom en helvedesode, som var enhver dommedags-prædikants våde drøm. ”City Beneath The Surface” banede vejen både for power metal og den mest gruopvækkende dødsmetal fra Florida.

Folkene bag "City Beneath The Surface".

Et sindsoprivende smerte-skriiiiiig! Sådan starter den. Hvorefter nogle af hårdrockens mest monstrøst heavy’e riffs høvles af i et inferno af metal-ekstase. ”Hi, welcome to hell!” lyder tekstens første linje i en sang, hvis titel refererer til Pandæmonium, hovedstaden i helvede.

For den gemene hob af hårdrock-fans betød nummeret ikke en skid. For de opdagede slet ikke, at det udkom på en lille snoldet single med et Florida-band ved navn Avatar. Men dybt nede i undergrunden, nede blandt tapetradere og headbangere med amokløbende samlermani gjorde nummeret en forskel. En forskel så stor, at det næsten ikke kan beskrives. Det var en åbenbaring.

Nummeret hed ”City Beneath The Surface”. Gruppen kaldte sig Avatar. Det bandnavn måtte de ændre i en fart, for der gik Jensens’s Bøfhus i den: et ”konkurrerende” band hed nemlig allerede Avatar. Jeg sætter bevidst ”konkurrerende” i citationstegn. For i 1982-3 havde bandet bag ”City Beneath The Surface” reelt ingen konkurrenter, hvad angår kombinationen musikalsk tyngde/sublim sangskrivning.

Avatar kom således til at hedde Savatage – en smart sammenskrivning af Avatar og Sabotage … Rifferama-læsere med styr på heavy rockens historie kan let gennemskue signalværdien af navnet.

Okay, Savatage fik en noget anderledes karriere, end jeg forestillede mig, da jeg første gang hørte ”City Beneath The Surface” på et kassettebånds-kopi i månederne op til udgivelsen af det første nummer af fanzinet Hot Rockin’ i 1983.

Tapetraderen, som sendte mig båndet, kaldte rask væk ”City Beneath The Surface” for black metal. For sådan var retorikken i 1983-4: black metal var ingen specifik MUSIKALSK genre, det var derimod et samlebetegnelse for al den metal, som var mørk og dyster, og som omhandlede okkultisme og fænomener som Satan og helvede.

Og på dét punkt kvalificerede ”City Beneath The Surface” sig big time. Sangen er én stor udpensling af alle helvedes pinsler. Det er ikke ligefrem nogen god reklame for satanismen, ja, man kunne måske påstå, at teksten er en dommedags-prædikants våde drøm. Det er svært at afgøre, om sangen var en velment advarsel mod at synde, eller om det tværtimod var et romantisk snapskud sendt til en ungdoms-gruppering, som elskede at se sig selv som de fordømtes legion.

”City Beneath The Surface” er for længst blevet slettet fra black metals kanon. I stedet kunne man påstå, at Avatar/Savatage med singlen var en slags forløber for det, vi nu om dage kalder power metal (i 1983 blev power metal brugt som betegnelse for det, vi i dag kalder thrash metal).

Men det var ikke det eneste punkt, hvor Avatar/Savatage tilhørte avantgarden. Gruppen, der bestod af Jon Oliva (vokal), Criss Oliva (guitar), Keith Collins (bas) og Steve Wacholz (trommer), var også Floridas første egentlige metalband. Nasty Savage rumsterede i kulissen, mens Savatage gjorde klar til at lancere deres debutalbum, ”Sirens”, i 1983.

Albummet blev ligesom singlen ”City Beneath The Surface” b/w ”Sirens” og ”The Whip” indspillet i Morrisound-studierne i Tampa. Med i studiet som tekniker var ingen ringere end Jim Morris. Jim stod senere hen for indspilninger med bl.a. Nasty Savage, Crimson Glory og Iced Earth, mens Morrisound især blev berømt og berygtet for den sværm af dødsmetal, der udgik fra Florida i slutningen af 1980’erne og starten af 1990’erne (Death, Morbid Angel, Obituary, Deicide etc.). Avatar/Savatage var altså med til at etablere også den mere ekstreme metal i USA.

Min egen kærlighed til ”City Beneath The Surface” er aldrig rustet, uanset hvilke besynderlige twists og drejninger, den hårde rock har taget siden 1982. For sangen lyder stadig 100% ny og frisk, når den rammer mine tinnitus-plagede øregange.

Den aggressive nerve er godt fanget af produceren Dan Johnson. Og ikke mindst Jon Olivas direkte sadistiske vokal ætser sig som syre gennem lytteoplevelsen her 32 år efter, at singlen blev indspillet – og udsendt. (Der hersker en del forvirring om udgivelses-tidspunktet på nettet, men min hukommelse flugter bedst med Aardschoks angivelse: september 1982, og ikke 1983, som de fleste kilder påstår.)

Savatage havde så kultagtig en status, at bandet fik æren af at være emne for åbningsartiklen i Hot Rockin’ nr. 1 (november 1983). Her skrev jeg begejstret om helvedesoden ”City Beneath The Surface”:

Udsnit af side 2 i Hot Rockin' nr. 1.

””City Beneath The Surface” er måske det bedste nummer, jeg nogensinde har hørt. Det har simpelthen ingen sidestykke. Tracket har en synthesizer-intro à la Rush, hvorefter Avatar buldrer løs som bare satan! Det er svært at beskrive, men tag forsøgsvis Rush’s ”Temples Of Syrinx”, og før den frem med den fandenivoldske aggressivitet, der er på Black Sabbaths ”Johnny Blade” – så har man et ganske godt billede af genren. Jeg kan ikke forestille mig dette nummer overgået.” \m/

Hør helvedesoden her.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama