Velkommen til kaos

”Redeemer Of Souls” er det helt store samtaleemne i metalmiljøet i disse dage. Internettet gnistrer med anmeldelser og kommentarer om Judas Priests 17. studiealbum. Stjernekastere og net-trolde, has-beens og unge løver, skaldepander såvel som folk med garn helt ned til røven – alle skal de absolut MENE noget om ”Redeemer Of Souls”. Hvad albummet reelt handler om, får vi sjældent at vide.

Rifferama bringer her en helt anden vinkel på det nye Priest-album.

Sjælefrelseren, udstyret med skæbnens sørgelige vinger.

De færreste af de anmeldelser og kommentarer, jeg har læst i forbindelse med ”Redeemer Of Souls”, har rent faktisk handlet om andet end folks meninger. Det er uhyre få, som har gjort mig klogere på albummet, som har fortalt mig noget faktuelt om ”Redeemer Of Souls”. Selv anmeldere, som enten har eller engang havde velbetalte stillinger, plaprer bare løs om sig selv, og hvad de mener.

Fair nok, noget skal tiden jo gå med. Min anmeldelse kan læses i det kommende nummer af Metalized (nr. 93) – og den er næppe klogere end gennemsnittet. Men her er en mere nøgtern gennemgang af albummet, der (forhåbentlig) ikke er skæmmet eller hæmmet af meningsmageri, men som (forhåbentlig) kan fungere som en slags guide til dem, som endnu ikke har hørt ”Redeemer Of Souls”.

Allerførst: den kvikke læser har allerede fattet, at ”Redeemer Of Souls” ikke byder på noget nyt. Men at Judas Priest til gengæld bruger albummet til at samle trådene i et væv af lyriske og genremæssige referencer til deres grandiose bagkatalog. På det punkt adskiller albummet sig ikke radikalt fra ”Angel Of Retribution” (2005).

Dragonaut byder velkommen.

”DRAGONAUT” er en metal-traditionalistisk velkomst til kaos. Dragonaut er Judas Priests nye kaosmonster. En pendant til Godzilla (Blue Öyster Cult) eller Mothra (Anvil) er skabt. Et drageuhyre, ildspyende og jagende på flossede vinger à la de helvedeshøge, som JR.R. Tolkiens Nazgul ”rider” på. Hvis man kender bare lidt til Rob Halfords livssyn, så kan man lure en vis alvor bag bøhmands-historien. Men scenen er i hvert fald sat: lytteren føres ind i et infernalsk univers. 

”Welcome to my world of steel,” hilser Dagonaut til tonerne fra en musik, der har mere end overfladiske ligheder med den, man fandt på ”Painkiller” (1990). Altså optempo, power metal-dynamisk rock drevet frem af Scott Travis’ rask marcherende fodarbejde.

”REDEEMER OF SOULS” cykler derud i samme ”Painkiller”-stil. Faktisk refererer teksten til titelnummeret på 1990-albummet, idet Halford lader sjælefrelseren drøne afsted på ”that two wheeler from hell on the wind”. Introteksten på albummets bagside uddyber scenariet: den undergangstruede menneskehed frelses af en soldat, som udstyret med ”skæbnens sørgelige vinger” (=en reference til Priests 1976-album) og en evig kraft kommer metallen til undsætning. Her flyder kryptisk teologi og heavy metal-ideologi sammen. ”Redeemer Of Souls” er et af de mest iørefaldende numre, Judas Priest nogensinde har skrevet.

”HALLS OF VALHALLA” – titlen taler for sig selv. Judas slipper okay fra vikinge-klichéerne. Det er ikke en dybsindig sang. Men en ganske underholdende videreførelse af heavy rockens vikinge-romantik, som vel startede i 1970 med Led Zeppelins ”Immigrant Song” (Robert Plant: ”Valhalla, I’m coming”), og som blev ført ind i 1980’erne af svenske Heavy Load, og som nu om dage føres stolt videre af grupper som Grand Magus og Amon Amarth. Det hærdebrede omkvæd til slut i sangen er noget, der kan få gæve gutter til at hæve mjødhornet i den ene Brageskål efter den anden. Halfords skrig før den forrygende guitarduel er sindssygt – vel det vildeste, manden har lavet på et studiealbum.

”SWORD OF DAMOCLES” er et lidt Iron Maiden-agtigt nummer. Mere keltisk i tonen, mere pompøst – godt med guitar-krånsj i omkvædet. Opbygningen med en stille passage før finalen trækker tråde tilbage til Judas Priests episke stil fra 1970’erne. Og teksten? Det er ikke ”bare” en almindelig sang om heroisme. Finten med Damoklessværdet er bare ét eksempel på, at Halford ikke er en dum rimsmed. Her griber han tilbage til legenden om Damokles, som misundte tyrannen Dionysios’ lykke. Tyrannen tilbød at bytte plads med Damokles, som således blev bænket ved et overdådigt dækket bord. Problemet var bare, at Dionysios havde ladet et skarpslebet sværd hænge op oven over hæderspladsen – sværdet dinglede kun i et tyndt hestehår og truede hvert øjeblik med at tilintetgøre Damokles, som på den måde fik en lektion om, at fyrsten lever i konstant fare.

”MARCH OF THE DAMNED” er noget nær det heavieste, Judas Priest har lavet – ever! Nummeret tonser frem med et riff, der er lillebror til Black Sabbaths ”Zero The Hero” (1983). Mørk i stemningen, men for hurtig til at være egentlig doom. Stilmæssigt ligger ”March Of The Damned” ikke vildt langt fra ”Killing Machine” (1978) og ”British Steel” (1980). Hovedriffet er (vist nok) komponeret af Faulkner, som virkelig har givet de aldrende herrer i Priest fornyet energi. For resten er ”March Of The Damned” en slags slagsang, der handler om Judas Priests dedikerede fans, der marcherer som denne verdens fordømte armé.

”DOWN IN FLAMES” er et mere ordinært nummer. Men før kedsomheden tager over, laver Judas Priest lige et Mercyful Fate-agtigt break og cutter det hele op med et skævt, savtakket riff. Hvis man ikke har bemærket det før, så er det her meget tydeligt, at Judas Priest har lyttet til kritikken af deres sjælløst aflirede onani-soli på de sidste mange plader. Tipton er på det nye album vendt tilbage til den klassiske, melodiske solostil, og parløbet med den nye guitarist Richie Faulkner er som skabt i helvede – for nu at alludere til en sang om heavy metals skabelse, som Halford udsendte solo i 2000: ”Made In Hell”.

”HELL & BACK” starter akustisk, før Ian Hills bas laver rullende torden, som fører over i en gang pumpe-groovende betonrock à la 1970’erne. Teksten er ladet med hærdet livserfaring: ”When I was young life was savage / The leather get scuffed as it’s worn / Rolling along you get damaged / So you grab the bull by the horns.” Nummeret ville ikke være faldet ved siden af stilen på Judas-debuten ”Rocka Rolla” (1974).

”COLD BLOODED” er albummets absolutte stand-out track. Melodisk på den heavy måde. Smukt og drønhamrende uhyggeligt. En psykopatisk ode, hvor ondskab og melankoli smelter sammen i et hjertekrympende epos om, hvordan følelseskulde opstår. Der er full power-drama før guitar-soli-klimakset, når Rob synger: ”You took my life and all I live for / I’m left for dead / Cold blooded and in hell.” Nummeret er melodisk nok til at passe ind på et album som ”Screaming For Vengeance” (1982). Men det virker dybere, og det er en af de få skæringer på albummet, hvor Priest sprænger rammerne for deres tonekunst og tager nyt land.

”METALIZED” … øh, det er måske ikke så kvikt at bruge en titel, som Sabaton satte sit stempel på allerede i 2007. Mere speed metal-fræs fra Judas Priest, en lillebror til ”Rapid Fire” fra ”British Steel” (1980) måske. Ikke specielt melodisk, men højenergisk som bara jäkel. Teksten handler om en af Halfords mange dommedags-skikkelser. Denne her Metalizer er vel i familie med Painkilleren eller Exciteren fra ”Stained Class” (1978). Er historien modelleret efter Jesu genkomst (Metalizeren genopstår fra de døde, Himlen bønkaldes, nogen skal dø, andre lever videre etc.)? Eller er det ren skræk-sci-fi? Svaret blæser i Halfords hjerne, hvor sort eskatologi (=læren om de sidste tider) af og til kaster denne type af sange af sig.

”CROSSFIRE” er en bluesy betonrocker i vene med ”Rocka Rolla”. Halford taler her dunder i en tekst, som er kritisk over for vores samtid. Vi bombarderes med ufordøjelige informationer, vi dopes og fordummes. Hykleri og værdisammenbrud dominerer. Misantropien står på spring, når Rob hvisler: ”Swearing on the bible / Hypocrites and fools / Losing your religion / Breaking all the rules,” mens Hill og Travis holder liv i en rockpuls, som er vældig medrivende.

”SECRETS OF THE DEAD” må være skrevet, lige efter at Judas Priest har skamhørt Led Zeppelins ”Kashmir” (1975). Et majestætisk, episk nummer i 1970’er-stilen. En inciterende orientalsk stemning flyder igennem sangen, som byder på en fin kombination af metallisk tyngde og skønhed i Faulkners og Tiptons soloarbejde. Det er dystre syner, Halford fremmaner i halvmånens skær. Tematisk passer sangen perfekt i forlængelse af ”Crossfire”.

Fra venstre: Ian Hill, Scott Travis, Rob Halford,
Richie Faulkner og Glenn Tipton.

”BATTLE CRY” er klassisk 1980’er-Priest à la ”The Sentinel” fra ”Defenders Of The Faith” (1983). En optempo-slagsang med sværdet trukket i kampgejst og med vinden blafrende i de højt hævede bannere. Hvem kæmper vi imod? Halford siger det ikke præcist, men kampen ledes af en Odysseus-agtig helt, som vender hjem med styrket ry. Det er sword & sorcery for fuld skrue. Det er hørt tusind gange før. Men det var Judas Priest, der opfandt det.

”BEGINNING OF THE END” afslutter albummet på en stilfærdig måde. Det er interessant, at gruppen tager ballade-formen op. Skæringer som ”Epitaph”, ”Last Rose Of Summer” og ”Beyond The Realms Of Death” var jo netop med til at gøre ”Sad Wings Of Destiny”, ”Sin After Sin” og ”Stained Class” til alsidige værker, der gav Priests metalrock et stort kunstnerisk vingespænd. ”Beginning Of The End” er vel en slags begravelses-salme, hvor Rob synger: ”And so we will rise / By the grace of God alone / His words are carved in stone.” \m/

Læs Rifferamas togt gennem Judas Priests diskografi her.

FACEBOOK: Bliv en SMF ven af Peter Béliaths Rifferama