Da Satan var fascist

Mercyful Fate gik et pænt stykke over stregen, da de den 25. september 1982 udsendte verdens hidtil sorteste plade.

Omslaget til Mercyful Fates debutskive var malet af Witch Cross' Cole Hamilton.

Jeg glemmer det aldrig! Den efterårsdag, hvor postbudet havde den ledeste skive med: Mercyful Fates debutplade. ”Nuns Have No Fun” også kaldet, og udgivet på det hollandske kultselskab Rave-On Records.

Jeg havde fulgt bandet lige fra dag ét. Ja, faktisk lige fra den dag i 1980, hvor Brats udgav det, som i traditionen er blevet kaldt Danmarks første heavy metal-plade: ”1980”.

Jeg havde skrevet til Brats’ adresse i Nærum og modtaget håndskrevne breve fra selveste Hank Shermann. Hank holdt mig opdateret om Brats, og han sendte mig fotokopierede koncertbilleder af datidens metalstjerner – fotos, som var knipset, når grupperne gæstede København.

Jeg boede langt ude på bøhlandet, i Vendsyssels mørke midte, så Hanks breve og Brats’ musik var et pust af metalcivilisation, hvis vigtighed ikke kan overvurderes.

Som bekendt blev Brats til Mercyful Fate, da King Diamond gjorde sin diabolske entré i bandet. Stilen blev lagt radikalt om. Sounden blev mørk og dyster.

Sortheden virkede voldsomt på mig, da jeg første gang lagde Mercyful Fate-ep’en på pladespilleren. Jeg havde hørt en demoversion af ”Black Masses”, dengang kaldet ”You Asked For It”, og det var vel det heavieste, metal-fandommen nogensinde var blevet præsenteret for. Men det skulle blive værre!

Jeg var ellevild over, at Danmark endelig havde fået sin egen metalscene. Og omtalte efterårsdag sad jeg, oprevet af begejstring over Brats’ melodiske og punkede street metal, Witch Cross’ traditionelle, NWOBHM-agtige schlagere (singlen med sangene ”Are You There” og ”No Angel”) og Pretty Maids lettere raffinerede ”Heavy Metal”-demo.

Hvis Mercyful Fate en kort overgang var gledet ud af min bevidsthed, mens de fik slæbt en pladekontrakt i land, så sprag de denne efterårs-eftermiddag på mig som en sabeltiger. Jeg var overvældet. Og i tvivl. Noget blev sat i skred under mig. Akkurat som når man mister fodfæstet pga. en lavine.

Jeg havde bestilt tre eksemplarer af pladen hos Ken Anthony i Bristol Music Center. Og efter en stakåndet telefonsamtale sad jeg sammen med en af mine venner og lyttede til denne her sorte satan på min pladespiller. Der sad vi så, med volumenknappen drejet skarpt til højre: langt, tjavset hår, bemalede læderjakker og veste med rygmærker. I vores arbejderklasse-miljø kæmpede vi for aldrig at tabe ansigt. Men denne eftermiddag tabte min ven og jeg kæben.

Mon hun snart eksploderer?

Det var for vildt!

Der var de konstant skiftende volds-riffs og den endeløse række af vanvids-soli. De sindssyge skrig. Og så teksterne om at sige ”goodbye to all your fucking angels”. For ikke at tale om noget så ærkehedensk som kutteklædte dødninge, der korsfæster en sagesløs nonne – noget, der blev udstillet på pladens omslag. Grin eller græd, men den var ikke gået i dag. Dét cover hører stadig blandt metalgenrens mest kontroversielle – ever!

Selvom Danmark i 1982 stadig befandt sig i dønningerne efter de frigjorte 1970’ere, gik Mercyful Fate på ”Nuns Have No Fun” et pænt stykke over stregen. Det, som andre metalbands plejede at sige med ordspil og hel- og halvpoetiske vendinger, blev her skåret ud i pap for de fatsvage. Nonnen kunne bare ikke få nok, når King gav hende sit ”kors”. Ahem.

Mercyful Fate og deres fans blev betragtet som en slags spedalske. De var urørlige, uden for det, som man nu om dage kalder ”pædagogisk rækkevidde”. Og rygterne gik. Nogle rygter var gak, men nogle var – vist nok – sande. Rygtet ville vide, at King & Co. brændte kors på scenen. Og at de rodede med at få en nonne til at eksplodere på scenen.

Hvis den kristne højrefløj ikke lagde mærke til den slags, så gjorde den politiske venstrefløj det.

Mercyful Fate var dømt ude af det gode selskab. Og det gjorde kun ondt værre, at King gik til pressen og åbent fortalte, at han skam troede på Satan. Sådan ægte. Ikke kun for imaget skyld. Han kunne sågar holde et eksemplar af ”The Satanic Bible” op foran pressefotografernes linser. Dét var hårrejsende.

Ikke mindst for venstrefløjen og de overvintrende hippier i Poul Schlüters fattigfirsere. Satan! Ham kunne man da ikke dyrke. Satan var jo ond … jo, venstrefløjen troede mere på djævlen end paven i Rom. Bare i overført betydning: Satan = had, aggression og andre fænomener, som, de venstreorienterede mennesker mente, var fascistiske.

Det var nu heller ikke alle metalfans, som kunne tåle mosten på Mercyful Fates debutplade. På Kerrang! var det vist kun Malcolm Dome, som havde nosser til at gejle læserne op over bandet. Men det var i en tid, hvor selv et hårdrock-magasin som Kerrang! kunne finde på at sætte Phil Collins på forsiden. Det siger vel lidt om den chokeffekt, som ”Nuns Have No Fun” havde på den hårde rock. Det var musik, som absolut kun appellerede til de allermest hårdføre heavy rockere.

I dag er King Diamond som bekendt en knap så ”farlig” type, som han var anno 1982. Men Mercyful Fate har stadig en høj stjerne i black metal-miljøet. Majestætiske Emperor har fx indspillet en coverversion af Mercyful Fate-sangen ”Gypsy”. Et band som Dissection optog store portioner af inspiration fra Mercyful Fate. Lyt fx til skæringen ”Infernal Fire” på mesterværket ”Reinkaos”.

Og da nutidens vel nok største og mest betydningsfulde black metal-band, Watain, i januar 2014 spillede i København, trissede Erik Danielsson & Co. lige en tur forbi Mercyful Fate-guitaristen Michael Denners pladeshop, Beat-Bop. Her forsynede de sig angiveligt med rigelige mængder Mercyful Fate-vinyler.

Og, nå ja, Mercyful Fate har skam også betydet en masse for mange andre former for metal end lige black metal. Spørg bare Lars Ulrich.

Men: den status, som Mercyful Fate har i dag, blev grundlagt på denne dato (25. september) i 1982. \m/

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama